Kronik

I nationens interesse

Den sydafrikanske presse spillede en afgørende rolle i landets forsoningsproces. Deres opbakning til Sandheds-kommissionens arbejde udviskede grænsen mellem stat og medier. Og medierne mistede deres kritiske greb om dækningen
Debat
11. august 2003

Kronikken
Da den sydafrikanske Sandhedskommission blev nedsat i sommeren 1995, tog medierne en usædvanlig beslutning: De ville ikke bare sætte dække kommissionens arbejde, de ville selv bidrage til forsoning.
Beslutningen var bemærkelsesværdig, fordi politisk uafhængighed og en objektiv tilgang til stoffet normalt anses for at være to af grundstenene i det liberale presseideal. En analyse af tre sydafrikanske aviser, Cape Argus, The Star og Sowetans, dækning af kommissionen viser, at aviserne netop var splittede mellem den politiske rolle, de gerne ville spille i det nye Sydafrika, og idealerne om en fri presse, som apartheid havde lagt på is i et halvt århundrede.
I modsætning til mange andre udviklingslande har Sydafrika en lang tradition for en fri (hvid) presse. Med apartheid fulgte en politisk tredeling af pressen med afrikaans pressen, der støttede det hvide mindretalsstyre, og den alternative presse, der var stærkt kritisk over for regimet, som de to yderpunkter.
Mellem disse to modpoler stod den engelske presse bogstavelig talt med en fod i hver lejr. Aviserne var kontrollerede af landets stør-ste mineselskab, Anglo American, der var afhængig af billig sort arbejdskraft, en af de mest umiddelbare fordele ved apartheid. Anglo American var derfor på ingen måde interesseret i kritik af styret eller – endnu værre – et regimeskifte, og den indstilling prægede indirekte den engelske presse.
Cape Argus og The Star såvel som den alternative Sowetan, som alle havde været under Anglo Americans vinger under apartheid, var derfor allerede fra begyndelsen begejstrede for Sandhedskommissionen. Forsoningsprocessen var et afgørende opgør med fortiden, som kunne bane vej for et nationalt sammenhold på tværs af hudfarver, og så var den – og det er nok så vigtigt – leveringsdygtig i enestående journalistiske historier.

Dækningen blev imidlertid aldrig helt så enestående, som de tre aviser havde håbet på. Deres største fejl var, at ingen af aviserne udarbejdede en decideret strategi for, hvordan de ville dække kommissionen. Samtidig afsatte aviserne meget få ressourcer til projektet. The Star og Cape Argus udpegede hver en journalist, der var ansvarlig for dækningen, og som dagligt producerede tre til fem artikler fra høringerne.
På Sowetan endte to journalister næsten ved et tilfælde med at dække processen. Der er ingen tvivl om, at artiklerne fra de offentlige høringer skilte sig ud fra avisernes øvrige stof, men det var bestemt ikke, fordi journalisterne brugte mere fortællevenlige genrer, eller fordi historierne var layoutet anderledes.
Det var først og fremmest, fordi de gruopvækkende fortællinger under alle om-stændigheder var gribende historier om systematisk undertrykkelse af sorte sydafrikanere.
Samtidig spændte begejstringen og Sandhedskommissionens formand, Desmond Tutu, ben for den kritiske dækning af processen. Kommissionen var i høj grad afhængige af medierne. Næstformanden, Alex Boraine, udtalte på et tidspunkt, at processen aldrig var blevet så stor en succes uden mediernes hjælp. Først og fremmest fordi aviser, tv og radio formåede at formidle budskabet om forsoning ud til langt flere sydafrikanere, end kommissionen selv kunne magte.

Afhængigheden var imidlertid gensidig: For at journalisterne kunne producere historier fra kommissionen, havde de brug for interview med især Tutu, som var leveringsdygtig i såkaldte one-liners, dvs. korte, fængende udtalelser, der uden videre kunne trykkes i avisen.
Det var tydeligt allerede fra begyndelsen af kommissionens arbejde. Da den første høring i april 1996 blev afbrudt på grund af bombetrusler, var beskeden fra kommissionens formand, der blev trykt i både Cape Argus, The Star og Sowetan, ikke til at misforstå: »Det er sidste gang, jeg vil ikke tillade den slags afbrydelser en gang til.«

Tutu kom hurtigt til at frem-stå som forsoningsprocessens faderfigur, fordi han formåede at gøre kommissionen levende, og samtidig var han mere end villig til at stille op til interview.
Der var blot en afgørende betingelse: Journalisterne skulle støtte kommissionens arbejde betingelsesløst.
Den prisbelønnede sydafrikanske journalist Antjie Krog, der dækkede forsoningsprocessen for den nationale radiostation, SABC, fortæller, hvordan Tutu lagde hende på is, efter hun havde skrevet en kritisk artikel om kommissionen. Hun fik hverken lov til at stille spørgsmål på pressemøderne eller til at interviewe Tutu.
Først efter hun sendte ham en skriftlig undskyldning og forsikrede ham om, at hun støttede kommissionens arbejde, blev forholdet normaliseret. »Det var som en far, der tilgiver sin datter,« sagde hun bagefter.
Det tætte forhold mellem Sandhedskommissionen og medierne betød samtidig, at pressen kom til at spille en vigtig rolle i dannelsen af en ny sydafrikansk identitet. Forsoningsprocessen var på mange måder en symbolsk begivenhed, der markerede overgangen fra et voldeligt og undertrykkende regime til en ny moralsk orden, hvor respekt for menneskerettighederne havde større betydning end hudfarve.
For pressen – og specielt den engelske presse, som Cape Argus og The Star var en del af – var det en oplagt lejlighed til at ryste apartheids (og Anglo Americans) tunge støv af sig og blive en del af det nye Sydafrika.
Sandhedskommissionen blev derfor en renselsesproces for både aviserne og deres læsere, som gennem den daglige dækning kunne gøre op med deres (måske) dårlige samvittighed og tilslutte sig det nye moralske samfund, der havde Tutu som sin mest karismatiske fortaler.
De sydafrikanske avisers rolle i landets forsoningsproces var på en gang prisværdig og dybt problematisk. På den ene side var deres engagement i projektet afgørende, fordi aviser og ikke mindst tv og radio som sagt sørgede for, at budskabet om forsoning nåede selv de fjerneste afkroge af landet. På den anden side blev pressen efterhånden en integreret del af processen, og dermed gav journalisterne køb på den kritiske tilgang og endte mest af alt med at fungere som informationsmedarbejdere i Sandhedskommissionens tjeneste.

Dækningen gav derfor ikke den sydafrikanske befolkning et nuanceret billede af kommissionens arbejde eller forsoningsprocessens dilemmaer. Tværtimod fremstod kommissionens afdækning af apartheidregimets forbrydelser som Sandheden om apartheid. Kritikere blev konsekvent skildret, som modstandere af krigen mod terror i dag bliver det: Enten er du med os, eller også er du mod os.
Der var ingen mellemvej, og aviserne undlod at fortælle, når ofre for apartheidregimets vold også selv havde været involveret i overtrædelser af menneskerettighederne. Der var brug for stereotype (sorte) ofre, som sydafrikanerne kunne identificere sig med og ikke komplekse historier, som bidrog til yderligere forvirring.
I den forstand var der ikke langt fra apartheid-regeringens propaganda-apparat til Sandhedskommissionens villige håndlangere, de sydafrikanske journalister.

Mediernes rolle i den syd-afrikanske forsoningsproces viser, hvor svært det er for journalister at operere som frie, uafhængige observatører. Medier og journalister er politiske aktører ligesom interesseorganisationer og politiske partier, og det bliver særlig tydeligt i nationale forandringsprocesser, fordi journalisterne ikke bare er reportere, men også borgere på lige fod med alle andre.
For de sydafrikanske journalister var landets fredelige overgang til demokrati vigtigere end at sætte spørgsmålstegn ved kommissionen. Det paradoks tvang de sydafrikanske journalister til at lade de liberale presseidealer ligge hjemme i skrivebordsskuffen, mens de viede deres dækning til den gode sag.
Dilemmaet beskrives meget sigende med Antjie Krogs kommentar, da en ven antydede, at Nelson Mandela måske havde kendt til de forbrydelser, som hans ekskone Winnie Mandela tilsyneladende havde været primus motor for:
»Hvis Nelson Mandela gjorde noget forkert, så vil jeg ikke høre om det. Noget, bare noget godt, skal der komme ud af alt det her,« svarede hun.
Nogle gange helliger målet midlet, men det sker aldrig uden omkostninger.

*Suzette Frovin
Journalist, uddannet i journalistik og international udvikling på RUC. Har skrevet speciale om den sydafrikanske presses dækning af Sandhedskommissionens arbejde

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her