Læsetid: 4 min.

Kvinder i sort

Bevægelsen Kvinder i Sort er vigtig, fordi den er udtryk for et håb – det være sig nok så spinkelt – om, at det er muligt at forestille sig, at verden kunne være anderledes
16. september 2003

International
Bevægelsen Women in Black har siden 1992 afholdt årlige internationale kvindemøder i eks-Jugoslavien, organiseret af Kvinder i Sort, Beograd. Den 27.-31. august foregik mødet imidlertid i Marina di Massa i Italien, hvor det denne gang var de italienske Kvinder i Sort, der stod for organiseringen.
Den allerførste Kvinder i Sort-gruppe så imidlertid dagens lys i Israel i januar 1988 umiddelbart efter, at den første intifada var begyndt. Og i årene, der fulgte, stod israelske kvinder klædt i sort en gang om ugen i mange byer i en tavs demonstration mod besættelsen af de palæstinensiske områder.
Denne måde at demonstrere på tog italienske kvinder, der havde tæt kontakt til de israelske og palæstinensiske kvinder, med sig til Italien i deres demonstrationer mod den første Golfkrig i 1991. Og på et internationalt fredsmøde i september samme år i Sarajevo blev ideen givet videre til de serbiske kvinder, der derefter demonstrerede i Beograds centrum op gennem 1990’erne med deres bannere mod nationalisme, militarisme og krig.
I 1992 organiserede de for første gang et internationalt kvindefredsmøde i Novi Sad i provinsen Vojvodina i Jugoslavien, hvor man ikke mindst forsøgte at skabe dialog på tværs af de grænser, der var opstået med krigene og Jugoslaviens sammenbrud. Og lidt efter lidt begyndte kroatiske, bosniske og fra 1995 kosovo-albanske kvinder at deltage – foruden kvinder fra en række europæiske lande samt fra Israel.

På den svære knivsæg
På det sidste møde i Novi Sad i 2001 besluttede man imidlertid, at der for fremtiden kun skulle afholdes møder hvert andet år, og at det i 2003 skulle foregå i Italien, og på baggrund af den internationale udvikling i den mellemliggende periode med den 11. september, krigene i Afghanistan og Irak var deltagerantallet dobbelt så stort som hidtil; der kom omkring 400 kvinder. Desuden var der – som noget nyt – kvinder fra en lang række lande udenfor Europa – Japan, Australien, Congo, Uganda, Colombia samt en stor gruppe fra USA; fra Norden var der deltagere fra Danmark og Finland.
En del af arbejdet i de fire dage, mødet varede, foregik i workshops, hvor man diskuterede en række forskellige emner – militariseringen af samfundet, mediernes rolle, modstands- og proteststrategier m.m., og kvinder fra de lande, der havde deltaget i krigen mod Irak, diskuterede mulige fælles projekter.
I plenum var der desuden oplæg fra de kvinder, der kom fra landene uden for Europa, og helt centralt stod her oplæggene fra Israel og Palæstina, der selvfølgelig var dybt præget af den alvorlige situation i regionen. Et helt specielt bidrag kom fra Suad Amiry fra Ramallah; hun læste op af sin dagbog, der havde fået titlen Sharon og min svigermor, og som beskrev livet under de månedlange udgangsforbud – en tekst, der bevægede sig på den svære knivsæg mellem sort humor og dyster alvor. Bogen, der er skrevet på engelsk, er i øvrigt udkommet i Israel og blev til Suad Amirys store overraskelse hurtigt udsolgt; den er desuden kommet på italiensk på forlaget Feltrinelli.
Lørdag eftermiddag blev der organiseret en demonstration foran Camp Darby, en stor amerikansk base grundlagt i 1951. Foran hovedindgangen til basen stod en halv snes mænd, funktionærer og militærpoliti – for-
uden nogle politibiler – og iagttog tavse den happening, der udspillede sig foran dem, hvorefter der blev råbt slagord og klappet og til sidst plantet et fredstegn lige ved indgangen. Bagefter kørte man til Viareggio for her midt i lørdagsaftenens menneskemylder at demonstrere på en af byens pladser.

Et spinkelt håb
Kvinder i Sort er siden 1990’erne vokset ganske betragteligt, og på mødets sidste dag blev det flere gange understreget, at det var nødvendigt at finde frem til en mere struktureret form for kommunikation end hidtil. Desuden opfordrede man folk til i langt højere grad end tidligere at benytte sig af hjemmesiden www.women inblack.org, der stadig er under opbygning, og som blandt andet informerer om i hvilke lande, der findes Kvinder i Sort-kontakter; her kan man også læse om bevægelsens historie.
På det afsluttende møde blev det desuden oplyst, at næste internationale møde, som vil finde sted i 2005, efter alt at dømme vil blive afholdt i Israel/Palæstina, og at man i øvrigt vil stile mod at markere bestemte datoer i fællesskab, som for eksempel den internationale menneskerettighedsdag den 10. december.
Selv har jeg siden 1995 deltaget i de fleste af Kvinder i Sorts internationale møder i eks-Jugoslavien, og det gør altid et stærkt indtryk at møde så mange engagerede kvinder, der forsøger at modarbejde den voksende militarisering af samfundet.
At de kræfter, man er oppe imod, kan virke overvældende, for ikke at sige lammende, kan der ikke herske tvivl om. Netop derfor er en bevægelse som Kvinder i Sort så meget desto vigtigere, fordi den er udtryk for et håb – det være sig nok så spinkelt – om, at det er muligt at forestille sig, at verden kunne være anderledes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu