Læsetid: 4 min.

Frihandel er krig

På handelstopmøder kan diskussioner om privatisering forekomme abstrakte og indviklede. Ude blandt ofrene er spørgsmålet så krystalklart og vigtigt som selve retten til at overleve
13. september 2003

INTERNATIONALT
Mandag blev syv antiprivatiserings-aktivister arresteret i Soweto for at have forsøgt at stoppe installationen af brugerbetalingsautomater til vand. Vandautomaterne er privatiseringsglade politikeres seneste tiltag mod det forhold, at millioner af fattige sydafrikanere ikke er i stand til at betale deres vandregninger. Disse dimser fungerer efter samme princip som taletidskort i mobiltelefoner. Med den forskel, at man i stedet for at stå tilbage med en død mobiltelefon, når tidskortet er brugt, vil stå tilbage med mennesker, der er døde efter at have drukket kolera-inficeret vand.
Samme dag blev Argentinas forhandlinger med Den Internationale Valutafond (IMF) afbrudt. Anstødsstenen var profitraten for privatiserede serviceselskaber. I et land, hvor 50 procent af befolkningen lever i fattigdom, kræver IMF, at multinationale vand- og elselskaber skal have lov til at øge deres fortjeneste med svimlende 30 procent.
I Cancún i denne uge tusindvis af aktivister har samlet sig for at protestere imod den brutale økonomiske model, som WTO står for, og som i sig selv kan ses som en form for krig.
For ligesom krig dræber privatiseringer og afreguleringer. Det sker ved at skrue priserne på fornødenheder som vand og medicin i vejret og dumpe priser på råvarer som kaffe, hvorved små landbrug gøres urentable. At der er tale om krig viser sig også ved, at de som gør modstand og »nægter at forsvinde« (som zapatisterne siger), rutinemæssigt arresteres, tæves og endog dræbes. Og rigtige krige kan blive resultatet, hvis denne lavintensive form for undertrykkelse viser sig ude af stand til at rydde vejen for de store transnationale selskabers uhæmmede fremfærd.
De verdensomspændende protestaktioner mod krig, der overraskede verden den 15. februar, voksede ud af netværk opbygget igennem flere års globaliseringskritisk aktivisme. Trods bestræbelser for at holde disse initiativer adskilte, ligger bevægelsens eneste fremtid i den opbakning om et fælles mål, vi igen har set repræsenteret i Cancún. Tidligere bevægelser har forsøgt at bekæmpe krige uden at konfrontere de økonomiske interesser bag dem eller at kæmpe for større social retfærdighed uden at konfrontere militære magtkonstellationer. Nutidens aktivister, der for længst har gjort sig til eksperter i ‘at følge pengene’, er ikke til sinds at gentage disse fejltagelser.
Tag eksempelvis Rachel Corrie – aldrig må vores minde blegne om denne 23-årige pige, der iklædt orange jakke havde modet til at trodse israelske bulldozere. Også hun havde blik for de dybere trusler, der lå bag de aggressive nedrivninger af palæstinensiske huse.
»Det er for mig at se modproduktivt at fokusere al opmærksomhed på nedrivningerne, likvideringerne og volden,« skrev hun i en af sine sidste e-mails. »Meget af det, der sker her i Rafah er led i en langsom eliminering af folks muligheder for at overleve. Ikke mindst vandforsyningen er afgørende.«
Slaget i Seattle i 1999 var Corries første store pro
testaktion. Da hun kom til Gaza havde hun allerede optrænet sig selv i ikke blot at se undertrykkelsens overflade, men at trænge dybere ned til de økonomiske interesser, som havde fordel at de israelske angreb. Corries kritiske gravearbejde, der blev afbrudt af hendes mordere, førte hende til brøndboringer i nærliggende israelske bosættelser, som hun mistænkte for at være beregnet på lede vigtige vandressourcer væk fra Gaza til israelsk landbrugsjord.
Samme type bagvedliggende interesser var på færde, da Washington begyndte at uddele genopbygnings-kontrakter i Irak. Globaliseringskritiske røster var hurtige til at udpege de velkendte navne, privatiseringpusherne, Bechtel og Haliburton. Når dens slags foretagender fører an, betyder det, at Irak sælges, ikke genopbygges.
Selv de, som kun var imod krigen på grund af den måde den blev ført på (uden FN-godkendelse og med utilstrækkelige beviser for, at
Irak udgjorde en overhængende trussel), kan i dag indse, hvad der var den reelle grund til at den blev ført: For at gennemtvinge de selv samme politikker, som mødes med masseprotester her i Cancún: Ubegrænset adgang for multinationale selskaber og drastiske nedskæringer i den offentlige sektor. Som Robert Fisk for nylig skrev i The Independent: »Paul Bremers uniform siger det hele: Forretningsmandshabit og kampstøvler«.
Det besatte Irak bliver nu gjort til et tvangsmæssigt laboratorium for uhæmmet frimarkedsøkonomi – meget på samme måde som Chile blev det efter kuppet i 1973 for den totalitære frihandelsøkonom Milton Friedmans ‘Chicago-drenge’. Friedman kaldte eksperimentet dengang for »chokterapi«, skønt det – ganske som i Irak – reelt var væbnet røveri begået mod en befolkning i granatchok.
I august 1976 bragte The Nation en artikel af Orlando Letelier, tidligere udenrigsminister i Salvador Allendes styrtede regering, hvori han udtrykte sin frustration over, at det internationale samfund måske nok fordømte Pinochets menneskerettighedskrænkelser, men støttede hans frimarkeds-politik og nægtede at se »den brutale magt, det kræver at gennemføre disse mål. Undertrykkelse af flertallet og ‘økonomisk frihed’ for små priviligerede grupper er i Chile to sider af samme mønt.« Mindre end en måned senere blev Letelier dræbt af en bilbombe i Washington, DC.
De største fjender af terrorisme er dem, der aldrig taber af syne, hvilke økonomiske interesser der kan gavnes af vold - som forstår, at volden er et iboende træk ved kapitalismen selv. Letelier forstod dette. Det samme gjorde Rachel Corrie. Og mens vores bevægelser gør fælles sag i Cancún, må også vi indse dette.

© The Nation og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu