Kronik

Islamismens højborg er universitetet

Flertallet af de islamiske bevægelser vi ser ledes ikke af fattige analfabeter, men derimod af intellektuelle. Islamisternes højborge i mange arabiske lande er netop universiteterne, og ikke markerne eller fabrikshallerne
27. september 2003

Kronik
Debatten om islamisme og terrorisme er de sidste par uger taget til. Regeringens nye u-landsbistandsudspil, Olivier Roys besøg og ikke mindst Danmarks egen nye ’islamistekspert’ Mehdi Mozaffari’s udsagn om total krig mod islamismen, har også været med til at piske debatten op.
Rationalet bag det nye bistandsudspil var, at man kan dæmme op for terroren ved at mindske fattigdommen i de arabiske slumbyer hvor de fattige stakler efter teorien bliver terrorister, fordi de ikke har noget bedre at tage sig til. Desværre, eller heldigvis for de danske skatteydere, der jo gerne skulle have noget for deres penge, skød Olivier Roy under sit nylige besøg denne teori i sænk. Den ’globale terrorisme’ var uden tilknytning til fattigdommen som sådan! Den danske debat har kørt på et noget overfladisk plan og tyder på en udpræget begrebsforvirring, hvor begreberne terrorisme og islamisme måske med vilje blandes sammen.
Islamisme er en politisk ideologi, der postulerer at islam og ikke Montesqui eller Marx (eller noget andet menneske for den sags skyld) har løsningen på samfundets problemer. At samfundet skal indrettes ifølge islamiske principper, at autoriteten tilhører Gud og at opfyldelsen af menneskets lyster, behov eller instinkter ikke er målestokken for en handlings merit og dermed tilladelighed. For islamister er gud ikke kun ’den store arkitekt’, (som demokratiets fædre så ham), men skaber, lovgiver og dommer over ret og uret.
. Dermed ikke sagt at fattige ikke er eller kan være islamister, men folk for hvem dagligdagen er en kamp for at skaffe det daglige brød og forsørge familien, har nu engang mindre tid at bruge på komparativ politik.
I modsætning til islamisme er terrorisme ikke en ideologi, men en form for asymmetrisk krigsførelse, der ikke er knyttet til bestemte religioner eller kulturer. Terrorisme kendetegnes ved at civile angribes ofte af to primære grunde.
1: For at hævne sig på fjenden og påføre dem samme smerte og ydmygelse, man selv har lidt under. Eller
2: blot for at intimidere dem.
Man kan sige, at Hamas’ aktioner (hvor de ikke er rettet imod soldater) hører under kategori nr. 1, hvor drabet på civile israelere er for at påføre dem samme smerte, som palæstinensere føler. Terrorangrebene imod Dresden og Hiroshima under Anden Verdenskrig var typiske eksempler på kategori nr. 2, hvor det gjaldt om at intimidere og demoralisere fjenden. Angrebet på WTC kan siges at være en kombination af begge, et forsøg på at intimidere USA, samt ønsket om at påføre USA samme ydmygelse og smerte som tusinder overalt i den muslimske verden havde følt. Ingen af disse terrorister, hverken de amerikanske og britiske piloter under Anden Verdenskrig eller flykaprerne fra WTC voksede op i armod, tværtimod.

Angreb som ovenstående er ikke et islamisk fænomen, men et fænomen, forskellige grupper (de fleste af dem sekulære) har brugt gennem tiden. Hvis man lavede en rundspørge blandt retslærde på de store islamiske læreanstalter i dag, ville flertallet erklære, at aktioner som WTC-angrebet falder uden for islams regler, og at islamisk krigsførelse bør bygge på Koranen og Profetens – og ikke Machiavellis – sædvane. Endvidere er islamismen en politisk filosofi og ikke en krigsstrategi. Der findes islamistiske pacifister, islamistiske ’terrorister’, og islamister, der tillader væbnet kamp, men ikke angreb på civile.

Også i en mere specifik dansk sammenhæng har der været en insisistering på de to ovenstående tesers gyldighed; at islamisme og terrorisme (vold) hører sammen, og at islamisme skyldes fattigdom (læs manglende integration i en dansk sammenhæng). Danmarks helt egne ’farlige islamister’, Hizb-ut-Tahrir har fyldt meget i debatten, senest i forbindelse med bogen Hizb-ut-Tahrir, farlig fundamentalisme eller uskyldigt ungdomsoprør af Malene Grøndhal et al.
Bogen skabte furore over dens konklusioner, eller rettere manglende konklusioner i visse menneskers øjne. En række personligheder, som Nasser Khader, Farshad Kholghi og Helle Merete Brix angreb bogen for ikke at have konkluderet at Hizb-ut-tahrir var en voldelig gruppe, og Khader gik så vidt som at kalde forfatterne HT’s nyttige idioter.
En af bogens vigtige konklusioner var dog, at Hizb-ut-tahrir ikke er et fænomen, der kan borforklares med manglende integration og derfor ikke et ’problem’, der kan løses med aktivering og dansk-undervisning. Dette er selvfølgeligt i modstrid med den bekvemme gamle tese om, at unge bliver islamisk fokuserede på grund af manglende akademiske præstationer og succes på arbejdsmarkedet.
Der er i og for sig ikke noget nyt i denne konklusion for folk, der beskæftiger sig seriøst med emnet, men det er for mange mere bekvemt at formode at menneskers uenighed med den dominerende kultur/ideologi i Vesten skyldes manglende forståelse for denne, samt manglende interak-
tion med dennes eksponenter. Hvis man analyserer, hvad HT’s forbrydelse egentligt består i, er det ikke andet end at ville islamisere muslimernes lande.

Vi skræmmes ofte med historier om fæle islamister, der med vold og magt vil udbrede sharia i Vesten og lave et verdensomspændende islamisk samfund, men det er værd at bemærke at islamister, selv dem der befinder sig i Europa (for eksempel HT), ikke stræber efter at indføre islamisk lov i Europa eller verdensomspændene islamiske stater og hvad der ellers hævdes; islamister ønsker at regere de muslimske lande i overenstemmelse med befolkningernes ideologi og værdigrundlag, på samme måde som vestlige liberalister og demokrater ønsker at regere deres samfund (Vesten) med en styreform der er kompatibel med Vestens værdier og ideologiske grundlag. Mens demokratiet klart er den uovertrufne styreform for vestlige samfund, hvor de grundlæggende værdier er hedonisme og kapitalisme, og demokratiet således fungerer som en mekanisme for blåstempling af menneskets lyster (og laster) hvad end de er, ønsker islamisterne en styreform der passer til de grundlæggende værdier
i de muslimske samfund.
Men hvornår har vi sidst set islamister eller ’islamiske terrorister’ gribe til vold mod Vesten i et forsøg på at påtvinge sharia? Eller dræbe vestlige civile med den begrundelse, at de vestlige lande ikke indfører sharia og at de stakkels vesterlændinge bør reddes? På den anden side har vi gang på gang bevidnet at ’demokrater’ aktivt forsøger at skabe et verdensomspændende liberalistisk, demokratisk samfund og er parate til at bruge vold over for de mennesker, der måtte være uenige i at Montesquis lære er den ideelle for lige netop dem. Dette har tusindvis af civile irakere og Afghanere måtte sande. Mens islamister fokuserer på, hvordan deres egne samfund skal indrettes, har den demokratiske verden travlt med, med bål og brænd at påtvinge resten af verden demokratiet.

Islamismen kan ikke ’kureres’ med oplysning om demokratiets goder (ligesom demokratiet vel heller ikke kan kureres med oplysning om islamismens goder), og terrorismen kan ligeledes ikke kureres med bistandsprojekter. Islamisterne (og andre) overalt i den arabiske verden følger hver dag begivenhederne i ’Mellemøstens eneste demokrati’ Israel. Samtidigt hører de om muslimers retssikkerhed (eller mangel på samme) i det demokratiske Vesten. At yde mennesker demokratisk bistand efter at man har forkrøblet dem med demokratiske sanktioner (og/eller bomber) og støtte til pseudodemokrater som f.eks. Egyptens Mubarak er desværre ikke andet end ægte demokratisk hykleri; et hykleri der ikke er svært at gennemskue.
Det er altid let at skyde ansvaret fra sig og forsøge at postulere at muslimerne i bund og grund er aggressive og uoplyste, mens den vestlige verden jo kun ønsker at udbrede retfærdighed og den overlegne demokratiske ideologi. Men så længe vesten stadig føler ’the white mans burden’, og den imperialistiske tankegang styrer dagsordenen, og udplyndringen og overgrebene fortsætter i demokratiets navn, vil frustrationerne trives, og så længe besættelsen, koloniseringen, ydmygelsen og fornedrelsen finder sted, vil der desværre være mennesker, der ønsker at deres bødler skal føle den angst og afmagt, de selv føler hver evig eneste dag.
Denne følelse og dens mørkere konsekvenser kan ikke kureres med penge, men med en konsekvent forholden sig til værdier og en fejen for egen dør, der resulterer i retfærdighed og undertrykkelsens ophør.

*Omar Shah er dansk-afghansk executive revisor bosat i London

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu