Læsetid: 2 min.

Folk og fæ

Byrdefordeling
20. september 2003

Der klages i stigende grad over ’ældrebyrden’. Det avler modklager over ’aldersfascisme’ og fører i sidste ende til plagsomme og uskønne kævlerier. Der må skæres igennem, og jeg tror jeg har den helt rigtige opskrift på, hvordan vi løser problemet.
Jeg har hentet inspiration fra mindst to steder: Den velkendte opfordring til at hjælpe politiet ved at slå sig selv, og Jonathan Swifts forslag A Modest Proposal om at afhjælpe overbefolkning og hungersnød i Irland ved at servere de kære små til middagsmad (ja, han giver også opskrifter, se selv art-bin.com/art).
Der er jo ingen tvivl: Den lige vej til et godt liv er at nyttiggøre sig – for andre og for sit land. Og vi har netop fået ordet ældrebyrde for at skære ud i pap, at medborgere over en vis alder ingen nytteværdi har overhovedet.
Was tut dann ein kluger – alter – Hausvater? Han melder sig selvfølgelig under fanerne i mit nye initiativ, Foreningen mod Ældrebyrden, FÆ!
Der er tale om et enkelt koncept, en forening med et helt igennem praktisk sigte og et minimum af kedeligt foreningsarbejde. Ingen generalforsamlinger, kontingenter eller medlemsregistre. Ingen varmluft balloner i form af talrige vidtløftige visioner og formålsparagraffer. Det handler om denne ene ting: at afskaffe ældrebyrden og det så hurtigt som muligt. Og det gør man bedst ved at afskaffe os ældre (for ikke at sige gamle, nu sløret er faldet).
Fƒs hidtidige arbejde har derfor bestået i at udarbejde et idékatalog, som interesserede kan få tilsendt blot ved at sende en mail til vores sekretariat. Som appetitvækker bringer vi et par af de mest effektive ideer nedenfor, men vi glæder os naturligvis til at modtage spændende forslag fra nye engagerede medlemmer. Hvordan vil du vise din solidaritet med ungdommen, gavne landet og få det bedre med dig selv? Skriv kun trygt.
Fra FÆs idékatalog:
*Hør radioavis hver morgen, forkorter livet med 23 minutter pr. dag.
*Se dig i spejlet og udtal ordet ’ældrebyrde’ meget højt. Du vil staks forstå.
*Hør efter, når Brian taler om kulturkamp. Har øjeblikkelig virkning, hvad enten man dør af grin eller længsel.
*Prøv Kystbanen....
*Hyppige meetups for rødvinsgenerationen i whiskybæltet.
*For de utålmodige: sexturisme i Afrika.
*For de sejlivede: Gense statsministerens nytårstale. Foreningens motto: al magt til de selvudslettende!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu