Læsetid: 2 min.

Millimeter-regulering, nej tak

Det må være den enkelte families ansvar og eget valg, hvordan deres hverdag skal hænge sammen
Debat
29. august 2003

Det må være den enkelte families ansvar og eget valg, hvordan deres
hverdag skal hænge sammen

Barselsorlov
Jeg mener, at det er en families private sag at finde ud af, hvordan den vil tilrettelægge sit liv og dermed også sin barselsorlov. Så langt har Inge Skjoldager fra Kvinderådet, der har et indlæg den 22. august, forstået mit budskab. At mit budskab så fordrejes til også at være en hyldest til et traditionelt og forældet kønsrollemønster, kan jeg kun beklage.
Modsat hvad Inge Skjoldager måske tror, så er jeg meget opmærksom på, at der kan være forskelle mellem kvinders og mænds løn, som påvirker familiers valg af barselsmodel. Disse uligheder skal vi til livs. Det kræver et langt sejt træk, som ikke mindst handler om at få op-blødt kønsforskellene i valg af blandt andet branche og jobfunktion. Men lønforskellene skal ikke reduceres ved at tvinge fædre til at tage en fastsat del at barselsorloven. Den beslutning skal i sidste ende tages i den enkelte familie.

Central barselsfonds
Jeg mener vi kan skabe mere lige muligheder for at familierne kan foretage deres eget valg ved at etablere en central barselsfond. Den vil udjævne udgifterne, så ingen virksomheder rammes urimeligt hårdt af at have medarbejdere på barsel. En central barselsfond kan medvirke til at ændre holdningen i fag og brancher, der traditionelt kun ansætter medarbejdere af et bestemt køn. Det vil igen være med til at påvirke aflønningen af mænd og kvinder i mere ligelig retning.
Jeg arbejder med andre ord for, at vi får nogle ordentlige rammer for både kvinder og mænd på arbejdsmarkedet, så de kan planlægge eksempelvis barsel ud fra rimelige forhold. Men jeg går altså ikke ind for millimeterregulering. Det må være den enkelte families ansvar og eget valg, hvordan deres hverdag skal hænge sammen, og jeg vil ikke stille mig til dommer over, hvordan kvinder og mænd tilrettelægger deres liv – heller ikke på barselsområdet.
Opfordringen til at gå ind og tage stilling til menneskers frie valg gik forleden igen i Informations leder, hvor jeg blev kritiseret for at ignorere den aktuelle ligestillingsdebat, som blandt andet Hanne-Vibeke Holst og Lone Nørgaard har deltaget i med synspunkter henholdsvis for og imod mulighederne for at kombinere børn og arbejdsliv. Jeg er et langt stykke hen ad vejen meget enig med Hanne-Vibeke Holst, og omvendt meget uenig med Lone Nørgaard, men ignorerer debatten? Det gør jeg bestemt ikke. Information må da være bekendt med de utallige læserbreve og interviews, jeg har bidraget med som ligestillingsminister – også til Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her