Læsetid: 7 min.

LÆSERDEBAT

27. september 2003


Nu svimler det
*Når jeg hører fru Pia Kjærsgaard
når som helst og hvor som helst
beundrer jeg iscenesættelsen.
Når jeg nu hører Ulla Dahlerup på Dansk Folkepartis årsmøde bliver jeg svimmel.

Ellen Miriam Pedersen
(frit efter Martin Buber i 1930’erne)

Værdiløse aktier
*I kronikken den 22. ds. skrev Ole Lange, at da B&W og Bonde Nielsen (billedet) privat gik konkurs i 1980 var der fuld dækning for alle kreditorer plus et salær på 40 mio. kr. til advokater. Men vi sidder ikke desto mindre tilbage med mange B&W-aktier udstedt i 1978, som ifølge bankoplysninger fra 1988 og 1990 intet var værd. Min svigermor, som købte aktierne, stolede på Bonde Nielsen og hoppede på hans charme-opfordring til at støtte B&W. Der må være mange andre, som købte aktier for at støtte B&W, og som aldrig fik deres penge tilbage.

Ulla Paul, Markaryd

Blåt klæder ikke Information
*Jeg har altid ment, at Informations forside har haft et smukt design og et æstetiks udtryk. På samme måde som den hvide Kingspakke. Med den nye blå stribe får avisen udover et grimt og liberalt venstreagtigt udseende, et skær af light. Nu spekulerer jeg bare på, om den blå light-stribe skal henvise til indholdet – var det ikke det, Dagen gik ned på? Avisen har ikke længere appeal nok til min dametaske.

Kirstine Nielsen
Dronninglund

Lupo den nye xtazee?
*Hanne Dam vælger den 13. september i Qlummen at stikke den politiske korrekthed samt den kollektive trafik skråt op. HD følger kloge venners kloge råd og modtager, efter kort men vellykket købesex med Christian fra Helsinge, kærlighedsbarnet Lupo 3L TDI.
Lupo er så stor en oplevelse, at alle andre skal delagtiggøres i lykken. Ja sågar ønskes alle HD’s medsøstre placeret, med for- og bagdele, i et tilsvarende, traktorlydende, tredje personlige rum. Hvor de så, overalt hvor asfalten rækker, kan leve betragteligt mere overkommeligt, samt glædes- og oplevelsesfuldt.
Hvad har konen gang i?
Hvor skal alle de til den tid bredbagede tøsers øser dog opføre alle de klassiske dramaer henne? De kendteste : ’En parallelparkering fra helvede’, ’Kampen om højresvingsbanen’ samt den festlige finale ’Flugten fra KBH/Det endelige opgør’.
Udspilles dagligt med en allerede fuldt besat rolleliste.Hvis hvert eneste bus/S tog transformeres til 50-250 (lalle) glade idioter, hver især er udstyret med et dieseldrevet kørestolsprodukt fra V.W, så behøver HD og venner ikke længere at krydre lammekoteletterne, når der grilles ude i de stadig lune aftener.

Adam Meyn-Johansen
Nørrebro

Ikke misforstået
*Søren Krasilnikoff skriver den 20. september, at min kronik om pensionsopsparingen den 13. september bygger på misforståelser omkring beskatning af pensionsformuen og statslige tilskud til opsparerne. Dertil er blot at sige, at tilskuddet og den lave beskatning er samme sag. Statens indtægter ved beskatningen står langt fra mål med de udgifter staten har på ordningen, der tilfalder pensionsopsparerne.
Den lave skat, som i år 2002 beløb sig til 300 mio. kr., benævner vismændene selv ’subsidieringen’, hvilket til SK’s oplysning er et andet ord for tilskud. Det er jo hele pointen i ordningen at staten tilskynder folk til at foretage en opsparing ved at motivere økonomisk. Og det kan staten selvfølgelig ikke gøre uden omkostninger. Derfor er ordningen udgiftstung, også med den lave afkastbeskatning.
Dernæst til SK’s brug af begrebet ’periodiseringen’. Det kunne man med lige ret kalde ’generationstyveri’, idet det indebærer en markant omfordeling fra skatteydere med små pensionsformuer, der typisk er yngre, til borgere med store pensionsformuer, der alt andet lige ikke er yngre. At pensionsopsparingsordningen således har værdi er rigtigt nok, men ulige meget mere for de ældre end for de yngre.
Det kan i det hele taget undre, at hver gang problematikken rejses, afføder det alene halvsure opstød fra forurettede ældre, der har blikket stift rettet mod deres egen pengepung. Det virker kun skærpende i forhold til et omfattende og stadigt stigende problem, og deri ligger i sandhed en misforståelse.

Jan Rønberg
civilingeniør

Danmark efter Dahlerup
*Det er i dage som disse, man kan få lyst til at hade Danmark. Pisse på Thisted, sparke til Vissenbjerg og save Grenen over i otte lige store stykker.
Men – lad os gøre noget andet. Lad os rejse tilbage til det gamle Danmark. Til Martin Andersen Nexøs Bornholm, hvor Lassefar går og snakker svensk med sig selv og med lille Pelle, som skal erobre verden. Lad os besøge Hans Kirks tavse fiskere og Tea, der så nødig vil i folkemunde. Lad os møde Knuth Bechers Kaj på gale veje i Vendelby. Og gå en tur i Botanisk Have med en lyksaligt gnækkende Hans Scherfig ved hånden.
Det var det gamle Danmark, landet hvor folk kunne vågne med lune tømmermænd, midt i en drøm om hærværk og pludselig død. Et land, vi elskede, for nok var muddermålet hæsligt, men det var dog her hos os, man i nødens stund kunne se et par Albyler i øjnene – Florence Nightingales' milde krimkrigsøjne.
Det land endnu er skønt.
Og det er stadig vores. Det må vi aldrig glemme!

Inger Holst
Århus

Mette Feifer vrøvler
*Socialistisk Folkepartis næstformand Mette Feifer er i udgangspunktet enig med de SF’ere, som vil give partiet en ny kritisk, men positiv EU-profil (Inf. den 18. september). Men samtidig bør SF tænke pragmatisk, så tvivlerne og skeptikerne ikke bliver skubbet i armene på Pia Kjærsgaard, advarer Mette Feifer!
Men hvordan forestiller Mette Feifer sig så, at SF pragmatisk kan være afvisende og lunken overfor EU (som Pia Kjærsgaard og Niels I. Meyer) og samtidig sammen med Anne Grete Holmsgaard gennemføre en kolossal forandring af SF’s Europapolitik?
Det, du argumenterer for, Mette Feifer, er efter mit bedste skøn det rene pærevrøvl! Enten barrikaderer SF sig bag forbehold og abonnerer på forestillingen om, at den formelle suverænitet har det bedst i den døende nationalstats dybe lommer – eller også udviser SF det nødvendige politiske mod og ta’r springet og bliver et ægte Europæisk Parti, der grundlæggende tænker og handler grænseoverskridende og europæisk. De to positioner er afgørende forskellige. Der må vælges. Begge dele koster, på kort sigt også stemmer. Men SF kan ikke længere vaske sine hænder i den selvtilstrækkelige nationalismes stillestående og stinkende vand (f.eks. flygtningeforbeholdet), samtidig med at man påstår, at der kæmpes ved de afgørende fronter i den globale fordelings- og miljøkamp. Hykleriet er ved at indhente SF.
Det er også ubegribeligt, at SF’erne ligefrem praler af at være det eneste parti, der ikke har taget seriøs stilling til det udkast til forfatningstraktat, som er resultatet af et års arbejde i det bredt sammensatte europæiske konvent. Det er da ikke noget at prale af – det er pinligt. Hvis den næste traktat kommer til ligne konventets grundtraktat, hvad mange forudser – må SF’erne da allerede nu kunne forklare, om de siger JA eller NEJ og hvorfor? Eller ender det jo med det rene pærevrøvl.

Jens P. Andersen
Århus 

Mere eller mindre metro
*Drømmen om en velfungerende og udbygget metro i Storkøbenhavn er – radikal. Sammen med S, V og K var vi i fjor med til at bevillige 15 millioner kroner til at udarbejde linjeføring og budget for en eventuel næste etape, den såkaldte cityring. Det Radikale Venstre vil gerne have mere metro. Men ikke for enhver pris.
Siden det såkaldte basisprojekt blev lavet i 1999, hvor man besluttede sig for at satse på metro og ikke på letbaner i indre by, er vi blevet en hel del klogere.
Siden metroen åbnede, er passagertallet i den kollektive trafik i hovedstaden faldet med syv procent. Det er ikke kun metroens skyld, men det er også metroens skyld. Da den åbnede, skar man samtidig dramatisk i antallet af busruter på jorden, og mange af de direkte forbindelser, som folk benyttede, blev besværliggjort.
Metroen er smart, hvis man skal ende ved en af dens stationer, men for mange københavnere og pendlere er deres kollektive trafik blevet forringet efter metroens åbning. Samtidig har der været mellem 15 og 20 procent færre passagerer end forventet i selve metroen.
For mig at se skyldes disse problemer først og fremmest, at man i Hovedstadsområdet har alt for mange aktører i den kollektive trafik, og at disse aktører ikke samarbejder tilstrækkeligt. Metroselskabet, DSB og HUR opfatter mere hinanden som konkurrenter end som kollegaer. Der eksisterer hverken nogen samlet plan eller noget samlet organ, der har ansvaret for at gennemføre udbygningen og driften af metro, S-tog, regionaltog og busser. Derfor går det galt, derfor passer køreplanerne ikke sammen og derfor går udbygningen af en form for kollektiv trafik ud over en anden.
Når de radikale nu foreslår en kort tænkepause, så er det ganske enkelt fordi det efter min mening ikke er ansvarlig politik at bevillige nye 15 milliarder til en cityring uden at have sikret sig, at der denne gang ligger en samlet plan bag.
Måske burde vi f.eks. starte med at bruge fem milliarder til at udvide kapaciteten for regionaltogene vestfra, så der kommer langt flere med tog til København og metroen, før vi udbygger selve metroen.
Måske burde vi først bruge fire milliarder på en ny kollektiv ringbane fra Lyngby over Glostrup til Ishøj, så folk ikke skal helt ind til København og ud igen for at pendle. Måske skal vi kombinere en udbygget metro med letbaner i København. Vi har brug for en samlet plan. Det hjælper ikke at have en super flot metro
i København, hvis der ikke kommer passagerer ind til den, og konsekvensen er nul busser og flere forsinkede regionaltog. Den kollektive trafik hænger sammen.
Lad os nu få det initiativ fra trafikministeren, som alle pendlere og borgere i hovedstadsområdet tørster efter: En offensiv satsning på hele den kollektive trafik, så den bliver nem og billig at bruge, og en central koordinering, der sikrer at tog, bus, letbaner og metro spiller sammen.

Martin Lidegaard
trafikpolitisk ordfører for
Det Radikale Venstre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu