Læsetid: 2 min.

Den teologiske elendighed

En kirke uden tro er en absurditet og vil reducere menighedens præster til ceremonimestre
Debat
22. august 2003

Kristent
Angående David Rehlings referat af læsermødet ’Gud efter Grosbøll’ (Inf. den 15. august) og lederen »Når Gud græder« (Inf. den 16. august):
Mødet afslørede den teologiske elendighed repræsenteret af biskop Jan Lindhardt og professor Troels Nørager, som fra start til slut forblev i det oplyste »forstandsmenneskes« hovne vantro. Den klerikale »fløjlsmave«(Kierkegaards betegnelse for bærere af bispekåben) holdt billedlig talt med sønlig ærbødighed sit fædrene ophav (afdøde professor P. G. Lindhardt) i hånden, og for professor Nørager synes det afgørende for hans frasigelse af troen at have været, at han ikke kunne tro på »en gammel herre der sidder og troner i sin himmel...«. Hvem der så end har indgivet ham den forestilling.

Skamløs plathed
Biskop Lindhardt udviste den indtil skamløshed grænsende plathed at påkalde sig Kierkegaard til støtte for sin manglende tro. Samme Kierkegaard som kort tid inden sin død udgav en serie flyveblade med titlen »Øjeblikket« som netop hudflettede kirkens kjole- og kraveklædte embedsmænd og med ætsende skarphed betvivlede deres berettigelse som »sandhedsvidner« samt tilmed angreb præsterne for ugudelig materiel egennytte (»Man søger et kald...«). Tilbage til mødet, hvor biskop og professor demonstrerede, at de 2.000 år der er forløbet siden Jesu fødsel ikke har gjort det af med skriftkloge og farisæere, der lever standhaftigt videre om end med andre titler.
Som det står at læse i Mattæus-evangeliet om en af de talrige meningsudvekslinger mellem Jesus og datidens selvtilstrækkelige teologer, siger Jesus bl.a. til dem: »Ve jer, I skriftkloge og farisæere, thi I lukker Himmeriget for menneskene, selv går I ikke derind, og dem som vil gå ind, tillader I det ikke«.
Ikke underligt, at der under mødet fremkom spontane protester, tilråb og spørgsmål til farisæerernes nutidige efterkommere fra opbragte og rystede tilhørere, og at enkelte stærkt savnede Guds ånd, som ikke var at finde hos hverken biskop eller teologi-professor.
Det er for letkøbt, når Rehling affærdiger sådanne indsigelser og udbrud som »enfoldige«, og hævder at folkekirkens troende medlemmer står i vejen for modernisering og mangfoldighed i samme kirke. En kirke uden tro er en absurditet og vil reducere menighedens præster til papegøjesnakkende ceremonimestre ved dåb, bryllup og begravelse.
Og så melder spørgsmålet sig uvægerligt om, hvad vi egentlig skal med en sådan kirke, dens præster, bisper og ministerium. Om det dybest set ikke var bedre at åbne døren til friheden og lade de kristne menigheder selv bestemme under hvilke former, de vil dyrke deres tro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her