Læsetid: 3 min.

Det ligner da klassekamp

Det undrer mig, at Informations korrespondent sætter lighedstegn mellem bevægelsen omkring præsident Chavez og hans modstandere i middel- og overklassen
20. august 2003

Venezuela
Det er fint, at Information har fået en produktiv og vidende korrespondent i Latinamerika. Det er ekstra vigtigt, fordi Latinamerika åbenbart befinder sig i en krise af den slags, der – hvis man kommer frelst gennem den – kan åbne op for et sundere og bedre liv. Vælgerne i Brasilien, Argentina, Ecuador og Venezuela har åbent voteret for en kurs et pænt stykke til venstre for midten. Latinamerika dementerer snakken om kapitalismens triumf og ubestridte herredømme.
Men en af Rune Vitus Harritshøjs (RVH’s) reportager får mig til at undres. Det er ’Mens Venezuela venter på valget’ (Inf. den 11. august) Det faktiske er, så vidt jeg kan se, i orden; begivenheder og standpunkter er korrekt refereret. Det er tonen i reportagen, der undrer mig, lighedstegnet, som RVH åbenbart sætter mellem bevægelsen omkring præsident Chavez og hans modstandere til højre, i middel- og overklassen...

’Ikke andet end kævl’
Det hele reduceres til en »magtkamp med beskidte metoder«. Vi får at vide, at Chavez ikke har indfriet sine sociale løfter, og at han giver amerikanerne og højrefløjen skylden, men at de anklager ham for at bruge totalitære metoder. Ifølge RVH er der tale om »to lejre, der udkæmper en magtkamp i stedet for at realisere den klassekamp, landet har haft brug i umindelige tider«.
Jamen, ligner det ikke klassekamp, det her? Nej, det er ikke andet end kævl! I hvert fald ifølge RVH’s kronvidne, bonden Jorge Gonzales, som har sagt til »venezuelansk tv«, at kævlet rager ham en høstblomst, og har opfordret regering og opposition til i stedet at samarbejde om at løse landets problemer!
Den har vi sandelig hørt før! Slagordet om, at vi alle er i samme båd, har altid betydet, at de fattigste skal ro. Det er at afblæse klassekampen, og det ville være at vende tilbage til det overklasseregime, som har præget Venezuela »i umindelige tider«. Jeg spørger mig selv om, Jorge Gonzales mon så repræsentativ, som reportagen antyder.
For dagen før – den 10. august – indeholdt den britiske The Observer en reportage, som kom direkte fra Caracas (mens JVH havde Buenos Aires som afsenderadresse), ikke baseret på en udtalelse i fjernsynet (i hvilket alle kanaler minus én er anti-Chavez’ske!), men på direkte indtryk. Overskriften var »Venezuela’s Slum Army Takes Over«. Reportagen indledes sådan:
»Økonomien er i ruiner, landet rives itu af sociale kampe. Regeringen er paralyseret af fraktionsstridigheder, og de giftige medier undsiger en ny offentlig skandale næsten hver dag.
Men i de udbredte slumkvarterer på højdedragene udenfor Caracas hersker der optimisme. En forbavsende summen af aktiviteter helt nede på samfundsstigens nederste trin er begyndt at berøre det omstridte Venezuela. Siden præsident Chavez klarede kuppet i april 2002 og derefter en ødelæggende strejke tidligere i år har han gennemtrumfet forholdsregler, der skulle fremme medborgerdeltagelsen fra de fattiges side.
Og resultatet kan meget vel vise sig at være vendepunktet i Venezuelas drama.«

Måske det rene vrøvl
Korrespondenten, Reed Lindsay, bringer også citater, ikke fra tv, men fra en kvinde i slumkvarteret, som fortæller ham, at hun ikke havde stemt ved valget, men efter kuppet var hun blevet aktiv i slummens civilsamfund, som støtter Chavez, og af udgiveren af Ultimas Noticias, »den eneste større avis i Caracas, som ikke er skingrende anti-Chavez’sk«, der siger: »Chavez er i færd med at konsolidere sin styrke blandt de fattige.«
Og dem er der, har jeg forstået, flest af i Venezuela. Men mediedækningen af deres adfærd under konflikten har, skriver Observer-korrespondenten, været begrænset til kontroverserne omkring de »bolivarianske grupper« og regeringens indsættelse af flere hundrede cubanske læger, der arbejder gratis i fattigkvartererne. »Men analytikere siger, at de lokale
initiativer, især arbejdet for at skaffe jord-besættere ejendomsret til jorden, kunne
give enorme politiske dividender til Chavez i barrios’erne«.
Som eksempel på lokale initiativer fortæller Lindsay om en slumskole, der blev lukket under strejken. Så overtog eleverne og forældrene den med magt, udskiftede låsene, pudsede skolen op og startede klasser med de seks lærere, der støttede deres sag, og 14 frivillige undervisere, herunder flere forældre.
Hvis Observer har ret, er der tale om den klassekamp, Venezuela har haft brug i umindelige tider, – og måske en lille chance for, at de fattige vinder. Men bevares – måske er det det rene vrøvl, den britiske avis beretter fra Venezuelas hovedstad.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu