Kronik

År 2

Den 11. september er den tragiske historie om, hvordan Amerika gengældte ondt med ondt og gjorde verden blind
Debat
11. september 2003

Kronik
Amerika, du er lykkeligere
End Europas gamle lande
Du har ingen sønderskudte slotte
Der er ingen vulkaner i dine bjerge
Du lider ikke
I uendelige timer af ængstelse
Fra triste minder
Og krigens meningsløse tragedier

J. W. von Goethe, 1824

Det kan med en vis ret hævdes, at den store romantiske digters lyriske hyldest til USA stod tidens tand i over 170 år. I så lang tid var USA forskånet fra krig og ødelæggelse på egen jord. Og pludselig var det forbi.
For to år siden overværede en skræmt, uforstående verden, hvordan desperate mennesker kastede sig i døden fra 106. etage, efter to flyvere var fløjet ind i The Twin Towers i New York. Med en skyfri himmel som bagtæppe kollapsede et af den vestlige, kapitalistiske, verdens mest kendte symboler i en sky af grus, glas og aske. Vi ved, hvordan de følte i de sidste sekunder inden de sprang i døden: »de springer, må Gud frelse deres sjæl,« lød en telefonbesked fra en af de mange, der aldrig kom hjem.
»Hun gjorde destruktion til en videnskab,« sagde Sherlock Holmes ved afslutningen af en af sine sager; på én gang et udtryk for ubegribelig rædsel, men samtidig med en underlig anerkendelse af ødelæggelsens æstetik og genialitet. Osama Bin Laden gjorde terror til videnskab. Han angreb USA på en måde som ingen have forudset. De seneste års mest grusomme massemord blev gennemført med diabolsk professionalisme, og hidtil ukendt sans for massemediernes sans for ’godt tv’.
Lige til alle morgenprogrammerne på tv – hvor der er flest seere – sendte Bin Laden al-Qaedas selvmordsterrorister ind i en bygning som konstant bliver filmet, og som mere end noget andet var blevet til New Yorks varetegn.

Har USA nogensinde haft mere medfølelse i verden end dagene efter tragedien? Hvem havde troet, at tilslørede iranske kvinder ville synge grådkvalte klagesange i Teheran?
I dagene efter blodbadet herskede der en uvirkelig – næsten spirituel – følelse. En fornemmelse af, at verden stod sammen imod djævlen og alt hans væsen. Billy Graham prædikede. Ikke på den lidt klæbrige indre missionske facon som han plejer, men vedkommende og med følelse.
Selv psykologerne målte en ændring. En undersøgelse offentliggjort i seneste nummer af tidsskriftet Psychological Science viser, at »folk var mere medfølende og næstekærlige i dagene efter angrebet end i dagene umiddelbart før tragedien.« Det kan man så tro på, hvis man vil.
Nu græder de ikke længere i Teheran. Og den lidende Gud er blevet udskiftet med en Jihad. Sympatien som alle følte er blevet vendt til had – selv i lande som traditionelt har støttet Amerika. Tanken om civilisationernes sammenstød er blevet en selvopfyldende profeti.

Den 15. september 2001 fortalte George Bush verden, at USA ville indlede et ’det godes korstog imod ondskaben’. Og hvad er så opnået i de forløbne to år? Meget – og meget lidt. Få vil knibe tårer over Saddam Husseins afsættelse, og færre vil begræde Taliban islamisternes fald i Afghanistan. Men disse ’triumfer’ (ordet er Donald Rumsfelds – ikke mit) har haft deres høje pris.
I dag er Afghanistan igen i klanenernes og krigsherrenes vold. Præsident Hamid Karzai er blevet til en ynkelig figur, hvis magt kun udstrækker sig til udkanten af Kabul, og som i øvrigt kun holdes ved magten af NATO-soldater. Situationen i Irak bliver vi dagligt mindet om. Der er dræbt flere soldater siden krigen hørte op, end dengang den stadig var i gang. Selv shia-muslimer, som var modstandere af Saddam, er begyndt at dræbe amerikanske soldater
Er terrorismen blevet udryddet? Spørgsmålet er næsten for retoriske til at kræve et svar.
Det franske tidsskrift Nouvelle Observateur gjorde i deres seneste nummer status over Bushs korstog imod terrorismen. Bladet fandt, at al-Qaeda har dræbt over 300 mennesker. Flere end i den samme periode inden angrebene 11. September 2001.
Det er let at pege fingre af Bush og hans halehæng. Men triumferende bagklogskab ændrer ikke ved tragedien og det utvetydige faktum, at den amerikanske alliance ved deres handlinger har dræbt langt flere, end der blev dræbt under angrebet på The Twin Towers. Der døde 12.000 uskyldige mennesker i krigen imod Afghanistan.
Vi har ikke telefonbeskeder fra disse mennesker. Vi kender ikke deres følelser. Vi kan næppe forestille os, hvordan det er at blive tæppebombet af B-52 bombefly fra England og USA.
Krigen imod Afghanistan og angrebet imod Irak betyder, at USA har sat al den sympati over styr, som de vandt i kølvandet på 11. september. I dag har USA et næsten kriminelt underskud på sympatikontoen.

I juli talte den britiske premierminister Tony Blair til den amerikanske Kongres. Den britiske politiker brugte historien som udgangspunkt i sin prædiken:
»Aldrig tidligere i verdenshistorien har der været en situation med så få fortilfælde. En sådan mangel på tidligere erfaringer, som vi kan lære af,« sagde Blair.
Der er altid grund til bekymring når politikere taler om ’Historien’: en begrundet frygt for at de ser stort på detaljerne – og de menneskelige omkostninger – og flyder berusede med forfængelighedens strøm.
For politikere – især statsledere – er historien et katalog over tidligere triumfer, som man kan øse af uden hensyntagen til irriterende kildekritisk tvetydighed. Politikeren læser altid historien igennem et filter af forudindtagede konklusioner, som uvægerligt misfarver, nogle vil sige forvrænger, deres erkendelse. For der er fortilfælde. Historien gentager sig og historikere gentager hinanden.
»Begrundelserne for krigen byggede på tvivlsomme antagelser, som aldrig var blevet underkastet noget, der blot mindede om en kritisk analyse, men som ikke desto mindre blev gentaget i én uendelighed.«
Sådan opsummere forfatteren Norman Mailer Vietnamkrigens begyndelse.
Kunne det samme ikke være sagt om denne krig? Kunne man ikke opfatte Mailers beskrivelse som en profeti? Eller – om man vil – en skabelon til alle konflikter? De mildest talt tvivlsomme efterretninger om Saddams samarbejde med Bin Laden, og om de masseødelæggelsesvåben som ikke eksisterer, har unægtelig en grim bismag af Tonkin Bugt Resolu-
tionen (hvor den amerikanske Kongres blev lokket til at støtte Vietnamkrigen på baggrund af falske og fabrikerede efterretninger)?
To år efter indledningen af korstoget er Bin Laden fortsat på fri fod – ligesom Saddam Hussein. Antallet af terrorhandlinger er steget. Ikke faldet!

Den enighed der engang eksisterede om, at bekæmpe det onde er forduftet. Ikke mindst på grund af at USA synes besat af tanken om at gentage alle de fejl som England begik under Victorianismen.
Max Boot, en af de fremtrædende neokonservative, som inspirerer Bush, Condoleezza Rice, Paul Wolfowitz, Dick Cheney og Donald Rumsfeld foreslog tidligere på sommeren at »USA opretter et koloniministerium så hurtigt så muligt«. Han fortsatte, at det idealt set burde opbygges som »det britiske koloniministerium«. Det forlyder, at Boot er uddannet historiker. Det er svært at tro!
Men også den modsatte fløj har stundom indløst den sunde fornuft til fordel for fantasi konspirationer i falseten. Senest har tidsskriftet Socialist Review sammenlignet Camp X-Ray med Gulag Øhavet.
Denne form for proportionsforvrængning fremmer ikke deres sag. Stalin dræbte systematisk millioner. Det gør Bush ikke. Hvis man mister proportionssansen ryger troværdigheden oftest med i faldet.
Men modstanderne af den så kaldte krig i mod terror har en pointe: En synd retfærdiggør ikke en anden. Tragedien den 11. september giver ikke USA ret til at begå tilsvarende forbrydelser.
Man kan ikke hævde at forsvare menneskerettighederne ved at sætte dem ud af kraft. For anderledes kan man ikke betegne situationen for krigsfangerne (sic!) på basen på Cuba.
Hvad der begyndte som en tragedie er blevet til en konfronta-
tion mellem to yderligående fundamentalistiske opfattelser. Men en underlig konflikt. For hverken den kristne fundamentalist i Det Hvide Hus eller den islamistiske fundamentamentalist på et ukendt sted følger de hellige skrifter, som de oftest henviser til:
Du må ikke slå ihjel står der i Biblen. Man finder den samme
filosofi i Koranen: som der står i 5. Sura: »Den der dræber et enkelt menneske gør sig skyldig i hele menneskehedens død.«
Måske skulle Bush begynde at læse Biblen, ligesom Hr. Bin Laden skulle læse Koranen lidt grundigere.

*Mads Qvortrup er D. Phil (Oxon)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her