Kronik

Livslang eller lunken læring

Snæver økonomitænkning og manglende forståelse for voksnes læring er ved at afspore det ambitiøse internationale projekt om livslang læring
Debat
12. september 2003

Kronik
Professor David Boud fra Sydney er en internationalt anerkendt forsker inden for voksenuddannelse og voksenlæring. For nyligt interviewede han sammen med en kollega en række menige medarbejdere i en stor virksomhed om, hvad de havde lært på deres job. Resultatet var ganske overraskende. Hvis man skulle tro medarbejdernes egne ord havde næsten ingen lært noget som helst!
Det ville forskerne imidlertid ikke slå sig til tåls med, så på en anden virksomhed prøvede de at spørge medarbejderne, hvad de havde beskæftiget sig med i den senere tid, og hvad de havde fået ud af det. De undgik omhyggeligt at bruge ord som læring og uddannelse. Og så blev resultatet helt anderledes og dokumenterede en bred vifte af forskellige former for personligt udbytte og læring.
Denne lille historie sætter fokus på et centralt forhold, som jeg også ofte selv er stødt på i de danske voksenuddannelser, nemlig at de fleste voksne ikke opfatter ord som »læring« og »uddannelse« som noget særlig positivt – i hvert fald ikke hvis det er noget, man selv skal involveres i. Det kan selvfølgelig være udmærket at lære noget, men man vil ikke defineres som »en lærende« (Dette gælder i mindre grad for højtuddannede og for de yngste voksne).
For de fleste almindelige mennesker er læring og uddannelse noget, der i sit væsen hører barndommen og ungdommen til. Hvis man som voksen bliver nødt til at lære noget, så kommer man »på skolebænken igen« – et udtryk der bestemt ikke er positivt ment. Tværtimod opleves situationen som barnliggørende og nedværdigende, for så må det jo være fordi man ikke er god nok til det man skal.
Men problematikken stikker meget dybere. I det vi kalder frie og demokratiske samfund betragtes voksne mennesker principielt som myndige, dvs. at vi kan og skal tage ansvar for os selv, og hvad vi gør og siger. Samtidig er vi imidlertid alle udsat for et væld af risici, som vi ikke er herrer over. I forbindelse med læring og uddannelse kan det især være den situation at vores kvalifikationer med et slag kan blive værdiløse, af grunde som den enkelte er uden indflydelse på. De kan f.eks. blive overflødiggjort af ny teknologi, bestemte jobs eller funktioner bliver sparet bort (f.eks. af en ny regering), eller arbejdspladser bliver flyttet til udlandet eller udkonkurreret. Faktisk er en meget stor del af deltagerne i de danske voksenuddannelser i en situation, hvor de direkte eller indirekte er tvunget til at lære noget nyt eller lade sig omskole.

Alt dette er en del af den pris vi (nogen) må betale for det dynamiske frie markedssamfund vi bekender os til. Vi ved det godt, men vi magter ikke rigtig at fatte det, og vi håber blot, at det ikke rammer os selv eller vores nærmeste. I voksenuddannelserne møder man en masse mennesker, der kan beskrives som markeds- eller risikosamfundets ofre. Og det har de det ikke godt med. »Vi er da voksne mennesker,« forsikrer de ustandseligt sig selv og hinanden, og det er de nødt til, netop fordi de befinder sig i en umyndiggjort situation. De er havnet i et dilemma, hvor de enten må omskole sig – som regel til noget de kun nødtvungent eller slet ikke har været med til at vælge – eller også må de imødese en meget belastende social og økonomisk marginalisering. Derfor er de først og fremmest ambivalente. På samme tid vil de, og vil de ikke. De finder på alle mulige strategier for at leve med den uværdige situation.
Når man først har oplevet og erkendt disse forhold begynder den velklingende parole om livslang læring at få en dobbelttydig klang. Virkeligheden synes at ligge meget fjernt fra de smukke intentioner som magtfulde organisationer, som UNESCO, OECD, EU og Verdensbanken har lagt i dette ambitiøse internationale projekt – som vi danskere ynder at betragte som en moderne udgave af vores hævdvundne højskoletradition og folkeoplysning.
Hvad er det da, der er gået galt? Især to forhold, så vidt jeg kan se. For det første er der – trods alle smukke formuleringer om det modsatte – sket et skred, så livslang læring fra at være et uddannelsesanliggende efterhånden totalt er blevet overtaget af den økonomiske politik og arbejdsmarkedspolitikken. For det andet mangler der forståelse for at voksne lærings- og uddannelsesmæssigt fungerer anderledes end børn og unge: de har endnu sværere ved at lære noget, som de ikke kan se eller acceptere meningen med.
Alle disse forhold er gennemgået mere detaljeret i min bog om Voksenuddannelse og voksenlæring (september 2003, Roskilde Universitetsforlag). Hovedkonklusionen er, at voksenuddannelserne ramme- og indholdsmæssigt må behandles ud fra uddannelsesmæssige rationaler, og at det i denne forbindelse er afgørende at deltagerne både respekteres og fastholdes som voksne mennesker, der selv kan og skal tage ansvar for deres læring. Det gælder hele vejen igennem fra den forudgående vejledning ver uddannelsernes daglige praksis frem til de afsluttende bedømmelser.

Der er brug for en reel vejledning uden de skjulte dagsordener som i dag opleves af mange, og den skal føre frem til, at de vejledte træffer deres egne valg som de selv tager ansvaret for. Den psykologiske overtagelse af ansvaret er afgørende for den reelle ansvarlighed og dermed også for læringen. Arbejdsformerne skal være centreret om deltagernes aktiviteter, der skal være klare faglige krav, men de skal fortrinsvis have karakter af opgaver og projekter. Bedømmelsen skal ikke hænges op på en afsluttende præstation, men på de daglige aktiviteter. Generelt drejer det sig om at finde former, der hele tiden muliggør og kræver at deltagerne tager ansvaret for deres egne forløb.
Det er ikke let, hverken for deltagere, vejledere eller lærere. For alle parter er grundigt vænnet til, at læreren tager ansvaret og eleven skal indordne sig. Sådan er det at være på skolebænken, og selv om man måske hader det, så klamrer man sig alligevel til de kendte roller. Selv at tage ansvaret virker ligeså uoverskueligt for deltagerne, som det gør for lærerne at give ansvaret fra sig. Men der er eksempler på, at det kan lade sig gøre og opleves som en næsten euforisk og meget læringsfremmende befrielse. Hvis ikke vi magter at få livslang læring ind i sådanne baner vil der bare blive tale om livslang skolegang – og det er altså ikke noget almindelige mennesker har det godt med endsige lærer ret meget af.
I efteråret 2002 da Danmark havde formandskabet for EU, afholdt Undervisningsministeriet en international konference om livslang læring. Det blev igen mest til lovprisninger og kun nogle få mere skeptiske indlæg. Men da det græske formandskab i juni holdt en tilsvarende konference var der sket en fundamental ændring. Omdrejningspunktet var nu først og fremmest deltagernes motivation – eller mangel på samme. Blandt forskere og administratorer med fingrene på pulsen er det ved at stå klart, at livslang læring ikke kan gennemføres ovenfra af nok så velmenende politikere og uddannelsesfolk. Uden deltagernes aktive engagement ender det hele i et gigantisk spild af menneskelige og økonomiske ressourcer.

Ved den afsluttende plenarforsamling holdt professor Frank Coffield – i en årrække formand for det engelske forskningsråd på området – en brandtale om, at nu må det være forbi med flotte ord uden indhold, nu må det dreje sig om, hvad der sker på gulvplan, og hvad deltagerne får ud af det. Han påviste hvordan Verdensbankens nyeste oplæg trods alle gode intentioner havde en helt igennem urealistisk og formynderisk læringsforståelse. Desværre er det den samme utilstrækkelige forståelse, der ligger i baghovedet på de fleste politikere, administratorer, lærere og deltagere – den er vi alle vokset op med, og den er ikke let at ændre.
I dag synes livslang læring på vej til at blive en floskel, der dækker over en skjult læreplan, som passende kunne kaldes voksenuddannelsernes jantelov. Den kan effektivt fastholde især de kortuddannede voksne i et jerngreb, der indebærer at
*Du skal ikke tro du er noget.
*Du skal ikke tro du kan blive til noget
*Du skal ikke tro du kan bestemme over dig selv.
*Du skal ikke tro dine meninger betyder noget.
*og du skal i hvert fald ikke tro, at du nogensinde kan blive færdig, at du nogensinde kan få fred, at vi ikke kan finde dig og sende dig på skolebænken igen og igen og igen.
Eller som Frank Coffield mere akademisk udtrykte det: livslang læring er ved at blive en smuk betegnelse for den måske hidtil mest raffinerede form for social kontrol.

*Knud Illeris er professor ved RUC med særlig interesse for lærings-, motivations- og kvalifikationsteori; voksen-, ungdoms- og erhvervsuddannels; læring i arbejdslivet; projektarbejde som pædagogisk arbejdsmønster.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her