Kronikken
Vi danskere er et folkefærd, der skriver sære fortællinger og synger sære sange. Vi laver sære film og maler sære billeder. Vi er som katten helt vores egen. Ofte bliver vi kaldt beskedne. Men når vi vil gøre reklame for os selv og fortælle folk rundt om i verden hvem vi egentlig er og hvad vi står for, peger vi gerne på skomagersønnen fra Odense, særlingen over alle særlinge, H.C. Andersen. Hvorfor? Fordi H.C. Andersen er historien om os.
H.C. Andersen ville være balletdanser. Da det ikke lykkedes ham at overbevise Det Kongelige Teater om sine kvaliteter som danser, slog han sig på digtekunsten. Han skrev vers, skuespil og romaner. Det gik for så vidt udmærket, bortset fra at han blev latterliggjort og undervurderet i sit hjemland. Så fandt han på at udgive et lille hæfte med eventyr fortalt for børn. Som der står i efterordet til det tredje hæfte fra 1837, hvor Andersen overvejer at samle eventyrene i ét bind: »om dette bliver det eneste, beroer på det indtryk, jeg ser Samlingen gjør på Publicum«. Andersen var praktiker. Han havde flere numre i kufferten. Og jo, der var interesse for flere eventyr. I øvrigt regnede H.C. Andersen aldrig eventyrene for noget særligt, personligt satte han sine digte og skuespil højst i forfatterskabet. Han var en skæv, kantet figur, han var miskendt, han lagde verden for sine fødder, og opnåede til sidst den anerkendelse, han fortjente, i sit hjemland.
Vi er alle grimme ællinger. Vi stikker ikke op for bollemælk. Vi er omskiftelige som vejret, man ved aldrig rigtig hvor man har os. Vi er altid god for en overraskelse. Som dengang modernisten Johannes V. Jensen fik nobelprisen for en række historier fra sin hjemegn omkring Farsø. Eller dengang i tresserne hvor en konservativ justitsminister pludselig frigav billedpornografien, eller langt
senere, i 92, da det mest utrænede landshold, vi nogensinde har haft, vandt europamesterskabet i fodbold. Eller dengang to midaldrende danske brødre vandt Melodi Grand Prix på en sang der lovpriste moden kærlighed, ja, ægteskabets velsignelser. Nok er vi en lilleputnation, et fnug på verdenskortet. Men vi siger: pas på med ikke at undervurdere os. Vi er nogle underlige snegle. Vi er åbne. Vi er rummelige. Vi har kimen i os til noget stort.
Jeg kan ikke finde et smukkere udtryk for vores kulturelle egenart end fristaden Christiania. Christiania er ren H.C. Andersen. Alene den omstændighed at der midt i København et stenkast fra Nationalbanken ligger et område, hvor pengemagten er sat i skammekrogen, er lige til eventyrbogen. På Christiania leder man forgæves efter kontantautomater og kontordomiciler. Det er fuldstændig aparte. Sådan en hippielandsby midt i magtens centrum findes ikke magen til andre steder på kloden; vi ejer en attraktion, som ingen andre har. Og netop turisterne hæfter sig ved vores særheder. Man må næsten tro at vores særheder er grunden til at de overhovedet gider at opsøge os, ellers kunne de jo lige så godt rejse til Tyskland eller Sverige. Christianias renommé som kreativ oase og arnested for nye kunstretninger har bredt sig viden om og rækker langt ud over de omdiskuterede høkerboder i Pusherstreet. Hashhandel eller ej, Christiania holder en vision i live, nærer en dagdrøm, mange af os går og gemmer på midt i en stresset, gennemkontrolleret og normaliseret virkelighed, nemlig på et eller andet tidspunkt at stå af ræset, simpelt hen, skippe jobbet og karrieren og leve det frie liv under solen, månen og stjernerne. Få sig en hytte med udsigt over vandet. Spille guitar. Dyrke lidt grøntsager og ellers tage i morgen med. Vi er flittige og ordentlige og pæne i tøjet, vi passer vores arbejde, men i hjertet af enhver dansker bor en christianit. Det skal nok gå alt sammen. Og om lidt er kaffen klar.
Så langt så godt. Eller hvad? Hvis De kan følge min tankegang, kommer her 100.000 kroner-spørgsmålet: Hvorfor i alverden bulldoze noget af det bedste, vi har at byde på? At Christiania er truet er et tegn i tiden. Det er et angreb på vores grundlæggende værdier. Man river sig i håret og spørger igen og igen: Hvorfor ødelægge vores gode navn og rygte? Hvorfor denne stræben efter at ligne alle mulige andre end os selv? Det nemme og besnærende enkle svar lyder: Fordi regeringen ønsker at fjerne enhver opposition, der kan true dens magt. Liberalisterne og de konservative er bange for knaster i dén velsmurte maskine, der er kendt for sin eksport af smør og bacon og som går under navnet Forretningen Danmark, frygter vores særheder og skyggesider som en paranoid patient, og om vi ender som stat nr. 53 i USA, eller en vasalstat i Det Forenede Europa, bekymrer tilsyneladende ikke disse mennesker. Den endelige beslutning om vores skæbne bliver sikkert truffet af James Bond Jr. alias Anders Fogh Rasmussen på vej ud til lufthavnen, omgivet af sin stab af mikrofonholdere og skaldede spindoktorer. Der er bare den ting ved ministre, at de har det med at sidde på lånt tid. Politik varer til næste valg, og når det for alvor går op for regeringen og det sørgelige sammenrend af opportunister, der bakker den op, at de risikerer at miste stemmer på at sælge fristaden til de rige københavnere, kan det hænde at politikerne i sidste øjeblik besinder sig. Christiania har været truet af lukning før. Og overlevet adskillige regeringer.
En anden mere uhåndgribelig og måske langt større trussel mod vores kulturelle egenart kommer fra det pæne, velfriserede Danmark der i disse år maser sig frem i rampelyset, godt hjulpet af reklameindustrien og de såkaldt frie markedskræfters spil. Det konforme Danmark. Mainstream-Danmark der skyer de utilpassede, de fremmedartede, de politisk ukorrekte som pesten. Her er vi ved et paradoks. Vi er et af verdens rigeste lande. Men rigdommen har forkrøblet og afstumpet os. Det økonomiske overskud, der skulle virke befordrede for vores kreativitet og evne til at tænke selvstændigt, har tilsyneladende blot åbnet sluserne for en flodbølge af junk. Vi har fået bestseller-
lister og reklamefinansieret tv, vi modtager gratisaviser og stiller ind på public-service-radio, og alt hvad vi frembringer af billeder og film, af fortællinger og sange, skal partout gøres op i penge. Det drejer som om at nå ud til forbrugerne. At ramme gennemsnittet.
Det konforme Danmark har sat sig på massemedierne og dyrker hæmningsløst det strømlinede kulturprodukt efter europæisk og amerikansk middel-standard. Jeg kan godt forstå at landets aviser er bekymrede for deres oplagstal, for kommercialiseringen af markedet har kastet danske dagblade ud i en benhård, ja, nådesløs konkurrence. De jagter os stakkels borgere helt ind i vores soveværelser, de ringer os op og udfritter os med kælne stemmer om hvad vi gerne vil læse om i avisen. De kører »tæt-på-læserne«- kampagner. De kigger hinanden over skulderen. De skærer stoffet til efter konsultationer hos marketingsbureauer og udkommer med gigantiske mad-bolig-og-biltillæg, der har det ene formål at skaffe flere købedygtige abonnenter og dermed flere annoncører. Resultatet bliver at pressens stolte flagskibe ofte ligner hinanden til forveksling. Det er de samme begivenheder, de samme koncerter, de samme tyve skuespillere og forfattere der skrives om. Ud til højre med den opsøgende, kritiske journalistik, væk med de skæve vinkler. Man skulle jo nødigt støde nogen på manchetterne. Dårligt for demokratiet, dårligt for ytringsfriheden, dårligt for kulturen.
Denne tænken i målgrupper og segmenter, denne evindelige fokusering på oplagstal, penge og succes virker så dræbende på vores skabende kræfter og fælles åndelige liv. Hvilken målgruppe skrev H.C. Andersen for? Kan en eller anden forlagskonsulent gøre rede for det? Så vidt jeg kan se var Andersens genistreg netop at han sprængte sin genre, folkeeventyret. Han skrev for børn, hævdede han troskyldigt, men hans eventyr og historier læstes af voksne, og var en kritik af hierarkiet, af magten og snobberiet i det nittende århundredes borgerlige samfund. Den kritik har ikke tabt højde med tiden, den er lige aktuel her ved indgangen til det nye årtusind, hvor vi snart skal fejre 200-året for digterens fødsel.
Og her er vi fremme ved min pointe. Sagt i al beskedenhed: Hvis vi skal overleve som kulturnation i en stedse mere ensrettet, globaliseret verden, må vi pleje vores særheder. Vi må styrke vores forskelligheder.
Vi er indbyggere i det skæve Danmark. Af rummeligheden vokser mangfoldigheden. I ord og billeder. I sange og fortællinger.
Gorm Henrik Rasmussen
*er forfatter og har udgivet en række fortællinger om landsbytosser og jyske originaler. Han er aktuel med romanen Eigil Zinck
