Læsetid: 4 min.

Metoden i terrorens galskab

Mellemøstens terrorisme har politiske mål og udspringer ikke af vanvid. Vi må se i øjnene, at terror er gangbar kampform i vor tids væbnede konflikter
Debat
26. august 2003

Mellemøstens terrorisme har politiske mål og udspringer ikke af vanvid. Vi må se
i øjnene, at terror er gangbar kampform i vor tids væbnede konflikter

INTERNATIONAL
Efter sidste uges bombeattentater i Bagdad og Jerusalem kan vi – med pavens udtryk – endnu engang alle enes om »enstemmig fordømmelse« af terrorismen. Vi kan utvivlsomt også tilslutte os præsident Bush, når han sværger, at »den civiliserede verden ikke vil lade sig intimidere.« Men når det er sagt, hvad kan vi så stille op?
Brasiliens præsident, Luiz Inacio da Silva, har kaldt terrorismen »et udtryk for ren vanvid«. Han tager fejl. Terrorisme er barbarisk og umenneskelig. Terrorisme er en amoralsk uhyrlighed. Men udbrud af pludselig vanvid er den ikke. For ’den civiliserede verden’ var den smertelige lære af 11. september 2001 – en lære, som sidste uges aktioner endnu engang har bekræftet – at terrorisme er blevet en gængs og gangbar kampform i vor tids væbnede konflikter.
For så vidt er der jo ikke noget nyt i dette, ligesom der ikke er noget nyt i terrorismens foragt for uskyldige menneskeliv. I 1946 sprængte jødiske terrorister Hotel King David i luften. 91 omkom, hovedparten civile, heraf endda 15 jøder. Aktionen var et alvorligt slag imod den britiske ’besættelsesmagt’ i Mellemøsten, der befandt sig der på et FN-mandat. For 20 år siden i Libanon kørte en islamistisk selvmordsaktivist en lastbil fyldt med sprængstoffer ind i de amerikanske marinesoldaters hovedkvarter, skønt deres rolle i landet var at agere fredsstyrker, ikke besættelsesmagt.
Sådanne terroraktioner er ikke særegne for Mellemøsten eller for muslimske lande. Selvmordsbomber har f.eks. været et yndet våben for Sri Lankas tamilske tigre, og Omagh-bomben eksploderede blandt civile i Nordirland, Guilford-bomben på en engelsk pub. Hyppighed og omfang af disse angreb er muligvis tiltaget siden Tvillingetårnenes spektakulære fald, men motiverne bag har næppe ændret sig grundlæggende.

Skaber ond cirkel
Terrorens direkte mål er at gøre det dyrere for besættelsesmagten, dvs. få den til at betale en højere pris i form af civile dødsofre og stadigt forstærkede sikkerhedsforholdsregler. Dens indirekte mål er at sprede rædsel, lidelser og frygt blandt civilbefolkningen og at skabe en ond cirkel, hvor sikkerhedsstyrkers stadigt mere hårdhændede kampagner med husransagelser, vilkårlige arrestationer, vejspærringer osv. skaber stigende forbitrelse og modvilje i selvsamme civilbefolkning.
Man holder ikke terroristerne tilbage ved at påpege, at deres aktioner går ud over det selvsamme folk, som de skal forestille at befri, eller at de medfører reaktioner, som forværrer levevilkårene for dette folk. Terroraktioner sigter ikke på at formindske lidelsen, men på det modsatte. Målet er ikke at opnå hurtige og umiddelbare gevinster, men at fremdyrke et reaktionsmønster og en voldsspiral, der udmatter og demoraliserer besættelsesmagten.
Hvad værre er, så har denne form for terrorisme ganske ofte vist sig at være en vellykket politisk strategi. Mau-Mau-terroristerne i Kenya endte f. eks. selv som ministre i landets første uafhængige regering, ligesom Menachem Begin blev ministerpræsident i Israel og Yassir Arafat præsident for de palæstinensiske selvstyreområder.
I antiterrorkampen, hører vi, er den eneste effektive strategi imod resolut at svare igen med magtanvendelse og at forberede sig på, at stå det igennem »i så lang tid, som det kræver,« som den amerikanske præsident formulerede det i sin første reaktion på bomben mod FN’s hovedkvarter i Bagdad i tirsdag i sidste uge. Tilsvarende udtalelser lød fra den israelske regering, da en selvmordsaktivist bombede i en bus i Jerusalem samme dag.
Selvfølgelig må der slås hårdt ned på terrorisme, og selvfølgelig må vi være forberedt på, at det vil kræve et langt, sejt træk at få udryddet terrorismen. Korrekt er det også, at disse barbariske handlinger kun er små og usædvanligt fanatiske gruppers værk, og at det er en fejl at tro, at de nyder opbakning blandt almindelige civile.

Avler egne dæmoner
Men hvis terroristerne er så få i antal, er det så meget desto vigtigere at skille dem fra det folk, hvis sag de hævder at kæmpe for. Når der kommer flere selvmordsbombeaktivister til, skyldes det ikke opblusset religiøs fanatisme i sig selv, men først og fremmest den udsigtsløse desperation, der er vilkåret for så mange arbejdsløse unge mænd i så store dele af udviklingslandene. Når israelernes reaktion er at ’straffe’ palæstinenserne ved at lukke grænsen og berøve dem beskæftigelses- og indkomstmuligheder, er dette repressalier, der kun kan give bagslag.
Kampen for at knuse terrorens netværk med magt må fortsætte. Men denne kamp risikerer at være ineffektiv, hvis vi ikke udfolder lige så store bestræbelser for at opmuntre de økonomiske aktiviteter, der kan reducere antallet af oprørske arbejdsløse og fattige og give almindelige palæstinensere, irakere osv. mere overbevisende grunde til at støtte fredens sag. Problemet ved den israelske mani med sikkerhed uanset omkostninger er, at den avler sine egne dæmoner. Jo mere israelerne opretter barrierer for menneskers fri bevægelighed for at beskytte sig selv mod bombeanslag, i jo højere grad vil de producere den form for økonomisk forarmelse, der gør martyriet tillokkende på den anden side. Det ’sikkerhedshegn’, som israelerne opfører, er en kortsigtet strategi, som kun gør alting værre. Ikke blot fordi hegnet vil stå som en vedvarende anstødssten for palæstinensisk nag og ydmygelse, men også fordi det hindrer den fri bevægelighed for folk og økonomisk samkvem, der er den eneste vej til fred. På samme måde i Irak. Den eneste farbare vej frem er at skabe den form for økonomisk udvikling, der vil kunne få befolkningen til at fatte håb til en bedre og fredeligere fremtid.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her