Kronik

Rød og brun fascisme

Historikeren Bent Jensen lever ikke altid op til kildekritikkens minimumskrav
19. august 2003

Kronikken
Nogle har sagt, at den kritiske teoris tid er omme. Sludder og vrøvl. Den har bare skiftet fortegn. Kritisk teori og analyse – måske især analyse - bedrives i dag af højrefløjen. Bent Jensen er den teoretiske helt, Søren Krarup den ideologiske bannerfører. Vor tids svar på den tids Arbejderen er Weekendavisen, og tonen er ikke mindre skinger eller uforsonlig, end den var dengang. I dag er det Dansk Folkeparti og ikke det hedengangne VS, der råber »klassedomstol« og ’afslører’ at DR er en ideologisk propagandacentral.
Ja, forleden overgik Weekendavisen sig selv: Over en hel side mente en Jon O. Lauring at kunne dokumentere, at dronningens gobeliner er et kommunistisk kunstværk, som bør fjernes fra Christiansborg. Bevis? Jo, på indramningen – borduren – til en af gobelinerne finder man (ganske vist sammen med andre af den tids politisk og ideologisk dominerende personer) Karl Marx’ portræt. Og på et andet finder man ikke – jo, du læste rigtigt, kære læser – finder man ikke Stalin. Det er vist det, der kaldes et negativt bevis: Skeletterne er gemt af vejen, forbryderen er afsløret.
Når dertil kommer, at kunstneren, Bjørn Nørgaard, har en socialistisk baggrund, og at det farve- og figurrige formsprog ligner den afdøde socialistiske mexicanske maler Diego Riveras, er sagen jo sådan set nærmest bevist, og handlingskravet giver sig selv: Ned med propagandaskidtet!
1970’ernes ideologikritiske analyser af Danmarks Radio, Anders And, H.C. Andersen med videre kommer i erindring. Dog, der er så sandelig forskel: I sammenligning med det, man nu om dage får at læse, var hine tider sofistikerede.
Ærindet med denne kronik er imidlertid den teoretiske helt, Bent Jensen. Der er næppe mange bøger, jeg har læst med større engagement end hans bog Stalinismens fascination fra 1984. På den ene side var jeg voldsomt forarget, fordi bogen var og er fuldstændig enøjet og smalsporet i sine analyser og forklaringer. På den anden side skar den igennem fedtlaget ned til de elementer af venstre-fløjen, som faktisk var dybt betændte.
For kritikken af autoritetsdyrkelse og militant sprogbrug er jo ikke forfejlet. Jeg husker for eksempel stadig, så jeg kan mærke det i kroppen, da jeg blev indkaldt til kammeratlig samtale med ældre forskerkolleger, fordi jeg havde modtaget en bevilling til en studietur til Canada vedrørende nye medier. Min brøde: At pengene kom fra en forening af private virksomheder.
Derfor er Bent Jensens projekt vigtigt. Men måden, han bedriver det på, er ikke god nok. Jeg har to overordnede indvendinger og vil derfor fremhæve to eksempler fra hans seneste bog, Gulag og Glemsel.

Bogens næstsidste kapitel kapitel hedder »Rødt og brunt – eller rødbrunt«. Hvor kendte jeg dog det udtryk fra, tænkte jeg, da jeg læste bogen? Jo, fra en venstre-fløjsteoretiker fra 1920’erne og 1930’erne: Otto Rühle, som jeg læste sammen med venner i en studiegruppe i 1970’erne. Allerede fra 1920’ernes begyndelse gennemheglede han til vores begejstring leninismen, bolsjevismen og sovjetstaten. I 1930’erne publicerede han skriftet – derfra huskede jeg udtrykket – »Rød og brun fascisme«.
Eksemplet viser, at Bent Jensen ikke har sans for forskelle. Han påstår, at det er »de mange vestli-
ge intellektuelle, der bag deres trygge skriveborde nærede en voldsom længsel efter dramatiske handlinger, katastrofer, revolutioner, borgerkrige, likvideringer og masseudryddelser.« (s. 9) Kommunismens historie er også »...den intellektuelle venstrefløjs ejendommelige fascinationshistorie...« (s. 419).
Billedet er fortegnet, fordi det er forenklet. Fascinationen af katastrofer og revolutioner har trivedes i alle lejre, og det samme har avantgardedyrkelsen. Tilsvarende er kritikken af denne tankegang blevet fremført fra alle sider – også og ikke mindst fra folk på 1970’ernes og 1980’ernes venstrefløj.
Min anden indvending er, at kvaliteten af analyserne ikke altid er god nok. . Mit eksempel er hans opgør i Gulag og glemsel med den tyske filosof Ernst Bloch.

Ernst Bloch er især kendt for det kolossale værk på 1.650 sider Das Prinzip Hoffnung, Håbets princip, som han skrev under sin landflygtighed i USA fra 1938-1947, og som udkom i 1959. Værket kan karakteriseres som en slags håbets kulturhistorie. Hvordan kan det være, at mennesker til alle tider har haft forestillinger om en bedre verden, og hvordan har disse håbsforestillinger udtrykt sig? På side efter side lytter han sig frem til håbet i Beethovens Leonore-ouverture, i Johannes-evangeliets apokalypse, i Biblens Messiasskikkelse, hos Bismarck, Goethe, J.P. Jacobsen, Muhammed, Nietzsche, Platon, Rousseau, Schönberg – og ja, hos Marx og Lenin.
Men hvad skriver Bent Jensen om Ernst Bloch? Han skriver kort og godt, at han var ’stalinist’ (s. 421), og at hans forsvar i 1937 for Moskvaprocesserne var et udtryk for selve kernen i hans filosofi. Hvorfra ved han Bent Jensen det? Har han læst noget, Bloch har skrevet? Nej, tilsyneladende ikke. Den eneste kilde til denne kategoriske dom er den tyske litteraturteoretiker Richard Herzinger, og det ’værk’, der henvises til, er – ja, hold fast – en anmeldelse i Die
Zeit fra 25. juni 1998 af Kommunismens Sortbog.
Ernst Bloch var ikke uskyldig. Det er rigtigt, at han forsvarede Moskvaprocesserne. Der er i Das Prinzip Hoffnung nogle uspiselige udsagn om leninismen. Spørgsmålet er: hvorfor? Hvorfor er dette store værk så sammensat? Hvorfor skrev han, som han gjorde i sin landflygtighed? Ja, hvorfor forsvarede han som akademiker i Nazi-Tyskland i slutningen af 1930’erne til og med Stalin-regimet? Hvorfor plejede – tilsvarende og på samme tid – en Heidegger eller Carl Schmitt intim omgang med nazismen? Disse spørgsmål er vigtige, hvis man skal forstå fascinationen ved totalitære løsninger. De er alt for vigtige og alt for komplekse til at lade svaret bero på en afskrift fra en boganmeldelse i Die Zeit. Går der en kurs fra intellektualisme via venstrefløj og marxisme til stalinisme? Næppe, hvis Heidegger, Carl Schmitt og mange andre skal med i billedet. Men hvor skal man så finde en forklaring? I Nietzsches ideer om avantgarden? I dybe europæiske forestillinger om det naturliges forrang for al civilisatorisk anstændighed? Eller ligger kernen i ideen om den sociale suverænitet, som hos nogle – den såkaldte venstrefløj – bliver til et begreb om massen eller klassen, mens den hos andre bliver til en legitimering af den suveræn, der er hævet over demokratiet.

Hvad er min konklusion? For det første, at Bent Jensen har gang i et vigtigt og interessant projekt. Specielt har det undret mig, at de der dengang tilhørte venstrefløjen, selv er så uinteresserede i, ja fjendtlige over for projektet. Også og ikke mindst for os er det da vigtigt og interessant. Jeg vil meget gerne vide mere om, hvad der under forskellige om-stændigheder ansporer folk til fanatisme, uforsonlighed, suverænitetsdyrkelse og énøjethed.
Min anden konklusion er, at projektet er for vigtigt og interessant til, at Bent Jensen skal have monopol på det. Der skal graves dybere og analyseres mere nuanceret. Bent Jensens tilgang er for overfladisk, og den mangler sans for nuancer.
Årsagen er Bent Jensens helt specielle optik: Hans modstilling af folk og elite. Det er tilsyneladende den, der får ham til at tegne sit monsterbillede af ’venstreelitens’ ’fascinationshistorie’. Jeg tror ikke, at man kan slutte fra de få til de mange. Jeg tror, at modsætningerne i den såkaldte elite var og er lige så store, som den er i resten af befolkningen.
Derfor bør det projekt, som Bent Jensen har foreslået, gøres dybere, mere nuanceret og bedre teoretisk funderet. Et sådant projekt kunne være interessant. Både fordi det kunne lære os noget om fortiden, og fordi det kunne kaste lys over parallellerne mellem dengang og i dag. Er dagens højrefløj med dens fanatisme og énøjethed, dens avantgarde og følgesvende, dens systemkritik og propagandapresse, et diabolsk spejlbillede af datidens venstrefløj?

Lars Qvortrup
er professor i interaktive medier, Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu