Læsetid: 5 min.

Den dystre sandhed bag Salsa-diktaturet

Ved sin idiotiske handelsembargo har USA gjort det muligt for Fidel Castro med jernnæve at regere, hvad der burde være en lykkelig ø
24. september 2003

INTERNATIONAL
Det må være hårde tider for de mange godhjertede og ’fordomsfri’ mennesker i Vesten, som i årenes løb har skævet velvilligt, ja næsten hengivent til Fidel Castro – hin evige torn i øjet på amerikansk magthovmod. For seks måneder siden, da situationen i Irak lagde beslag på det meste af de globale mediers bevågenhed, slog den cubanske diktators magtapparat til mod 75 systemkritikere – forfattere, akademikere, bibliotekarer og journalister – som åbent havde støttet demokratiets sag. Alle blev de dømt ved processer bag lukkede døre og tildelt fængselsstraffe på mellem 14 og 28 år.
De vilkår, hvorunder de må afsone deres drakoniske domme, er så gruopvækkende elendige, at flere af dem allerede er blevet alvorligt syge. Nogle er sårede efter at være blevet overfaldet af rigtige kriminelle blandt deres medfanger. Andre er i løbet af de seneste par uger gået i sultestrejke i et forsøg på at skabe international opmærksomhed omkring deres vanskæbne.
Trods øget undertrykkelse fra det cubanske regimes side offentliggjorde et forbund af cubanske dissidentgrupper i sidste uge et såkaldt Brev om cubanernes fundamentale rettigheder og ansvarsforpligtelser. Brevet var underskrevet af 35.000 cubanere og plæderede for større økonomiske og politiske frihedsrettigheder. Samtidig har tre sværvægtere fra demokrati- og menneskerettighedsbevægelsen i den hedengangne østblok – Vaclav Havel, Lech Walesa og den tidligere ungarske præsident Arpad Gonz – for nylig underskrevet en appel til de europæiske regeringer, der påtaler den stærkt forværrede menneskerettighedssituation i Cuba.
Det er den slags nyheder, som vestlige Fidel-fans, hvor hvem den store skæggede rorgænger er blevet symbolet på et diktatur med et hyggeligt og acceptabelt ansigt, ikke bryder sig om at høre. I de senere år er rockstjerner, skuespillere og filminstruktører valfartet til Havana for at lade sig fotografere sammen med Castro og udstille deres moderigtigt venstreliberale anskuelser. Cubas sanselige og medrivende musikalske kultur har med produceren Ry Cooders lancering af Compay Segundo og Buena Vista Social Club for et vestligt massepublikum bekræftet glansbilledet af landet som en art solbeskinnet før-kapitalistisk lykkeland. Den tidsånd-bevidste filminstruktør Oliver Stone har endog begået en højtravende dokumentarfilm om El Comandante, hvori han beskriver sin helt som »en af klodens viseste mænd« og som »en mand, der målbevidst drives af sine visioner« og »et meget moralsk menneske«.

David mod Goliat
Det er let nok at affeje de vestlige Fidel-fans beundring af Cuba som en slags venstreorienteret troskyldighed. Men det er USA’s udenrigspolitik, der har gjort Castro til den malplacerede helteskikkelse, som han i manges øjne fremstår som. Som enhver, der har besøgt Cuba, vil vide, er det et vidunderligt, forførende land med musik i hver en bar og et landskab, der stort set er forskånet fra turismeindustriens ødelæggelser. Og cubanerne er et folk, der forekommer at være ufordærvet af den discountudgave af amerikansk populærkultur, som kan findes i mange fattige lande. Ved sin idiotiske handelsembargo har USA gjort det muligt for diktatoren med jernnæve at regere, hvad der burde være en lykkelig ø, og fremstille sig selv som en heroisk og kompromisløs David, der tappert holder stand imod sin imperialistiske Goliat af en nabo.
Det er en besnærende fremstilling, som det kun er alt for let at købe, hvilket jeg selv bittert har måttet erfare. Efter at have tilbragt to uger i Cuba i 1998 skrev jeg en temmelig sentimental artikel, hvori jeg fremførte det synspunkt, at der var meget godt at sige om den cubanske livsform. Det var lykkedes for cubanere at undgå at blive omklamret af kapitalismens afskyelige vulgaritet. Cubas regering brugte fortjenstfuldt en stor del af sine midler på sundhed og uddannelse, og cubanerne havde en misundelsesværdig sans for fællesskab og nationalstolthed.
Det var først, da jeg kom med i en komité under den internationale forfatterorganisation PEN, at jeg blev klar over den hæslige og fulde sandhed om livet under Castro-regimet. De, som nu må afsone lange fængselsstraffe, er på ingen måde ekstremistiske dissidenter, men ganske almindelige, tapre mennesker, som ved at offentliggøre deres artikler, låne bøger ud eller bare åbent sige deres mening, har pådraget sig tordnende vrede og skånselsløs forfølgelse fra det »meget moralske menneske«, som er deres leder.
Raul Rivero Castaneda, en 57-årig digter og bibliotekar, blev idømt en straf på 20 år for at have underskrevet et åbent brev. Han holdes nu indespærret i en celle på tre kvadratmeter. Marta Beatriz Roque, forfatter og økonom, må også sone en 20 år lang straf, og er nu gået i sultestrejke. Hun lider stærkt under gigt og har tabt 15 kg, siden hun blev fængslet. Miguel Galvan Gutierrez, journalist, der fik en dom på 26 års fængsel, har siden sin arrestation siddet i isolationscelle uden elektrisk lys og uden ret til at modtage besøg. Jeg kunne blive ved... listen er lang.

Hele verdens pligt
I brevet fra Havel, Walesa og Gonz pointeres det, at selv om USA’s Cuba-politik har været katastrofal, så er der også noget fundamentalt i vejen med den nuværende europæiske politik, båret oppe som den er af »investeringer og dialog«. Det er hele verdens pligt, betoner de, at støtte Cubas dissidenter, »uanset hvor længe de cubanske stalinister klynger sig til magten«.
Hvad de sentimentale Fidel-fans i Vesten i angår, er det på tide, at de opgiver deres selvforblændende fantasier og i stedet giver aktiv støtte til de kampagner, der føres af PEN, Amnesty International og andre organisationer, for at få stoppet krænkelserne af de elementære menneskerettigheder hos de mange opposi-tionelle cubanere, der må betale en forfærdelig pris for deres tro på friheden.
De, som betragter Cuba som feriemål, burde virkelig tænke dybere over de skjulte omkostninger ved Fidels revolution. Solen kan skinne nok så meget, og musikken kan spille nok så inciterende, men ude af syne for turisten er Cubas fængslet fulde af samvittighedsfanger. Med sin cigar, sit skæg og sine showbiz-venner fra Vesten er El Comandante så grum og brutal en figur som en hvilken som helst af de gamle, tilknappede og habitklædte kommunistdiktatorer fra tidligere tiders Østblok.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu