Herlev-nostalgi
Jeg mødte aldrig John, men jeg kender hans grill. Nu er Johns Grill på Klausdalsbrovej lukket og mit tekstbehandlingsprogram tegner røde bølger under Klausdalsbrovej, fordi Microsoft og Bill Gates ikke kender Herlev. Men vi som bor i Herlev kender alle Klausdalsbrovej med udsigten til Hjortespring Skole, Gammelgård og naturligvis Johns Grill. Johns Grill var mit første møde med det danske køkken.
Grillen blev drevet af pakistanere, men maden, den var ægte nok: Ristede pølser, pølser i svøb, røde pølser, rå og ristede løg, burgere og forårsruller.
Johns Grill var andet end bare et sted, hvor man fik dansk mad. Det var på Johns Grill, at man fik lov til at tænke over livets store spørgsmål. Her lod man sig villigt forføre af fransk hotdog til 15 kroner stykket, som da Adam tog imod æblet. Derved trodsede man bevidst sin Gud ved at spise det forbudte svinekød. Det krævede nu sin mand at påvise, at der var kød, endsige svinekød i pølsen, men pølsen var nu engang den forbudte spise og oplevelsen derfor syndigt spændende. Afregningen for denne synd faldt som regel lige så kontant som Adam og Evas uddrivelse af paradiset. Der var altid nogen der så synden og sladrede til forældrene. Kærlige som forældre er, rensede de os efterfølgende for synd af angst for at vi skulle blive straffet tifoldigt på dommens dag.
Drømmemaskine
Johns Grill var også en drømmemaskine og et ideal. En af mine klassekammerater sad tit og så beundrende igennem osen i grillen og fortalte mig, at han ville være noget, når han blev stor. Han ville åbne en grill, selv om hans forældre forbød ham at spise svinekød, men han vidste jo ikke at han spiste svinekød, når han spiste pølser, ræsonnerede han, og hvis man ubevidst kommer til at spise svinekød, vanker der heller ikke straf, for det kan man vel ikke gøre for. For slet ikke at tale om, når der virkelig ikke var andet at spise, vedblev han med at bøje retslæren.
Det var også på Johns Grill, at man inviterede piger ud at spise. Her holdt man døren for dem, hjalp dem af med jakken, bestilte to røde og Jolly Cola. Burgere var forbeholdt børnene nord for Lille Birkholm, og klasseskellet i Herlev var mest synligt, hver gang nogle børn betalte eksorbitante summer for burgere og pommes fritter, som de tog med hjem, mens alle andre spiste pølser på grillen, fordi de helst ville undgå hjemmet.
Grillens dronninger
Når der skulle betales, lod man pigerne forstå, at man naturligvis betalte regningen. Pigerne rødmede, og opførte sig værdigt som dronninger, dronninger af Johns Grill. Og da var der Jolly Cola på kredit, motorcykelbander (som kørte knallert, men herregud ,vi skal ikke være smålige), og der blev snakket om alle dem udefra, der kom og spillede smarte i Herlev.
Der var noget klæbrigt ved friturelugten fra Johns Grill. Den satte sig på tøjet og nægtede at gå af. Man tog jakken af for at lufte den i den kolde vinter, men friturelugten hang bare fast, og man måtte komme med alle mulige forklaringer på, hvorfor man ikke var kommet hjem for at spise.
Det er, som om lugten stadig klæber ved mig. Og somme tider føles det som om også andre end mig kan lugte frituren på mit tøj. Det passer mig fint. Hvis de ikke bryder sig om lugten af grillmad, kan de bare skride! De skal ikke spille smarte over for mig, for friturelugten er det eneste, jeg har tilbage fra Johns Grill.
