Læsetid: 4 min.

Lyt til Asiens kritiske stemme

Kulturfestivalen Images of Asia og integrationsminister Bertel Haarder ønsker dansk-asiatisk værdidialog, men undlader at sætte asiatiske værdier på dagsordenen
Debat
23. september 2003

Kulturfestivalen Images of Asia og integrationsminister Bertel Haarder ønsker dansk-asiatisk værdidialog, men undlader at sætte asiatiske værdier
på dagsordenen

International
Asien strømmer ind over os. Kulturfestivalen Images of Asia handler om sanseindtryk og mangfoldighed, men også om værdier. Nuanceret kendskab er en betingelse for godt samarbejde og gensidig respekt, hedder det i hensigtserklæringen. Kulturfestivalen kredser om fænomenet asiatiske værdier, men i realiteten bliver det ved spagfærdige tilløb til værdidialog. Det er paradoksalt, al den stund tematikken om asiatiske værdier faktisk har været og er stærkt omdiskuteret.
Ved kulturfestivalens åbningskonference talte integrationsminister Bertel Haarder om fælles europæisk-asiatiske værdier og nævnte i den forbindelse individuelle demokratiske rettigheder. Det lidt paradoksale heri antydes alene af, at fire ud af fem socialistiske lande – Kina, Nordkorea, Vietnam og Laos – er østasiatiske. Samtidig undgår Haarder behændigt nok at forholde sig til diskussionen om asiatiske værdier. Med prominente protagonister som Malaysias Mahathir Mohammad og Singapores Lee Kuan Yew i spidsen er kernen heri præcist, at kollektivistiske asiatiske værdier angiveligt er uforenelige med vestligt demokrati og individuel rettighedstænkning.

Afsæt i konfucianismen
Asiatiske værdier kan anskues som en ideologisk strømning, der dukkede op i 1990’erne i en række semi-
demokratiske østasiatiske lande, særligt Singapore og Malaysia. I sin kerne skaber doktrinen en skarp opdeling mellem et kollektivistisk Asien og et individualistisk Vesten. Asiatiske værdier adskiller sig i denne optik fra vestlige ved at sætte familiens, fællesskabets og statens interesser over individet. Dette grundsynspunkt knyttes først og fremmest til konfucianismen, hvorfra der hentes en samfundsmoral baseret på loyale hierarkiske relationer. Med henvisning hertil argumenterer folk som Mahathir og Yew for, at Asiens kulturelle værdier vanskeligt kan forenes med vestligt »én-mand-én-stemme« demokrati. Oversat til menneskerettighedernes område opfatter de tilsvarende rettighedstænkningen som udtryk for en vestlig individualisme, der bør underordnes Asiens kultur, tradition og religion. Demokrati og menneskerettigheder anskues som elementer i en vestlig nyimperialisme, der truer landenes suverænitet. Dette asiatiske angreb på vestlig universalisme har medført voldsomme diskussioner. Asien står trods alt for godt 25 procent af verdensøkonomien, og økonomisk forhandlingsmagt fungerer til tider som et effektivt filosofisk argument.
I sin selvfremstilling er doktrinen om asiatiske værdier et klassisk eksempel på kulturdeterminisme. Asien og Vesten opfattes som velafgrænsede enheder, karakteriseret ved hver sin statiske kulturtradition. Vesten er individualistisk, Asien kollektivistisk – og sådan er det bare. Denne forsimplede tankegang genfindes vel at mærke hos en vestlig intellektuel som Samuel Huntington, hvis tese om civilisationernes sammenstød netop opererer med en konfuciansk kulturzone bestående af kollektivistiske værdier.
Kulturdeterminismen lider af åbenlyse troværdighedsproblemer i lyset af demokratiseringsbølgen i store dele af Østasien. Japan, Indien, Indonesien, Filippinerne, Sydkorea og Taiwan må eksempelvis betegnes som – mere eller mindre velkonsoliderede – demokratier. Sydkorea er særlig interessant, fordi landet ofte fremstilles som det mest konfucianske i Østasien. Ikke desto mindre har Sydkoreas nu tidligere præsident, Kim Dae Jung, i en polemik mod Lee Kuan Yew understreget, at konfucianske traditioner faktisk er forenelige med demokrati.
Mange iagttagere vælger derfor at betragte asiatiske værdier som et slet skjult forsvar for autoritære regimer. Semi-diktatorer som Mahathir og Yew udnytter doktrinen om asiatiske værdier til af afværge såvel internt som eksternt pres for demokrati og overholdelse af menneskerettigheder. En sådan ideologikritik er den dominerende fortolkning af asiatiske værdier i Vesten. På Images of Asia-konferencen kunne man høre Bertel Haarders kortfattede afvisning: kultur skal ikke bruges som forsvar mod demokrati.
Denne strategiske tilgang til asiatiske værdier har sin berettigelse, men forklarer omvendt ikke hvorfor omfangsrige befolkningsgrupper i Malaysia og Singapore – mere eller mindre frivilligt – accepterer regeringsstrategierne bag asiatiske værdier. Både Malaysia og Singapore er formelt parlamentariske demokratier, hvor ét dominerende parti nyder stor opbakning blandt middelklassevælgere. Og i Singapore er Lee Kuan Yew en velrespekteret herre, til stor forundring i Vesten.

Dialogen kan begynde
Debatten synes at mangle en position, hvor det på den ene side medgives, at asiatiske værdier repræsenterer en bestemt strategisk genopfindelse af en konfuciansk kulturtradition. Mens dette på den anden side ikke fører til en afvisning af debatten. Asiatiske værdier er muligvis ikke asiatiske værdier, men de repræsenterer et sæt politiske værdier i opposition til en liberal-demokratisk tradition. Den politiske dialog om værdier mellem Danmark og Asien kunne begynde her – hvad Images of Asia og Bertel Haarder imidlertid undlader.
Ikke desto mindre kan diskussionen om asiatiske værdier tjene som kontekst for vestlig selvbesindelse. Selv om man – som undertegnede – bekender sig til den universelle gyldighed af demokrati og menneskerettigheder, minder diskussionen af asiatiske værdier om, at liberalt demokrati og menneskerettigheder i vores forstand ikke nødvendigvis er idealet alle steder i verden. Ønsker man som Bertel Haarder at fremme disse værdier globalt, er det en god idé at lytte til Østasiens lokale kritiske stemmer først.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her