Kronik

Liv i den danske rock

Rockmusik som multimedie-teater falder ned mellem mange stole i dansk kulturlovgivning. En rockproduktion har mange flere lighedspunkter med teatret end med et klassisk ensemble og et jazzband
Debat
26. september 2003

Kronik
Baal’s rock-teaterprojekt i samarbejde mellem Amager Bio og Fredericia Teater er et eksempel på rockscenens multimediale muligheder. Rocken er en del af en brølende global medieforretning, men rocken er også en del af en grænseoverskridende kunstproduktion. Nødvendigheden af alle rockens hybrider er væsentlig for morgendagens succes i dansk rock både som kunstart og som forretning. Nye rockmusikalske liveproduktioner bør i den kommende teaterlov være en af disse hybrider, svarende til det klassiske områdes operaproduk-tioner i samme lovgivning.
Den trendsættende Rockmusik er blevet et sammensat multimedieprodukt. Rockorkesteret er det kunstneriske univers i musikken, i konceptet, i lys & lyd, og i scenografi. Nogle af de bedst kendte
eksempler er islandske Bjørk og dansk-norske Aqua. Men der findes også en lang række – navnlig unge danske rockkunstnere – der også ser deres kunst realiseret som totalproduktioner og ikke som et 60’erorkester.
. Der findes således to spor i musikken et orkesterspor og et projektspor. Musikloven er af historiske grunde ret klart rettet mod orkestersporet.
Ligeledes skal rockmusikken som plade- og medieproduktion presses ned i en musiklovgivning, der totalt mangler alle de kunstneriske håndtag til disse produktioner. Her ville rockmusikken passe langt bedre i en film- og medielovgivning. De to forslag til public serviceaftaler med DR og TV 2 tager slet ikke højde for dette. DR rummer Radiosymfoniorkesteret og Radioens Bigband. Men der er intet public servicekrav på rockområdet. Her ville et krav om udvikling af en række live- og medieproduktioner være på sin plads både på tv- og radiosiden – og både i DR og TV 2.
Spillestedsloven og rockmusikken ’Spillestedsloven’ blev vedtaget i 2000 som del af Musikloven. Loven er i sin grundsubstans en formidlingslov byggende på honorarstøtte til musikere og orkestre. Dette gavner de orkesterorienterede musikområder, ikke nødvendigvis rockområdet som helhed. Rockspillestederne er i stedse højere grad blevet platform for koncertvirksomhed for en række multinationale og kommercielle bookingbureauers turnevirksomhed. Musikprofilen på det enkelte spillested er blevet udvisket. Derfor må originaliteten styrkes. Spillestederne må lære selv at agere som producenter.
Spillestederne bør være platform for formidling af en vis form for egenproduktion – rockproduktioner – med basis i lokale/regionale kunstneriske kræfter. Fornyelse af livescenen i rockmusikken kan ske som led i revisionen af Teaterloven.
Rockmusikken og musikindustrien Rockmusikken har altid haft et anstrengt forhold til musikindustrien, et had/kærlighedsforhold. Det store mantra for musikindustrien er i dag piratkopieringen. Men i virkeligheden har branchen i mange år undergravet det kunstneriske produkt, de har levet af. Ved at udsende et hav af opsamlings lp/cd’er og greatest hits har de ødelagt den kunstneriske helhed i produktet. De har vænnet publikummet til at tænke i hits, i enkeltnumre og ikke i kunstnerisk helhed og scenisk oplevelse. Udviklingen i pladeindustrien har smittet af på livekoncerterne, navnlig på festivalerne. Her er kravet til at høre de kendte numre blevet markant større. Kravet til helhed i den kunstneriske oplevelse er trådt i baggrunden. Koncerten er blevet livescenens greatest hits.

Rockmusikken må i gang med at udvikle helheden i det kunstneriske produkt som i et teater- og filmprodukt både live, på plade og medie. Her har rockmusikken det svært med musikkens uddannelses- og udviklingsinstitutioner. Væsentlige dele af uddannelserne til rockproduktioner passer langt bedre ind i Teater- og Filmskolen end på konservatorierne. De ressourcer, der her er afsat til de nye produktionsuddannelser i music management, er for få og for smalle til effektivt at vende publikumsudviklingen.
Den nye fælles kunstlov, der i foråret blev vedtaget i Folketinget, er rent administrativ uden et reelt kulturpolitisk grundlag. Loven er udviklet af embedsmænd rettet mod en række administrative og strukturelle processer. Dette afspejlede sig også i debatten omkring dens vedtagelse. Ingen har overhovedet diskuteret om lovgivningerne – Musikloven, Teaterloven, Litteraturloven, Billedkunstloven og loven om Kunstfonden er kulturpolitisk sammenlignelig. Det er de ikke i deres nuværende form. Det er som at sammenligne æbler og pærer.
Kulturministeren har i den nye kunststøttelov sat store spørgsmålstegn ved gamle hævdvundne traditioner og rettigheder på kulturområdet. Det tæller på plus-siden for rockmusikken som en ny kunstart. Loven postulerer et tværgående samarbejde. Også på plussiden for rocken. For eksempel mellem rock og teater, mellem rock og film/medier samt mellem rock og eksport. Men hvor er film- og medielovgivningen henne i den nye lovgivning? Den er ikke indeholdt i den nye kunstlov. Et stort minus for rockmusikken (og for anden rytmisk musik).
Det tværgående samarbejde mellem teater og musik blev ikke indbygget i loven. Der blev etableret separate underudvalg for musik og for teater. Brian Mikkelsen viste hermed, at kunstloven er en ren administrativ foranstaltning uden et reelt kulturpolitisk indhold. Ved at oprette et udvalg for dansk multimedial scenekunst kunne han tage et første skridt mod et tværkulturel samarbejde mellem musik og teater. En begyndelse til en samtænkning af Teater- og Musikloven i en fælles lovgivning for dansk scenekunst.
Brian Mikkelsen valgte i sit hastværk at overse behovet for en mere grundliggende drøftelse og nyvurdering af støttestrukturerne for den sceniske kunst – musik og teater samt især fusionsformer imellem de traditionelle sceniske udtryk.

Skiftende borgerlige og socialdemokratiske regeringer har gennem tiden udviklet en kulturpolitisk arbejdsdeling til glæde for kulturlivet. Borgerlige regeringer foretager de upopulære, men nødvendige omstruktureringer i kulturlivet. Senere kan socialdemokratiske regeringer så fylde nye ressourcer i de ændrede strukturer. Denne arbejdsdeling har som regel været frugtbar for mobiliteten og dynamikken i det danske kulturliv og deres institu-tioner. Men Brian Mikkelsen gør ikke sin borgerlige pligt, selv om han udadtil hævder dette. Kunstloven fremtræder i dag som en ren teknokratisk rationaliseringsplan - en ny bogholderikontering - ikke som resultat af en ny borgerlig kulturpolitik. Bogholderikonteringerne forsætter i den fire-årige musikhandleplan ’Liv i Musikken’. Planen påstår den er et forsøg på at redde interessen blandt unge for den klassiske musik. Men den tager ikke fat på de virkelige strukturelle problemer i den klassiske musik.
Den nuværende Teaterlov rummer adskillige musikalske aktiviteter - ’Det Kgl. Kapel’, ’Den kgl. Opera’ og ’Den jyske Opera’. Så musikken er allerede en massiv del af den nuværende lov. Derfor ville det ikke stride mod ånden i en kommende teaterlov at medtage en række rockmusikalske institutioner. Eksempelvis kunne man løfte nogle af de større københavnske rockspillesteder op i ’Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab’ som ’landsdelsspillesteder’ med den forpligtigelse selv at producere en række rockmusikalske liveproduktioner hvert år. Lignede initiativer kunne tages i Århus og Ålborg.
Nye rockmusikalske live-initiativer i den kommende teaterlov, nogle ordentlige publicservice aftaler omkring rock- og andre musikproduktioner med DR/TV 2 og en ’filmskole’ på multimedie-musikområdet kunne give Danmark den ’rockpakke’, filmen fik for nogle år siden. Derfor venter dansk rock spændt på teaterlovsrevisionen. Måske forgæves?

*Jesper Nordahl er leder af Amager Kulturpunkt, medlem af Musikudvalget i Københavns Kommune

*Steen Meier, Formand for Copenhagen JazzHouse, medlem af Kunstrådets musikfagudvalg

*Ole Høilund, Musikpolitisk Konsulent, tidligere Leder af Huset

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her