Læsetid: 8 min.

LÆSERDEBAT

Debat
24. september 2003


De danske forbehold
*Inden hysteriet igen breder sig om Danmarks forhold til EU, skulle vi så ikke lige holde fast i fornuft og fakta? I Edinburgh godtog de øvrige lande at Danmark tog forbehold på fire veldefinerede områder. Forbehold hedder det, ikke forbud. SF argumenterede mod nye suverænitetsbegrænsninger i 1992 og fik flertal.
Fire elementer var anstødsstenene, de blev skrevet ind, og så blev traktaten vedtaget. Det er ikke så indviklet. Forbeholdene gik på, at vi ikke uden videre kunne godtage at der blev truffet bestemmelser på centralt niveau hen over hovedet for danske myndigheder; de gik ikke på, at vi ikke ville være med i et samarbejde – vi ville bare være med til at bestemme hvor og hvornår. Statsministeren kalder dem fjollede, men det siger mere om statsministeren end om forbeholdene. I virkeligheden er de lige så ’fjollede’ som Færøernes og Grønlands hjemmestyre, lige så ’fjollede’ som selve det demokratiske princip. Det handler om én og to unioner.
På de allerfleste felter deltager Danmark på lige linje med de øvrige. På retspolitik, forsvar, pengevæsen og statsborgerskab har derimod vi skabt en union som består af de øvrige lande på den ene side, Danmark på den anden.
Det folk stemte ja til, var retten til at tage stilling til om man ville være med eller gennemføre sin egen politik. En suveræn stat har retten til at tilslutte sig internationale aftaler. Det er suverænitetens indhold. Intet forhindrer os i at gå med på fornuftige forslag, men det kræver at politikere ikke lader som om de ikke har tjek på det indlysende.

Søren Sørensen
forfatter

SF og værdierne
*To velmenende SF’ere forklarede den 9. september, at de ville smide klasseanalysen ud og lægge mere vægt på vores værdier. Det smager betænkeligt af at man ikke skal foretage nogen analyser på venstrefløjen, men derimod lægge vægt på uforpligtende værdi-tågesnak.
Marx – og med ham mange andre – analyserede de samfundsmæssige forhold og tilbød en forståelse af, hvorfor forholdene for arbejderklassen var som de var. Forståelsen af de faktiske forhold kunne så kobles med bud på hvad der skal gøres. Man kan med god grund forholde sig kritisk til den marxistiske analyse. Bl.a. er den i en del henseender ikke særlig tidssvarende. Så der er klart behov for nye analytiske perspektiver.
Men hvis venstrefløjen ikke søger at basere sin politik på viden om og forståelse af hvorfor problemerne i dag vokser (miljøødelæggelse, global ulighed, fattigdom, racisme, udstødning, osv.), er venstrefløjen grundlæggende uden perspektiv og forpligtende visioner. Dvs. de
facto nedlægger den sig selv.

Flemming Bjerke
Hvalsø

Køn og løn
*Hvad vil du helst? Tjene 35 procent mindre end din mandlige kollega i samme job som dit eller lade ham tjene 35 procent mere end dig? – Jeg er helt enig med forfatterne til forsidehistorien om køn og løn den 19. september, når de vist nok mener, at præcise tal for lønforskelle mellem kønnene er en mangelvare i Danmark efter regeringens sløjfning af den kønsopdelte lønstatistik.
Men med den måde de to journalister m/k omgås tal, gør det såmænd ikke så meget fra eller til med præcise oplysninger. I overskriften står der: »Mændene tjener 35 procent mere«. Nede i artiklen læser man, at en ny
OECD-rapport »viser sort på hvidt, at 30-44-årige kvinder i gennemsnit tjener 35 procent mindre end mænd med en tilsvarende uddannelse og alder.«
Som svar på mit indledende spørgsmål ville jeg lade kollegaen få 35 procent mere. Hvis min årsindtægt var på 300.000 kr., ville den mandlige kollegas indtægt være 405.000 kr. (eller 135 procent af min løn). Hvis jeg i stedet tager udgangspunkt i, at hans årsløn er 405.000 kr., og så beregner min som 35 procent mindre (eller 65 procent af hans løn), så bliver resultatet ca. 265.000 kr.
For at det ikke skal være løgn, står der længere nede i samme spalte: »Helt præcist er afkastet af at investere i en videregående uddannelse 3,8 procent højere for danske mænd end for kvinder med tilsvarende uddannelse. Det er et syv gange større løngab end for OECD-gennemsnittet.«
Mystisk, hvad så end ’afkast’ og ’løngab’ skal betyde i denne sammenhæng.

Tine Wedege, Frederiksberg

At vove demokratiet
*»Mehr Demokratie wagen,« mente den tidligere tyske kansler Willy Brandt. Man skal turde sænke paraderne og være mere åben.
Jamen er det ikke også det, der er læren af det meningsløse drab i Sverige? Sat på spidsen: Hvis ikke alle er med, er ingen med, for mennesker er sårbare væsener.
Det nytter ikke noget at holde afstand til skyggen, den sorte reaktion, alle taberne, de langsomme, som ikke kan følge med i den moderne udvikling. For det hævner sig.
Jeg mener ikke, at svenskerne, eller os selv for den sags skyld, forsvarsløst skal lægge krop til, når en nynazist får lyst til at svinge køllen. Nogle forholdsregler må man tage.
Men måske er vi meget mere afhængige af hinanden, end vi tænker over til daglig, og derfor må vi tage det langt mere alvorligt, når folk viser tegn på at droppe ud. Ikke bare socialmyndigheder, men også almindelige dødelige skal måske vove noget mere kontakt. Selvfølgelig ikke, når mørket viser sin afmagt i form af en aggressiv kølle eller kniv, men på et tidligere tidspunkt. Så skyggen løbende kan blive integreret i lyset.

Astrid Schou
cand. mag.

Hvad med proportionerne?
*Villy Søgaard har 17. september ret i, at hvad der end kan menes om Robert Fisks skrivestil, har han skrevet både kloge og rigtige ting i vores avis. Men han er altså kun et menneske, og når jeg har skrevet, at Informations Irakdækning er gået i Fisk, er det en kritik, der retter sig imod bladet.
Fisk har holdt os fuldt opdateret på alle amerikanernes fejlgreb, så blodet sejlede i spalterne, men hvor er den kritiske dækning af alle de andre aktører blevet af?
Analyserne af FN’s ageren, af de arabiske landes rolle, af Frankrigs, Tysklands og Sovjets økonomiske motiver?
Det er da ikke til at bære at se en notorisk våbenpusher som Chirac og en benhård KGB-boss som Putin i rollen som menneskehedens forsvarere.
Og naturligvis er det da forargeligt, at det endnu ikke er lykkedes at finde fem tønder ubrugt gift i bunden af Saddams massegrave, når man nu havde gjort det til slagnummeret.
Men proportionerne, helhedsbilledet og nøgternheden går fløjten, når dækningen af en så omfattende sag som Irakkrigen i så høj grad hviler på én enkelt journalist.

Niels Chr. Sauer
Næstved

For et bedre Europa og en bedre verden
*Informations bagsideleder den 17. september deltager i overvejelserne om hvordan man skal få de EU-kritiske danskere til at sluge en EU-grundlov og afskaffelsen af de danske undtagelser. Men hvad med at vende det hele på hovedet og stille spørgsmålet: Hvad er det vi vil med et europæisk samarbejde? Hvad har vi brug for? Hvilke problemer skal løses? Og hvor løses spørgsmålene bedst?
Lad os tage et eksempel: Hjælpen til de fattige lande. Er det bedst at have den under en økonomisk interesseklub som EU – et EU, der har en for u-landene ødelæggende landbrugs-, handels- og fiskeripolitik – eller vil det være bedre at bevare den på danske hænder eller samarbejde mere med Sverige og Norge, der vægter spørgsmålet ligeså højt som Danmark.
Måske kunne man etablere en fælles skandinavisk u-landspolitik gennem FN som et alternativ til at have politikområdet under EU. Og sådan kunne vi se på de forskellige politikområder. Det ville have været en saglig debat, men en sådan debat har vi ikke i Danmark.
Nej, her er debatten om hvordan eliten kan vinde over folket. Og desværre deltager Information i denne diskussion. Det er simpelthen arrogant, og det er derfor danskere og svenskere stemmer nej til ØMU’en, og det bliver nok årsagen til et rungende dansk nej til EU’s grundlov.
Det er ikke en selvfølge at alt bliver bedre, fordi vi beslutter det sammen med Chirac, Berlusconi og Blair, og det har skandinaverne forstået med to EU-nej i Norge, to i Danmark og nu et i Sverige. Men hvornår går det op for Information?

Majbrit Berlau
EP-kandidat for Folkebevægelsen mod EU
Kbh. N

Café-penge en velfærdssygdom
*SU-forliget fra 2001 skal snart genforhandles. Vi skal sikre, at SU’en ikke bliver brugt til cafépenge, vi skal sørge for, at SU’en ikke medvirker til at give børn følelsen af at være statsfinansierede.
For de fleste studerende på ungdomsuddannelserne bliver SU’en anvendt som tilskud til det i forvejen høje privatforbrug, en ekstra indtægt ved siden af det fritidsjob, som langt de fleste unge i dag har. Ideen med SU’en er, at alle får lige mulighed for at tage en uddannelse, uafhængigt af fritidsarbejde og forældres indkomst.
I dag tager langt de fleste unge dog et fritidsjob for at finansiere privatforbruget. Fritidsarbejdet må ikke stjæle koncentrationen, derfor har det været nævnt, at man skulle nedsætte fribeløbet til omkring 1.500 kroner fra de nuværende 5.500. En sådan ændring af reglerne vil af mindst tre grunde være meget beklagelig: det er slemt formynderisk at bestemme hvorledes voksne mennesker bruger deres fritid; fritidsarbejdets erfaringer i erhvervslivet er en kvalifikation i sig selv; og sidst er det nærmest blevet et krav til de studerende på de lange videregående uddannelser at kunne fremvise studierelevant arbejde på cv’et.
Det er et problem for de studerende på ungdomsuddannelser, at de opbygger et så stort privatforbrug, der kun kan op-
retholdes så længe, man bor hjemme og er fri af faste udgifter til mad og bolig. Det er således en brat opvågnen for mange
nye studerende på de videregående uddannelser, når regningerne begynder at strømme ind og man er tvunget til at ændre livsstil.
Derfor må vi tage op til overvejelse, om vi vil være med til finansiere den SU eller de café-penge, der giver de unge et oppustet privatforbrug, der senere vil er til stor gene for dem selv. Hvad der er endnu vigtigere er,
at statens uddannelsesstøtte er med til at give de unge en følelse af, at andre tager ansvar for én og endda finansierer éns forbrug. Således bliver SU’en til en rettighed frem for en mulighed, den bliver baggrunden for, at generationer af unge ser velfærdsstaten som pengemaskine; de kan stille krav til velfærdsstaten, men ikke omvendt. Det er den udvikling, vi skal have vendt.
Vi bliver nødt til at graduere SU’en til hjemmeboende efter forældrenes indkomst, så alle stadig har mulighed for at få en studentereksamen, samtidig med at den ikke blot bliver et tilskud til privat forbrug hos unge fra velstillede hjem.
Lad en SU-reform være starten på opgøret med rettighedsegoismen.

Jens Jonatan Steen
Frit Forum Roskilde

Hashforbud er kulturchauvinisme
*At straffelovs-sanktionere en bestemt etnisk og social gruppes rusmiddel med henvisning til, at ’vi har nok i rusmidler i forvejen’, er ikke et demokrati værdigt. For hvilket ’vi’ er det, der tales om, hvis dette ’vi’ ikke dækker den voksende befolkningsgruppe, som foretrækker hash fremfor alkohol?
Er det fordi hash først og fremmest bruges af unge og af folk med en arabisk/islamisk baggrund – og ikke af rødvinsdrikkende og cigarrygende læger fra Nordsjælland?

Nikolai Lang, Kbh. N

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her