Kronik

’Der er noget galt i Danmark...’

Udlændingeloven optegner ikke blot nationens grænser i forhold til omverden, men markerer også danskhedens grænser overfor ’de andre’ her i landet
30. september 2003

Kronik
I en kendt dansktopslager synger John Mogensen, at »Der er noget galt i Danmark…«. Efter det brede forlig, som VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet præsenterede den 19. september, hvor man endnu en gang strammede reglerne for ægtefællesammenføring, er jeg tilbøjelig til at give ham ret.
Det interessante er imidlertid ikke længere stramningerne i sig selv. Vi har set så mange af dem, de var forventede, og de er helt tråd med Gallup-undersøgelser og fokusgrupperne, dvs. de afspejler ønsker fra den brede befolkning. Det interessante er derimod den historiske udvikling, der har bevirket, at danskerne i dag uden at blinke accepterer, at deres medborgeres rettigheder indskrænkes. Det Danmark, der tilbage i 1983 brystede sig af at have »Verdens mest humane udlændingelov«, er nu pavestolte over at have »Verdens strammeste udlændingelov«. Landet, der tidligere havde internationalt ry for at forsvare menneskerettigheder og fælles konventioner, har overhalet Jörg Haiders Østrig med flere længder. Vi er i dag foregangsland i EU og resten af verden for en af de mest diskriminerende udlændingelove, der vel og mærke støttes af et bredt flertal i Folketinget og nyder befolkningens opbakning. Hvordan er det kommet så vidt?
Den radikale omvæltning af Danmarks position i det internationale samfund samt i befolkningens selvforståelse kan ikke dateres til en bestemt dato eller begivenhed, men er kommet snigende gennem de seneste 10-15 år. Flere samfundsforskere nævner imidlertid 1989 som et vendepunkt. Berlin-murens fald indvarslede nye tider. For en lille internationalt orienteret elite var det mulighedernes tid, men for den brede befolkning var opbruddet af Øst-Vest blokken kim til en stigende usikkerhed. Hvad skulle der nu ske? Skulle Danmark opsluges af det genforenede Tyskland og samlede Europa. Scenarierne fra anden verdens krig var pludselig uhyggeligt nærværende. I 1992 blev roen og harmonien imidlertid genoprettet. Først stemte den danske befolkning: ’Nej’ til Maastricht-aftalen. Og senere samme forår blev det bekræftet, at vi havde truffet det rigtige valg: Vi overgik os selv og vandt europamesterskabet i fodbold. De to historiske episoder blev allerede dengang kædet sammen af daværende udenrigsminister Uffe Ellemann (V), da han iført klaphat og smørret grin sagde: ’If you can’t join them, beat them’. Nu var det officielt. Vi var de bedste. Vi behøvede ikke de andre. Vi kunne klare os selv.

Generelt har det politiske billede ændret sig de senere år. De færreste vil i dag benægte, at der er sket en markant højredrejning i dansk politik. Da Mogens Glistrup (Z) i 1980’erne gjaldede mod ’Muhammedanerne’ blev det ikke taget seriøst. Glistrup var et politisk kuriosum på linje med Jacob Haugaard. De fungerede som ’hofnarre’ og leverede muntre indslag i den seriøse politiske debat. Derimod var Dansk Folkeparti allerede fra lanceringen i 1995 langt mere troværdigt. Selviscenesat som den forfordelte harmdirrende tidligere hjemmehjælper, personificerede Pia Kjærsgaard den almindelige danskers skepsis overfor omverden. Siden er hendes markante ledelsesstil og top-down styring blevet legendarisk, og hendes parti er blevet et markant politisk alternativ på højrefløjen. Bedømt ud fra vælgertilslutningen må vi konkludere, at Dansk Folkeparti er en dundrende succes.
I slutningen af 1990’erne forsøgte socialdemokraterne, i afmagt over Pia’nisternes fremgang, at erklære Dansk Folkeparti for ’ikke stuerent’. S ville ikke indgå aftaler med DF. I dag kaster socialdemokraterne sig over de ben, Pia Kjærsgaard spytter ud. Socialdemokratiet er i dag ikke længere et politisk alternativ, men snare en dårlig efterligning. Senest har Mogens Lykketoft (S) valgt at fremstille sig selv som ’strammer’ i sin aktuelle bog. Til trods for at det i socialdemokratiets regerings-
periode nærmest var et skældsord for partiets yderste højrefløj.
Dansk Folkeparti, som ingen ville lege med for få år tilbage, dikterer i dag langt hen ad vejen både regeringens og oppositionens udlændingepolitik. I dag sidder de selvudnævnte ’frihedskæmpere’ Jesper Langballe (DF) og Søren Krarup (DF), hvis rabiate holdninger de fleste tidligere trak på smilebåndet over, og forhandler stramninger med Bertel Haarder. Hvad sker der?!

Som en konsekvens af den nationalistiske selvtilstrækkelighed er udlændingeområdet blevet et af de væsentligste områder i dansk politik. Det mener både politikerne og vælgerne. Det er her, vi politisk markerer vores danskhed. National identitet er imidlertid altid relationel. Den kan ikke stå alene, men får betydning i relation til andre nationale eller etniske identiteter. Det nye i dansk sammenhæng er, at vores nationale egenart ikke længere udelukkende formuleres i forhold til omkringliggende lande, men i stigende grad i forhold til landets herboende etniske og religiøse mindretal. Dog ikke alle mindretal. Vi har f.eks. ikke noget imod svenskere, italienere eller amerikanere som naboer. De specifikke grupper i den danske befolkning, som udlændingelovene retter sig imod, er de medborgere, som antropologen Ghassan Hage med slet skjult sarkasme betegner: »Third-world-looking-people«. Det er dem med sort hår… det er muslimerne! Stramningerne på udlændingeområdet er således både en regulering af, hvem der kan komme ind i Danmark, men i høj grad også en markering af danskheden overfor ’de andre’ bosat her i landet.
De nye tiltag på udlændinge-området er motiveret af en udbredt skepsis mod de regler for ægtefællesammenføring, der blev indført sidste år. Det sidste år har medierne jævnligt bragt eksempler på, hvordan udenlandsdanskere ikke har kunnet få deres ægtefæller til landet. Med de aktuelle ændringer er der nu rettet op på denne uretfærdighed. Tilbage står de mange danske statsborgere, som, desværre for dem, har en anden etnisk og religiøs baggrund end flertallet. Det er kun de færreste af dem, der i fremtiden vil kunne opfylde den snedigt udtænkte regel om 28 års statsborgerskab. Denne store gruppe af ’ikke helt rigtige danskere’ må fremover sejle deres egen sø, nu hvor det brede politiske flertal har stillet medierne og vælgerne tilfredse ved at tilgodese ’de rigtige danskere’. Undertegnedes kyniske profeti er, at debatten fremover vil stilne af og mediernes interesse forsvinde eftersom det ikke længere er gammeldanskere, der har problemer med reglerne for ægtefællesammenføring.
Bertel Haarder (V) blev den 19. september citeret i MetroXpress for, at stramningerne er lavet til gavn for unge, så de ikke bliver tvunget ind i ægteskab med en person fra deres forældres hjemland. Det er imidlertid ikke entydigt korrekt, at lovstramningerne gavner unge. Tværtimod mødes man med frustration og resignation i indvandrerkredse, når tanker og tale falder på junglen af særlove, der er rettet specifikt mod dem og deres måde at organisere tilværelsen på. Måske fokuserer regeringen lidt for meget på det leverpostej-farvede flertal. De kunne i stedet begynde at lave fokusgrupper med medborgere med anden etnisk baggrund for at høre deres udlægning af situationen i dagens Danmark.

Der er gennem de seneste 10-15 år sket et skred i den danske selvforståelse. Den er blevet mere nationalistisk, navlebeskuende og selvtilstrækkelig.
I denne historiske proces er udlændingepolitik blevet et medium til markering af danskhedens grænser. Det er imidlertid på høje tid, at vi trækker i håndbremsen og tager et grundigt kig på os selv. Vi må acceptere, at Danmark også i fremtiden vil være et multietnisk samfund. Derfor bør vi tage ved lære af lignende samfund og anerkende minoriteternes ret til forskellighed. Alternativet er, at diskriminerende særlove rettet mod segmenter i befolkningen fremover gør uoprettelig skade på de fortløbende integrationsprocesser, der reelt udspiller sig i folkeskoler, kommunalforvaltninger eller IT-virksomheder landet over.
Dansk national selvforståelse har pt. en specifik historisk udformning. Derfor er der også (i hvert fald teoretisk) håb for, at samme i fremtiden kan reformuleres til et mere rummeligt projekt. Men hvor forandringen skal komme fra i det aktuelle nationalistiske klima, forbliver et ubesvaret spørgsmål. Indtil da kan vi nynne på strofen: »Der er noget galt i Danmark…«

*Mikkel Rytter er antropolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu