Kronik

Melankolsk videnskab

Theodor Wiesengrund Adorno, morgendagens 100 års fødselar, mente i sit civilisationskritiske hovedværk ’Oplysnin-gens dialektik’ at det civilisatoriske fremskridt har en omkostning – og det er til at blive melankolsk af
10. september 2003

Kronik
I morgen, den 11. september, ville den tyske filosof Theodor Wiesengrund Adorno være fyldt 100 år. Han blev født 1903 i Frankfurt am Main i Tyskland. Faderen var velhavende jødisk vinhandler, moderen operasangerinde. Der findes et billede af drengen med en hund. Det påfaldende er de melankolske og smukke øjne. Hos drengen som hos hunden. Hvad er de kede af ? Hvad er hunden, hvad er hunde kede af ? De er kede af tæmningen og den afstand til naturen, tæmningen står for. Vildskaben, rovdyret og måske spontaneiteten er væk, for det er netop meningen med tæmning.
I drengens tilfælde er tæmningen ekstrem, dannelsen stor og omfattende. Den omfatter først og fremmest kærlighed til musikken, siden kærligheden til filosofien. Kærligheden til musikken giver udtryk for en bevidsthed om prisen for civilisering, som tæmning hedder, når det er mennesker, der tæmmes.
Selv om forældrene ikke er religiøst praktiserende jøder, har de kærligheden til livets sanselige sider anbragt på en vigtig plads i forholdet til verden og livet. Til vinen, den smukke natur omkring Frankfurt, som floden Main adstadig løber igennem og altså til – musikken. Theodor overtager hele registeret, også den bevidsthed om livets korthed og endelighed, som hører med for jøderne. Der er ikke andre glæder til end dem verden byder på allerede nu i kraft af sin kødelige og sanselige natur.
Da drengen vokser op, bliver det filosofien, som vælges som hovedvej, idet kontakten til musikken dog aldrig skippes helt. Adorno komponerer hele livet klassisk musik i traditionen fra Schönberg og Alban Berg, og som filosof kommer en del af tiden til at gå med musikhistoriske monografier. Om Wagner, om Mahler, om Beethoven og mange andre af de store komponister i den klassiske tradition. Bøgerne om Wagner og Mahler er oversat til dansk og udkommet på forlaget Klim. Populærmusik ser han ned på, og både Stravinskij og jazz lægger han afstand til, fordi de ifølge hans opfattelse lefler for det populære. For schlagerens enkle synkoperinger, som ifølge Adorno matcher den moderne verdens hemmelige takt – profittens og kapitalens – alt for godt.

Som ung filosof læser Adorno Husserl, Søren Kierkegaard og Karl Marx. Kun Marx skriver han ikke direkte om, da han er henvist til at meritere sig i en universitetsverden, som vidt og bredt og i dybden står i gæld til det tyske dannelsesborgerskab. Han skriver doktordisputats om Søren Kierkegaard, bogen Konstruktion af det æstetiske, som er fortræffeligt oversat til dansk af Rolf Reitan. Bogen får lov at ligge urørt i boghandlerne lang tid efter Hitlers magtovertagelse i 1933, da ingen censor formår at læse den. Så vanskelig og indforstået er den.
Han emigrerer efter 1933. Først til England, siden til USA. I 1941 tilknyttes han Institut for socialforskning, som vennen Max Horkheimer, født 1895, bliver direktør for i New York. Efter at instituttet og dets tidsskrift først har været emigreret fra Frankfurt, hvor det i 20’erne grundlagdes ved hjælp af private sponsormidler, hentet hos velhavende jøder, til Paris, og siden altså til New York. Tyske jødisk kulturpersonligheder som Erich Fromm og Herbert Marcuse tilknyttes også instituttet.
Den musisk indstillede, tyske dannelsesborger, som Adorno er blevet nærmest inkarnationen af trods sit kendskab til Karl Marx, får et kulturchok af dimensioner ved konfrontationen med den amerikanske kultur og way of life. Det fører ham som sagt blandt til at se ned på jazz, som han opfatter som ren og skær taktstok for the american way of life. En livsmåde, som i dybden såvel som i bredden er påvirket af kapitalismens grunddrift, jagten på profit.

Kulturchokket berarbejdes med andre ord ved hjælp af dén Karl Marx, man ikke før har kunnet trække ind i akademiernes foredragssale, fordi han mindede borgerne om proletarernes utæmmethed og barbari. Det fører i 1944 til publiceringen af Adornos civilisationskritiske hovedværk, som skrives sammen med vennen Max Horkheimer, Oplysningens dialektik, som foreligger på dansk i en helt igennem respektindgydende oversættelse ved Per Øhrgaard.
I dette værk frugtbargøres Karl Marx’ analyse af kapitalismens lovmæssigheder ind i en avanceret teori om den moderne verden, om moderniteten. Adorno og Horkheimer gør oplysning til den moderne verdens alfa og omega. Som sådan kan dens rødder og problematik spores helt tilbage til Homer og antikken. Her grundlagdes civilisationshistorisk den moderne pengeøkonomi, pengeformen som byttemiddel skabes slet og ret her. Og her grundlægges i konsekvens heraf modernitetens dialektik. Oplysningens dialektik bliver på dén vis tæmningens og civiliseringens dialektik, og Adorno ser som Horkheimer på denne med melankolske øjne.
På den ene side er det uomtvisteligt det civilisatoriske fremskridt, der grundlægges sådan. På den anden side er omkostningerne til at blive melankolsk af. Kun kunsten som form kan ifølge forfatterne til Oplysningens dialektik i musik og sprogkunst fastholde omkostningerne. Adorno og Horkheimers vigtigste indsat som filosoffer består således i bestræbelsen på, at bevidstheden om fremskridtenes omkostninger også kan gøres til genstand til for filosofisk refleksion og kritik.

Det vigtige er herunder, at Marx anvendes som læremester for en kritisk teori om modernitet og ikke som politisk teoretiker, endsige som grundlæggeren af en verdensanskuelse. Oplysningens dialektik er ikke nogen bog om Marx. Det er en bog om den civilisatoriske udvikling fra antikken til i dag, som ikke ville have været mulig uden Karl Marx’ kritiske analyse af kapitalismens lovmæssigheder i Kapitalen. I lyset heraf kan det blive tydeligt, at Marx faktisk kun yderst sporadisk grundlagde nogen verdensanskuelse, som slet
ikke kan og bør tages alvorlig, da den er aldeles bundet til den kulturelle situation i Europa i anden halvdel af det 19. århundrede. Ligesom han heller ikke er talsmand for nogen politisk teori, som Lenin siden skulle hævde det med fatale, historiske konsekvenser.
Karl Marx har analyseret varen og pengene, der som nævnt først vandt udbredelse ved dannelsen af den europæiske kultur i antikken (og i jødedommen). I vareformen og penge er ifølge forfatterne til Oplysningens dialektik en helt afgørende civilisatorisk sprængkraft og dynamik til stede. I kimform hos grækerne og i middelalderen, men med renæssancen og for alvor med kapitalismen detoneres denne civilisationshistoriske sprængkraft med de allerstørste konsekvenser.
Det er tæmningens og driftskontrollens temaer, der skabes således. De formår at skabe det ekstraordinære som fremskridt i videnskaber og teknologi, og som sådan formår de naturligvis at finde tilhængere overalt. Ligesom det må blive til nærmest idioti at benægte fremskridtenes historiske betydning. Det gør forfatterne til bogen heller ikke. Alligevel ser de på resultaterne med melankolske øjne, for der går noget tabt, hævder de. En besindig relation til naturgrundlaget bag tæmning, fremskridt i videnskab og teknologi går tabt.
At have påpeget dette er og bliver Wiesengrund Adornos afgørende bidrag til den moderne tænknings historie. Det er uomtvisteligt, at det er et kulturchok ved konfrontationen med galopperende og usminket, amerikansk kapitalisme, der får tyskerne til at skabe teorien. Men den står og falder ikke med denne baggrund. Den står og falder ikke, når smagsdommene over jazz, populærmusik og Stravinskij må falde.
Den bliver stående på trods heraf. Fordi betænkningen af fremskridtene og deres civilisatoriske dynamik stadig er og bør være afgørende, ligesom vare, penge og markedsøkonomi er det. Civilisationen har måske mere end nogensinde brug for et par melankolske øjne, der kan betænke omkostningerne ved naturbeherskelsen. Omkostningerne ved den slags modernitet, som har valgt at give vare og penge en så fremtrædende stilling som tilfældet er i dag. Globalt.

*Hans Jørgen Thomsen er lektor dr.phil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu