Læsetid: 4 min.

At myrde Saddam stopper ikke modstand

Det er en farlig for illusion for USA at tro, at den irakiske modstandskamp er det gamle Baath-regimes sidste krampetrækninger
Debat
9. august 2003

INTERNATIONAL
Tredive mio. dollar. Det er det anselige beløb, som USA har lovet at udbetale til den person, der gav det tip, der førte til, at Saddam Husseins to sønner blev ryddet af vejen. Har besættelsesmagten så fået valuta for pengene, kan man spørge?
Paul Bremer, den amerikanske topdiplomat, der reelt styrer Irak, mener ikke overraskende ja. Han erklærede straks, at likvideringen var kommet som en dyb tilfredsstillelse for »det irakiske folks ægte ønske om en gang for alle at blive Saddam, hans sønner og hans onde regime kvit.«
Og i ugerne siden tippet gav bonus, har koalitionens spindoktorer bøjet det budskab i neon, at Udays og Qusays død er et ødelæggende slag for moralen hos de ’regimerester’, som man beskylder for at stå bag den voksende guerillamodstand mod besættelsesmagten.
Det ville selvsagt være vældig rart for besættelsesmagten, hvis udryddelse af Saddam-klanen – og i sidste end af uhyret selv – var den snuptagsløsning, der i ét væk kunne gøre det af med den irakiske modstand. En sådan forhåbning er bare dybt naiv. Ingen har nogensinde elsket Saddam Hussein – ikke engang hans Baath-partifæller. På samme måde som Stalin disciplinerede Sovjets kommunister, sikrede Saddam sig total kontrol over et parti, der engang talte mange ægte idealister.
Sådanne ’ideologer’ udrensede og dræbte han, så snart han kunne se sit snit til det, hvorefter han målbevidst omdannede Baath og dets partiapparat til et instrument for sin egen personlige magt.
Alligevel er der stadig ganske mange panarabiske nationalister tilbage i Irak, ligesom der er adskillige religiøse fanatikere. Og ingen af disse to grupperinger kan fordrage at se deres land besat af amerikanerne.
Tag nu blot den amerikanske soldat, der blev dræbt i et angreb mod en amerikansk vognkolonne på vej gennem Khan Dari-området blot få timer efter elimineringen af Saddams sønner i Mosul. Den bombe, der dræbte ham, var gravet ned midt på kørebanen på hovedvejen gennem Khan Dari by og blev udløst ved hjælp af fjernkontrol.

Ingen forrådte dem
Langs hovedvejen ligger adskillige forretninger og sodavandsboder. I hundredvis af mennesker passerer her forbi både dag og nat. Det forekommer usandsynligt, at ingen skulle have bemærket guerillastyrkerne nedgrave bomben i vejen og set dem trække sig tilbage for at vente på en amerikansk bilkolonne.
Men kendsgerningen er, at ingen forrådte dem. Journalister, der ankom til stedet efter eksplosionen, kunne da også berette, at de fleste tilskuere virkede ’oplivede’ over de amerikanske soldaters død.
Khan Dari ligger midt i den såkaldte sunni-trekant nord og vest for Bagdad – et område, som nød godt af store favoriseringer under Baath-styret. Byen er desuden fødested for den første irakiske oprører, der dræbte en britisk officer i 1920 under en tidligere opstand mod en udenlandsk besættelsesmagt. Og fra Khan Dari er der kun otte km til Fallujah, hvor amerikanske tropper dræbte 16 demonstranter på en af besættelsens første dage. Det er med andre ord ikke nogen typisk irakisk by. Men den er dog heller ikke helt så atypisk, som koalitionens ledere håber og påstår. I hvert fald er det helt givet, at Udays og Qusays død eller Saddams muligvis snarlige død ikke på nogen måde vil lægge en dæmper på den lokale modstand her.
Tværtimod kan det bevis på, at det gamle regime nu endegyldigt er bukket under, som et drab på Saddam eller på flere af hans familie- og klanmedlemmer vil være, endog føre til skærpet modstandskamp. Erkendelsen af at Saddam er en saga blot vil nemlig forenkle valgmulighederne for de mange irakere, som hader besættelsesmagten, men frygter Saddams tilbagevenden endnu mere. Hertil kommer, at det er tvivlsomt, om de sekulære nationalister i Baath-partiet spiller nogen dominerende rolle i modstanden længere. Der er flere indikationer på, at mange af de guerillaangreb, vi ser i disse dage, er iværksat af tidligere undertrykte sunni-islamistiske grupper, der har fået ny handlefrihed efter Saddams fald.

Muligt mareridt for USA
Det er dybt ironisk for antiterror-krigen, at det netop er de selvsamme grupperinger i Irak, der er mest tilbøjelige til at gøre fælles sag med USA’s store fjende, al-Qaeda. Dog udgør de ikke den største trussel imod den amerikanske tilstedeværelse i Irak. Den aktuelle guerillakrig er bestemt en byrde, men en byrde, der lige akkurat er til at bære. Hvad der derimod i sandhed kunne forvandle situationen til et rent mareridt for USA, ville være, hvis toneangivende kræfter inden for Iraks shia-majoritet besluttede sig for at erklære modstandskrig mod besættelsesstyrkerne.
Med tanke på det vellykkede fortilfælde, da en shia-ledet revolution udløste Shahens fald i Iran, taler meget dog for, at en shia-modstandskamp i Irak vil være overvejende ikke-voldelig. Ikke desto mindre kunne den gå hen og blive yderst effektiv. Den vil f. eks. provokere koalitions-soldater til at bruge magt mod ubevæbnede civile og måske gøre det nødvendigt at lukke de veje, der samtidig er forsyningsruter fra havnene i Golfen til besættelsesstyrkerne i det nordlige og centrale Irak. At myrde Saddam vil intet gøre til at afværge denne trussel.
Det eneste skridt, der vil kun afværge den effektivt, vil være at overgive Irak til landets shiamajoritet. Men Bush-regeringen er stærkt imod bare at overveje denne løsning. Af to grunde. Den første er den stærke sympati, der eksisterer mellem shiamuslimer i Irak og i det Iran, som Washington opfatter som den største trussel i regionen. Det andet er den til vished grænsende sandsynlighed for, at en afståelse af magten i Irak til shiamuslimerne vil udløse en borgerkrig mellem sunni-araberne i det centrale Irak og shia-araberne i syd.
Der var aldrig nogen gennemtænkt amerikansk plan for at håndtere dette forudsigelige roderi, og der er stadig ikke nogen sådan plan. Men Washington må hellere se at finde på en meget snart, hvis ikke Mr. Bushs ’letkøbte’ triumf skal blive til en Pyrrhus-sejr.

*Gwynne Dyer er uafhængig britisk journalist. Hans klumme bringes i aviser i 45 lande

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her