Læsetid: 5 min.

Debat

15. september 2003


Tæt, tættere, tættest på EU
Spørg dine politikere om en ting: Tilslutter de sig, hvad der står i forordet til forfatningsudkastet fra Konventet: At man »i stadig tættere forening skal udforme en fælles skæbne«, der skal gøres gældende »over for kommende generationer og verden«? Altså: ikke en tæt forening, men en stadig tættere forening. Dermed falder alle vore forbehold væk i det lange løb, og unionsstaten bliver tilbage. Danmark er da reduceret til et amt i Europa.

Kai Dalsgaard,
Grønne Demokrater, Odder

Hurra for den lille forskel!
Socialdemokraterne kører en kampagne mod den borgerlige regering, hvor de beskylder regeringen for at svigte de arbejdsløse. Det ser ud som om grundlaget for den politik, som socialdemokraterne førte i 90’erne, den samme, som den borgerlige regerings: Privatiseringer, nedskæringer og stramninger? – med andre prioriteringer naturligvis?! Den socialdemokratiske regering skabte en masse arbejdspladser, men var de bæredygtige? ... også i lavkonjuktur? Hurra for den lille forskel!

Helgi Breiner,
København

Tvivl eller fortvivl !
En af Bjørn Lomborgs medarbejdere, Rico Jensen Busk, skriver den 8. september, at de økonomiske tab ved ekstremvejr år for år vil sluge en større og større del af verdenssamfundets økonomiske kage. Og han foreslår derfor, at vi tilpasser os ved stærkere bygningskonstruktioner, højere diger og afvandingskanaler, idet han mener, det bør være væsentlige elementer i en effektiv politik.
Den Fogh-Lomborgske logik er altså, at økonomisk vækst godtnok medfører en del klimakatastrofer; men markedet er mægtigere end klimaet, og dets hellige usynlige hånd skal nok klare den evige vækst.
Vi skal blot lære at tvivle på det, eksperter og smagsdommere siger og tro på markedets profeter! Og så skal Institut for Miljøvurdering nok afbalancere debatten, så der altid både kan siges for og imod, Pro et Contra. Så bliver der plads til den sunde fornuft, og den kender Fogh-Lomborg, så det er der ingen grund til at diskutere.
Vestens almindelige gudløshed efterlader et tomrum, som ny-liberalismen udfylder, og det har vores egen folkekirke desværre ikke fået øje på endnu i sin egen guddommelige gudløshed!

Bent Windeløv,
arkitekt emiritus

Fuld tid tak!
Det er et rakkerliv at have løse job, og hvordan skal man kunne have to job, hvis man bor i Århus og underviser i Randers om formiddagen, og der er ledige timer i Vejle klokken 13.00? I årevis har de borgerlige partier presset a-kasse systemet, først skulle alle aktiveres, også deltidsansatte, og nu forlanges frigørelsesattest på aftener og i weekender også, dvs. at man reelt skal stå til rådighed i alle døgnets 24 timer!
Jeg har skrevet artikler for et leksikon og har naturligvis omregnet honoraret til timer ved at dividere med 144,20. Men når der på den måde går timer/kroner fra udbetalingen fra A-kassen, og der betales B-skat, så er der ikke meget fortjeneste ved det.
Hvis jeg derimod havde haft et fuldtidsjob, ville det kun være skatten, som skulle trækkes fra. Så jeg vil meget gerne have et fuldtidsjob, tak!
Hvis man virkelig ønsker deltidsstøtten fjernet, skal det være fastlagt ved lov, at alle opslåede stillinger er fuldtids. Det vil ikke være liberal politik, men at presse lønmodtagerne til tvangsarbejde er heller ikke liberal politik. I Nazi-Tyskland var der ikke noget frit arbejdsmarked.

Erland Egefors,
Højbjerg

Barselsorloven er ikke skurken
»Hvor er det dejligt, at unge ministre oplever, hvordan de sådan frit kan vælge mellem at passe børn og passe job. Og hvor er det tåbeligt, når selvsamme ministre påstår, at ret mange kvinder har det frie valg,« skrev Information i en leder (den 3.september), der igen gjorde barselsorloven til den store skurk i ligestillingsdebatten.
Mødrene er ifølge lederen tvunget til at tage den altovervejende del af barselsorloven på grund af, at deres løn er lavere end fædrenes.
Jeg mener, lederen totalt undervurderer familiens evne til at træffe de valg, som passer familien bedst, også selv om det har økonomiske omkostninger.
Lederens dokumentation er da også mere end tynd.
Det påstås, at en ny rapport fra LO og DA skulle have udpeget barselsorloven som hovedårsag til, at uddannede kvinder går i stå på karrierevejen, og at der stadig ikke er ligeløn i Danmark. Det er forkert.
Det fremgår netop af rapporten, at barselsorloven kun kan forklare mellem to og fem procent af lønforskellene mellem kvinder og mænd, mens hovedforklaringen utvetydigt ligger i det kønsopdelte arbejdsmarked.
Der eksisterer ingen erfaringer, som antyder, at tvungen orlov til mænd kan forbedre lønforskelle mellem mænd og kvinder.
I Island, hvor den berømmede model praktiseres, slås man faktisk med Nordens største lønforskelle mellem kvinder og mænd!
Jeg er til gengæld helt enig med lederskribenten i, at der
er behov for en central barselsfond.
Det vil stille kvinderne langt bedre både i forhold til karriere og lønforhandlinger.
En barselsfond vil også på langt sigt kunne have en opblødende effekt på det kønsopdelte arbejdsmarked.

Henriette Kjær,
ligestillingsminister

En klasse med forskellige kulturer
Kronikken: »Det ’rigtige’ og det ’gode’« af Bo Jacobsen m.fl. (den 3. september) kommer med nogle bud på pædagogiske tiltag i multikulturelle klasser, men indeholder nogle modsigelser, som kalder på præciserende nuanceringer.
Udgangspunktet for kronikken er en såkaldt universalistisk pædagogik baseret på menneskerettighederne parret med afbalancerende pligter og rettigheder fordelt på alle parter. Konkret angives bl.a., at rettighederne i klassens mikrodemokrati skal afbalanceres af skoleledelsens og lærerens ret til at fastsætte klassens ordensregler. Begrundelsen er, at multikulturelle klasser i særlig grad skal have tydelige rammer for hvilken adfærd, der er acceptabel.
Samtidig opereres der med begrebet demokratisvage elever og det vigtige i at prøve at forstå elevernes verden, set indefra, og udvise åbenhed, når det drejer sig om at finde løsninger gennem dialog. Det kan for mig ikke betyde andet end en nuancering af de faste rammer, og at man i højere grad betoner en interkulturel pædagogik – hvor man hele tiden bevæger sig mellem kulturer for at definere forståelserne af hinanden og sig selv, tolerancens tærskler og et demokratisk fællesskab mellem individerne.
Anerkendte rettigheder og pligter kan ikke blot gives som rammer, men ’vores’ universelle værdier må konstant skabes gennem en (pædagogisk) proces.
En kulturrelativistisk tilgang – det, at man hæfter sig ved, at børnene har forskellige kulturelle udgangspunkter – kan føre til en så tolerant indstilling hos læreren, at eleverne bliver så normforvirrede, at det ødelægger et godt samarbejdsklima i klassen og fremmer fundamentalistieske strømninger, mener kronikørerne. ’Fundamentalisme’ forstås her som en gruppes forsøg på at skabe sig et fast orienteringspunkt i forvirringen og er kendetegnet ved en fastlåst tilstand af forbud og manglende tolerance.
Det åbne spørgsmål er, om (’vores’) menneskerettigheder og de balancerende pligter kan kommer til at optræde som en tro kopi af det billede, vi har af andres ’fundamentalisme’, hvis det udmærkede indhold i menneskerettighederne m.m. i praksis viger for en dogmatisering.
’Fundamentalisme’ er for mig en ophøjet fæstning for en identitet fyldt med bedreværd hos mindretal ofte skabt som reaktion mod ringeagt, marginalisering og undertrykkelse. Den normløshed, som kan være en grobund for fundamentalistiske strømninger, skabes for mig at se snarere af kultursammenstød affødt af ringeagt m.m. end af de lidt blødere pædagogiske rammer under hvilke, mennesker kan mødes.

Per Bregengaard,
uddannelses- og ungdomsborgmester (Enhedslisten)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu