Læsetid: 6 min.

LÆSERDEBAT

26. september 2003


Hvad Jelved ikke vil
*Enhedslisten vil legalisere dyrkning, import og handel med hash. Salget skal foregå i apoteker, importen via staten, og der må ikke sælges til børn under f.eks. 15 år. Prisen bør give plads for afgift, som bl.a. finansierer behandling af misbrug og information målrettet unge. Staten kan indkassere op imod 1 mia. kr. i afgifter, fordi der omsættes 25-30 ton om året. Se pengene forsvinde ud af det kriminelle miljø! Det forlyder, at unge internt i Venstre bruger argumentet »Frit valg for voksne«.

Margit Kjeldgaard, Enhedslisten

Retfærdighedshaiku
*Blot blod i åre
Kærlighed uden grænser
En sammenføring

Zubair

Synet opridset
*Tænder for træerne i mit hoved med en slukket finger. Mine tanker deler sig til en skov med frisure. Drømmer gennem mine øjne og ser på bordet et digt foldet ud som aftensminke.
På væggen et klatmaleri, hvor farverne sluger hinanden på skift. I bogen kredser ulve om en knælende kvinde. Men det er mig, der græder i hendes hænder.
Hvis du stirrer længe nok på stolen, vil den hoppe og danse.

Rolf Steensig

Det største fejlgreb
*Udfra en rimelig margin må der ofte handles i livet. Men når en krig skal startes, da tæller kun sikre kendsgerninger. Når felttoget mod Irak alligevel kom uden en sådan viden, men kun bygget på antagelser, overfortolkninger og direkte usandheder, var det fordi USA ville krigen. Jeg forstår ikke, at regeringen, i modsætning til USA og England, har afvist en undersøgelse af grundlaget for, Danmarks deltagelse i krigen.
Men en nøjere granskning er også overflødig, da det er en kendsgerning, at Danmark gik i krig på et tvivlsomt grundlag, især bygget på påstande om masseødelæggelsesvåben, som Irak ikke havde. Jeg har tit været uening i folketingets afgørelser. Men to ad dem adskiller sig i mine øjne fra alle andre, begge i forbindelse med krige. Det ene var retsopgøret i 1945, hvor Rigsdagen vedtog love med tilbagevirkende kraft. Det andet var da Folketinget i år bestemte sig til at gå med i angrebet mod Irak.
Fogh Rasmussen har senere sagt, at det var hans sværeste beslutning som statsminister. Det forstår jeg. Han burde have tænkt sig om en ekstra gang, da den danske krigserklæring, så langt jeg kan se, har været det alvorligste politiske fejlgreb i 50 år.

Chr. Andersen
Odense SV

Er det SF’s politik?
*SF’s EU-ordfører Anne Grethe Holmsgaard (AGH) er blevet så glad for EU og EU-forfatningen, at hun anbefaler et ja. Hun har bidt mærke i, at forordet nævner ord som ’ligestilling’, ’menneskerettigheder’ og ’bæredygtighed’. At EU er ’et fredens, oplysningens og humanismens projekt.’ Smukke ord! Hvis AGH læste videre i teksten, ville hun se, at EU-forfatningen er alt andet.
Man vil forfatningssikre:
*’det indre marked’ med kapitalens fri bevægelighed, altså privatiseringer og nedskæringer
*EU-Centralbankens magt over rente- og valutapolitikken.
*EU’s udemokratiske struktur bla. med nye flertalsafgørelser og EU-kommissionens eneret til at foreslå love.
nat EU-love har forrang for nationale love.
*en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med militær opbygning og oprustning. EU-hæren til aktion over alt på kloden. En mini Bush-doktrin.
*et EU-retsvæsen med Europol og Schengen, hvor antiterrorlove og europæisk arrestordre følger med.
Er det SF’s politik?
AGH vil gerne tænke og handle internationalt. Det gør vi i Enhedslisten! Derfor siger vi nej til en EU-stormagt. Derfor siger vi nej til EU-forfatningen. Internationalt samarbejde skabes fra ’neden’, ikke af magtfulde politikere, bureaukrater, kommissærer, bankdirektører og lobbyister. EU skal nedbrydes og erstattes af et demokratisk, internationalt samarbejde mellem selvstændige stater.

Egon Laugesen
Hovedbestyrelsesmedlem og
EU-kampagnesekretær

Dit eller vores ansvar
*Information gjorde 22. september Skandia Lifeline den ære at bruge vores slogan »Dit helbred. Dit ansvar« som ouverture til en leder om sundhedsforsikringernes vækst i Danmark. Her angriber lederskribenten, at et privat supplement til det offentlige behandlingssystem er under fremvækst – uden at den er besluttet af et flertal på Christiansborg. I lederskribentens univers er skurkene er bl.a. de forsikringsselskaber, der leverer de privat-betalte sundhedsordninger.
Lad mig slå fast: Hvis danske virksomheder ikke mente, at der var brug for et supplement til de offentlige behandlingstilbud, så ville de ikke betale for et supplement, og så eksisterede vi ikke. Men det vil danske virksomheder gerne betale for, og derfor har omkring en kvart million danskere i dag en sundhedsforsikring.
Hverken Skandia Lifeline eller vore kolleger har stoppet noget ned i halsen på nogen. Vi leverer en forsikring, som markedet efterspørger.
Jeg mener at vi bør have et velfungerende offentligt sundhedssystem. Men når der hele tiden opstår nye behandlingsformer, og borgerne stiller krav til deres egen sygdomsbehandling, vil der aldrig være penge nok til at levere et perfekt offentligt behandlingstilbud. Og så opstår der et behov. Det behov er sundhedsforsikringerne med til at dække.

Anders Heide Mortensen
Informationschef, Skandia Pension

Anmeldt
*Den holdning, der skinner gennem Rune Gades uanstændigt nedgørende anmeldelse af udstillingen MODSTAND1: »Det er ikke noget, som almindelige mennesker går særlig højt op i«, er et had til 70’erne, som han deler med bl.a. kulturministeren. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvilke pædagogiske overgreb Gade dengang har været udsat for, men for mig der åbenbart er noget ældre, står 70’erne som en tid der var grænseoverskridende, nyskabende, institutionskritisk og meget andet end dogmatisk.
Jeg vedkender mig fuldt ud at mine værker refererer til den tid og til hele den grafiske socialrealistiske tradition, men de tilfører også denne tradition noget nyt, hvilket hos Gade bliver til »stilbevidst og moderigtig millenniums-etik, (der) kan få de små nakkehår til at rejse sig« (så et eller andet sted virker de åbenbart).
Hvad angår Jakob Holdts amerikanske billeder der primært er fra 70’erne, så er de lige så sørgeligt aktuelle i dag som dengang, hvilket i sig selv også er et argument for berettigelsen i Frans Jacobis genopførelse af
Røde Mors Betonhjertet.
At Gades personlige idiosynkrasier mod en bestemt tids æstetik i den grad skal farve en anmeldelse finder jeg dilettantisk, ligesom jeg finder det kunsthistorisk uprofessionelt at gengive et værk uden at oplyse om titel mm.: Banale udsagn I (magt), træsnit 130x130 cm.

Bendt Ulrich Sørensen
Billedkunstner

Om nyttigt idioti
*Den 18. september havde Helle Lykke Nielsen en kronik i Inf. »Vi har skam ingen ulovlige missiler i Irak«.
Heri forsøger HLN patetisk at legitimere krigen med de våben vi smed i nakken på Saddam, da han var vores ven.
Bl.a. vrøvler hun: »Når det trods Saddams vedvarende benægtelser alligevel forekommer sandsynligt, at Irak stadig skjuler masseødelæggelsesvåben, er det fordi der foreligger en lang række indicier.«
Både Ritter og Blix fremhæves som vidner for at disse våben skulle være der. Vel vidende at begge har brugt kræfter på at formidle det stik modsatte. Ritters har endda før krigen udgivet en bog, hvori han punkterede de vildt overdrevne udsagn.
HLN slutter med at konstatere at hvis der er våben »må det være det endelige bevis, der kan få krigsmodstanderne til at tie og se virkeligheden i øjnene.«
Krigen været overstået i lang tid, og våbnene er der nok ikke.
Det lader ikke til at HLN bider mærke i, at hvis Irak havde disse våben, brugte de dem ikke, da det gjaldt regimets overlevelse! Derfor er anklagen om at de skulle være en trussel, fri fantasi.
Det er forståeligt, hvis HLN ønsker ikke at komme i unåde hos statsmagten, bagsiden af medaljen er legitimeringen af myrderierne på titusindvis af mennesker.
Efter min ferietur i Irak har jeg ikke overraskende hørt et par spørgsmål om nyttigt idioti. Det er ok. Nu spørger jeg: Hvordan synes HLN det føles at være nyttig idiot; og oven i købet fastansat?

Peter Kofod
tidl. menneskjold i Irak

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu