Læsetid: 7 min.

Debat

25. september 2003


De officielle motiver
Den 23. september tog FN’s generalsekretær afstand fra militære aggressioner uden mandat fra FN’s sikkerhedsråd.
I denne forbindelse blev ordfører Gitte Seeberg (K) interviewet i middagsradioavisen, hvor hun udtalte, at regeringen udelukkende havde brugt FN’s resolutioner som legitimation for deltagelsen i ’koalitionen’ i Irak. Hun tror åbenbart, at befolkningens hukommelse er kort. Men vi husker retorikken lige før det længe forberedte angreb.

Ole Kropp,
Bagsværd

Afsked
Solen skinner livet ind i glæden
Korter sorgens fangtråde
Mere skal somme tider ikke til.

Ann Mari Urwald

Dissidenter i sydøst
Mere af det samme har jeg tænkt, mens jeg har læst uddrag af kulturmagasinet Lettre Internationals nyudgivne danske udgave.
Jeg husker, at de til dansk oversatte tekster fra LI, der vist også stod at læse i Informations tillæg Moderne tider i 1980’erne, ofte omhandlede dissidenternes elendige vilkår i de kommunistiske lande.
Hvad omhandler den nu genopståede danske udgave af LI så? Man kører rundt i gammelkendte cirkler om Europa, ånderne fra den europæiske intelligentsias superliga. Alt sammen godt at få repeteret som en uvurderlig del af europæisk kultur og civilisation. Men jeg synes magasinet virker indadvendt. Jeg forstår pludselig den højrøvede Rumsfelds ord om det gamle Europa, der ikke kan tage sig sammen til handling, men bare taler og taler.
Der findes stadig dissidenter rundt om i verden, der har vilkår, som dem Sakharov, Havel osv. levede under. De befinder sig bl.a. i sydøst. Norges tidligere statsminister Thorbjørn Jagland foreslog i Information 21. maj at give Nobels fredspris til den iranske muslim og akademiker Aghajari. Han har fået en dødsdom for blasfemi, fordi han har opfordret muslimmer til at tænke selv og til at reformere islam, som kristendommen blev reformeret i 1500-tallet.
Men hvor er de europæiske
intellektuelle blevet af i den sag? Hvorfor har de ikke grebet Jaglands bold? Er de virkelig så Europa-introverte, at verden udenfor får lov at passe sig selv?

Jørgen Grimstrup, lektor

Respekt for protest, tak
Information efterlyser i annoncer en aktiv opposition til den siddende regering og beklager, at modstanderen ikke er på banen. Absurd er det derfor, at Sidsel Nyholm den 10. september latterliggør gymnasieelevernes velbegrundede protest mod nye nedskæringer i en fordomsfuld artikel.
SN’s påstand om at gymnasieeleverne udelukkende demonstrerer for at få en fridag underbygges ikke. SN ville næppe mistænkeliggøre etablerede politikeres motiver og handlinger på den måde. Hvorfor skal læserne vide, hvordan elevrådsforkvinden ser ud – »der med ring i næsen og lilla garn i håret ikke selv kommer uden om en vis aktivistisk udstråling«. Hvad er aktivistisk udstråling? Er aktiviteter mod regeringens politik ikke den type modstand, Information efterlyser? Er det relevant for os at vide, at hun har ring i næsen og garn i håret? Fordi hun er ung kvinde og ikke Frank Jensen eller Holger K.? Det er muligt, Information foretrækker den elitære opposition på banen, men I kan vel behandle den sunde folkelige reaktion mod regeringen med et minimum af seriøsitet og almindelig anstændig journalistik – uanset alder, køn og garn i håret!

Marianne Victor Hansen
Hellerup

Gift for det frivillige arbejde
Vores Grundlov sikrer os ytrings- og foreningsfrihed, men den borgerlige regering vil lægge gift ud ved at fjerne portostøtten til fagblade og tidsskrifter. 188 mio. skal der spares. Besparelsen vil især ramme fagbevægelsen, der vil miste et tilskud på omkring 66 mio. Det kunne jo lugte af, at regeringen ønsker at lukke munden på mennesker, der ikke er enig i regeringens politik. Men Danmark er også et foreningsland. Det frivillige arbejde er en af velfærdssamfundets ressourcer. Omregnet til fuldtidsstillinger repræsenterer frivilligt arbejde milliarder af kroner. Frivillighedspolitik handler om at sikre de bedste vilkår for et frivilligt engagement. Afskaffelsen af portostøtten sikrer ikke de bedste vilkår. Humanitære organisationer står til at miste 30-50 mio. Handicaporganisationerne øger deres udgifter med 12-16 mio.
Pengene skal så tages fra det lokale frivillige arbejde, fra forskning, fra patient- og sygdomsoplysning. Kan vi være det bekendt mod mennesker, der yder en frivillig indsats, der repræsenterer milliarder af kroner? Nogle foreninger vil slippe igennem nåleøjet og kan stadig modtage portostøtte. Regeringen har afsat 30,8 mio. i en ny pulje under Kulturministeriet. Hvem får del i den pulje? Med afskaffelsen af portostøtten lægger vi gift ud for vores frivillige arbejde. Eller er det hele bare klynkeri fra de magtfulde, store foreninger?

Claus Andersen
bestyrelsesmedlem i Fribørsen
formidler af frivilligt socialt arbejde

Parløb med svinehunden
»Det er en nagelfast analyse i både Venstres og Socialdemokraternes top, at udlændingespørgsmålet også kan afgøre næste valg. Vurderingen er, at hvis der fortsat er politisk uenighed og ballade om emnet, vil det gavne Venstre – og omvendt vil det være til Socialdemokraternes fordel, hvis der er bred enighed og ro på området« – skriver David Trads i en analyse den 23. september og giver dermed forklaringen på Lykketofts parløb med Fogh og Kjærsgaard. ’Svinehunden’ skal fodres, så den bliver så mæt, at den holder sin kæft.
Samtidig skriver David Rehling en leder, hvor Birthe Rønn Hornbech får et skulderklap for hendes ægte liberale tale. Men at den tale ikke kun er vendt mod Ulla Dahlerup, men nu også mod Lykketoft – glemmer Rehling at nævne.
I den seneste franske præsidentvalgkamp så vi hvordan Chirac og Jospin konkurrerede om hvem, der kunne føre den hårdeste udlændingepolitik. På den måde førte de kampagne for Le Pen, som slap for at overbevise befolkningen om, at det især var på grund af (de mange?) kriminelle udlændinge, at de skulle føle sig ulykkelige og utrygge. Mange franskmænd kom frem til, at hvis det virkelig var problemet, hvorfor så stemme på slapsvanse som Chirac eller Jospin – hvorfor så ikke stemme på den stærke mand, Le Pen? Enighed skaber ikke ro, hvis man vælger et løbe parløb med Kjærsgaard, Dahlerup og Krarup. Dansk Folkeparti kan blive ved i det uendelige med at opfinde nye problemer på udlændingeområdet. Derfor går Information også galt i byen, når man undlader at anholde Lykketofts (taktiske) parløb med svinehunden. Eller er A-pressen ved at genopstå?

Per Henriksen
medarbejder i SF’s folketingsgruppe

Liste over myrdede
Kunne vi ikke i Information få en liste over de politikere, kunstnere og andre personer, der er trådt offentligt frem med synspunkter om f.eks. miljø, racisme, sociale og politiske emner, som i det 20. og 21. århundrede er blevet myrdet eller forsøgt myrdet, deres tilhørsforhold og deres (formodede) mordere.

Tove Marie Petersen
Gl. Holte

Pinochet langt bagefter
Hvem helvede var Lenin, Stalin og Mao? Hvem er Saddam Hussein?
Det er nu ellers ikke min måde at udtrykke mig på, men måske Martin Zerlang ikke forstår det ellers. Men både han (15. september(?)) og Marina Jakobsen (11. september) prøver at fremstille det, som om Pinochet slog halvdelen af Chiles befolkning ihjel i sin regeringstid.       
Det menes dog, at mængden af dødsofre var 3.000-3.200, og det er 3.200 for meget, men hvis man sammenligner med personerne i indledningen, er det jo ingenting! Lenin fem millioner, Stalin og Mao hver over 40 millioner ofre. Og Hussein? 330 gange så mange som Pinochet i krigen mod Iran og 100 gange så mange ved gasningen af kurderne, så Pinochet er langt bag efter.    

Kristian Sand
pens overlærer
Esbjerg

U-landene tabte i Cancun
nSom svar på min kronik om udenlandske investeringer i
u-landene afviser Kenneth Haar og Lars Bohn fra ATTAC den 10. september som forventeligt at se konstruktivt på en international investeringsaftale i WTO.
Den største fiasko for u-landene er ikke, at man ikke kunne komme videre med forhandlingerne om en investeringsaftale. Aftalen vil sandsynligvis ikke lede til væsentligt flere udenlandske investeringer i u-landene, da de eksisterende bilaterale aftaler alligevel ikke har større betydning for virksomhedernes investeringsbeslutninger.
Alligevel burde u-landene indgå aktivt i forhandlingerne, da
1) der ikke er nogen principiel grund til frygte udenlandske virksomheder – de opfører sig ofte bedre end de lokale, og 2) u-landene kunne bruge EU’s ønske om en aftale til at få indrømmelser på vigtige områder som landbrugsstøtte.
Den slags nuancer ser man
ikke, hvis man cruiser gennem debatten på automatpilot. Det
er noget sludder at påstå, at udenlandske selskaber generelt skulle være mindre opmærksomme på miljøforhold, demokrati og sociale rettigheder. Udenlandske selskaber er generelt mere opmærksomme på disse forhold end lokale virksomheder. Giver man sko- eller tekstilarbejdere valget mellem at arbejde for den lokale fabrikant eller datterselskabet af et udenlandsk firma, vælger de fleste sikkert det sidste.
U-landenes uvilje til en investeringsaftale bunder ofte i samme forhold som EU’s uvilje imod reformer af landbrugsstøtten: særinteresser. Hensynet til EU’s landmænd blokerer udviklingen på landbrugsområdet. På samme måde er en stor del af u-landenes politik også forankret i hensynet til mindre grupper, som profiterer af den aktuelle situation – typisk på bekostning af forbrugerne.
Haar og Bohn mener, at en investeringsaftale vil udvande udviklingseffekten af udenlandske investeringer. Heri ligger trods alt en erkendelse af, at investeringer har en positiv effekt – men altså at en aftale om dem ville mindske virkningen, da u-landene ville miste muligheden for at kræve national aktiemajoritet, teknologioverførsel m.m. Det er krav, som generelt udfases i de mere succesfulde udviklingslande, hvilket tyder på en begrænset succes.
Under alle omstændigheder ville u-landene givetvis kunne forhandle nogle overgangsordninger. Og en konstruktiv deltagelse i en investeringsaftale kunne måske have sikret u-landene nogle indrømmelser på landbrugsområdet, som er langt vigtigere.
Det er usandsynligt, at sammenbruddet i Cancun har gødet jorden for et bedre resultat i næste runde. EU vil næppe tage investeringsaftalen op igen foreløbig – og hvad angår landbrugsstøtten vil EU og USA sandsynligvis fortsat forhandle på skrømt. U-landene har derfor blot mistet en sag, som de kunne bruge som løftestang på landbrugsområdet.

Jørn Fredsgaard Sørensen
cand.scient. pol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu