Læsetid: 6 min.

DEBAT

9. september 2003


Altid tilbage
*Jeg kommer rygende ud af min mund. Ordene danner et slapt udtryk. Så er det, jeg tager handskerne af, læser mørket forfra, skriver lyset ned, smører papiret ind i hjernen. Jeg sidder her på min stol og er frastødende. Søger efter en tanke så skingrende høj. En som kan splintre tavshed omkring og indeni, knuse mine to ruder, bevæge sofaen. Men tiden bremser altid mit forehavende. Slår morgensolen frem på himlen. Trækker min mave op, som rumler. Jeg ser mig besejret, smækker mine tanker i og spoler tiden frem til bageren.
Rolf Steensig

Information i opposition
*Information gør sig for tiden til som oppositionsavis – en oppositionsavis der tilmed i helsides annoncer skoser den politiske opposition for ikke at være oppositionel nok.
I Information 1. september har Bjarke Møller formuleret en leder ’Grå og grådig?’ Inspireret af Europas politikere påstår han, at der skal langt større reformer til i forhold til efterløn og folkepension end dem, vi bevidnede under Nyrup-regeringen: Pensionsalderen bør sættes op, pensionerne beskæres.
Dette er næppe et særligt oppositionelt synspunkt. VK-regeringen skal nok gennemføre de ’reformer’, som Bjarke Møller efterlyser. For dem er det såmænd blot et spørgsmål om timing. Derfor venter VK – og især V – et par år endnu, medens de lader Eric Rylberg fra ISS, Jyllands-Posten og Information ved Bjarke Møller klare det nødvendige ideologiske forarbejde, der skal få deres reformer til at glide ned hos vælgerne.
Af en oppositionsavis kunne man forvente, at der blev stillet nogle kritiske spørgsmål til den efterhånden kanoniserede sandhed om nødvendigheden af at ’reformere’ den offentlige alderdomsforsørgelse.
For hvilke andre motiver end ’objektivt demografiske’ er der for at gennemføre reformer af pensioner og efterløn? Hvem vil f.eks. være de store vindere på en rundbarbering af offentlige pensionsordninger? Hvem vil skovle milliarder ind på salg af private kapitalpensioner? Ja, hvem bruger folkepensionens formodede afskaffelse som et slagkraftigt salgsargument hver evigt eneste bankdag året rundt? For det andet: Vil levestandarden – BNP pr. indbygger – virkelig falde, hvis de nuværende ordninger bevares? Efter at være blevet syv-doblet gennem det forgangne århundrede? Eller vil man indrømme, at enhver fornuftig fremskrivning af økonomien tilsiger, at BNP pr. indbygger fortsat vil stige, og at der følgelig er mulighed for, at alle kan få mere end de har i dag – unge som gamle, lønmodtagere som pensionerede?
Og kunne mere tid til egne selvudfoldelser for resten ikke være en målsætning, som kunne levnes større plads ved siden af den hidtil enerådende målsætning om at opnå det til enhver til optimale BNP?

Ulf V. Olsen
provinssekretær i Enhedslisten

Monumental frækhed
*Frækhed kan undertiden være så monumental, at den nærmere aftvinger beundring end egentlig forargelse – hvordan tør han/hun det dog?
Som nu, hvor Anders Fogh Rasmussen selvhelligt fordømmer fortidens danske politikere for deres samarbejdspolitik i sin tid overfor Hitler-Tyskland, sam-
tidigt med selv i forbindelse
med Irak-krigen og optakten til den at have udvist den servilest mulige medløbermentalitet overfor nutidens ’storebror’, Bush-USA.
Svarer det ikke lidt til f.eks. en strengt moralsk far, der siger sådan her til sit næsvise barn: Jeg vil fandme ikke ha’, at du bander her i huset?
Nå, men går den, så går den. Der er jo altid det gode ved at
angribe nu hedengangne personer, at disse i modsætning til
nulevende af indlysende grunde er afskåret fra at tage til gemæle. 
 
Søren Blaabjerg
Hørning

*I anledning af 60-års dagen for samarbejdsregeringes opløsning den 29. august 1943 valgte Anders Fogh at give os alle en god moralsk historielektion. Han mener nemlig, at det var en dårlig idé at samarbejde med
den tyske besættelsesmagt,
og at den daværende regering skulle have gjort det anderledes, ligesom regeringen i dag har sendt danske soldater afsted
til Irak for at kæmpe for demokratiet osv.
At man i historiens bagklogskab kan konstatere, at samarbejde med det nazistiske styre hverken var særligt heroisk eller moralsk korrekt, er der vel næppe nogen, der er uenig i! Det er i sig selv en billig og selvindlysende pointe, som man måske godt kunne forvente nuanceret af lidt skarpere historisk og politisk indsigt i omstændighederne, når det kommer fra en statsminister.
Men rigtig pinligt bliver det, når Fogh laver en direkte kobling til den danske deltagelse i Irak-krigen – og endda gør det i statsfinansieret skolemateriale. For det første kan man stille utallige kritiske spørgsmål ved sammenligningen. F.eks. kan man jo spørge hvem, der egentlig er besættelsesmagten i Irak? Eller om statsministeren mener, at læren af 29. august er, at vi skal indrette hele verden efter vores overbevisning; for så er der meget, vi har forsømt indtil videre. For det andet er det grotesk, at regeringen søger at legitimere sine aktuelle politiske handlinger gennem historisk materiale i folkeskolen. Det er det vi i historisk lys kalder propaganda – det blev bl.a. brugt meget i det gamle nazi-Tyskland.  

Lars Kramer Mikkelsen
MF (S)
 
Pædagogik afløst af en stærk mand?
*Den lærer og den pædagog, der med ansvar for en børneflok har brugt rundkredsen som et pædagogisk værktøj, vil ikke være i tvivl om, at rundkredsen er et symbol på demokrati.
Alle sidder på samme niveau. Alle kan se hinanden. Enhver kan give sit bidrag til fællesskabet, og ingen kan sætte sig i spidsen for en rundkreds.
Har du først sat dig i kredsen, har du vist, at du vil indgå i fællesskabet med det ansvar og de forpligtelser, det indebærer. Du er en ligeværdig part i de fælles beslutninger.
Ifølge den siddende statsminister, som jeg skal undlade at nævne ved navn, skal der nu gøres op med tidligere tiders tænkning. Alt, hvad der er foregået i skolerne og i daginstitutionerne slår han sammen i én pærevælling og kalder det nedladende for »rundkredspædagogik«. Man kan levende forestille sig, at der fremover i de ovennævnte institutioner bliver indført forbud mod at samles i rundkreds.
Rundkredsen, anvendt som et pædagogisk værktøj af den ansvarsbevidste lærer eller pædagog, styrker fællesskabet i den lille enhed, men fungerer samtidig i et større perspektiv som en opdragelse til demokratisk tænkning og handling. Og det skal der gøres op med! Javel!
Men hvad er alternativet? En stærk mand?

Erling Dissing
Aabenraa

Socialdemokratisk enøjethed
*Den socialdemokratiske bekymring for småbørnsfamiliernes økonomi er prisværdi – og sikke et løft, man er parat til at give i Folketinget. Men måske kunne den socialdemokratiske overborgmester i Københavns Kommune forklare hvad forskellen på københavnske børnefamilier og børnefamilier fra det øvrige land består i?
Socialdemokraterne i København har just valgt at øge brugerbetalingen på daginstitutioner til det højest mulige i aftale om budget 2004 – sammen med Socialistisk Folkeparti, De radikale, Centrumdemokraterne og Konservativt Folkeparti. Prisen for en vuggestueplads bliver over 2.500 kr. pr måned eller mere end 150 procent mere end de 1.000 kr., Socialdemokraterne – i Folketinget – mener er rimeligt. Er det de samme øjne, der ser?

Rikke Fog-Møller
Enhedslisten i Københavns Kommunes Borgerepræsentation

Ulla Dahlerup tager fejl
*Ulla Dahlerup er blevet Europa-Parlamentskandidat for Dansk Folkeparti, og ifølge Informations portræt den 6.-7. september vil Dahlerup bekæmpe den kommende EU-forfatning fordi den, som hun siger »er en 123-siders lussing i ansigtet på befolkningen.« Det er noget gedigent vrøvl.
Hvis Konventets forfatningsforslag overlever regeringskonferencen uden alt for mange skrammer – hvad jeg inderligt håber, for det er et godt forslag – vil EU-systemet blive langt mere åbent og demokratisk. Det skyldes bl.a., at EU’s eneste folkevalgte organ, Europa-Parlamentet, styrkes betydeligt. Parlamentet skal ifølge Konventet fremover sidestilles med ministerrådet på en lang række områder. I dag har Parlamentet kun medindflydelse på omkring 35 politikområder, mens forfatningsforslaget lægger op til, at Parlamentet skal have medindflydelse på op mod 80 områder.
Hvis Parlamentet styrkes som foreslået af Konventet, vil EU komme tættere på borgerne. Derfor er det noget sludder når Ulla Dahlerup siger, at forfatningen er en lussing i ansigtet på befolkningen. Den er tvært imod en udstrakt hånd til borgerne, der vil give dem mere indsigt i og indflydelse på EU-politikken. 

Steen Nielsen
Europa-Parlamentskandidat for Socialdemokraterne

Grundlovsændring
*Kan værnepligten afskaffes uden en grundlovsændring?
Holger Terp
Det danske Fredsakademi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu