Kronik

Når viden bliver til kunnen

En ensidig fokusering på viden er farlig, fordi den risikerer at indsnævre fokus til kun at være vidensproduktion
23. september 2003

Kronik
Der tales meget om videnssamfundet i disse år. Videnssamfundet er blevet en populær beskrivelse af den udvikling, der sker med Danmark på vejen væk fra industri-samfund. Videnssamfundet er også en politisk vision om, hvordan velstand og velfærd kan bevares og udvikles fremover. Men er det viden, der er den centrale konkurrenceparameter og drivkraft i vækst og udvikling? Den debat har vi taget op i Danmarks Erhvervsråd, hvor vi har valgt at fokusere på processen, hvor viden bliver til kunnen. Personligt så jeg gerne, at vi erstattede begrebet videnssamfund med det måske knap så mundrette kunnensamfund.
Det er klart, at begrebet videnssamfund ikke er uden forankring i den aktuelle virkelighed. Det er formentlig også mere retvisende og langt bredere dækkende end det nu glemte begreb om service-samfundet, der ellers for år tilbage stod forrest i rækken af smart klingende bud på, hvad der kommer efter industri-samfundet. Men spørgsmålet er, om det er dækkende nok, og om det leder vore tanker på en attraktiv kurs, når det gælder fremtidens udvikling? Jeg tror det ikke, og jeg frygter, at en overdreven fokusering på produktion af viden driver debatten ud på et sidespor.
Viden i sig selv er ikke det, der gør, at et erhvervsliv eller et samfund bliver konkurrencedygtigt. Viden skal ud til dem, der skal bruge den – det er det, vi med et ikke særlig poetisk ord kalder vidensspredning. Hertil kommer, at viden skal videreudvikles eller omsættes, før den kan anvendes og dermed bliver til kunnen. Ved at fokusere på kunnen fokuserer vi på, at viden skal bruges.
Mit formål med at fremhæve kunnen er på ingen måde at nedgøre betydningen af viden. Viden er i sig selv en god ting. Uanset, hvor svært håndterlig en viden må være, er det stort set altid at fore-trække at vide noget, frem for ikke at vide noget. Men viden »i sig selv« gør på den anden side ikke nødvendigvis nogen forskel. En arbejdsløs atomfysiker kan være vidende på et niveau, der kvalificerer til Nobelprisen, uden at det ændrer en tøddel ved, at han i samfundsøkonomisk forstand optræder på udgiftssiden. Det samme gør biblioteker og databaser i verdensklasse, hvis der ikke er nogen, der trækker viden ud af dem, som de formår at omsætte til værdiskabende aktiviteter.

Viden og kunnen er selvfølgelig ikke hinandens modsætninger. Det er klart, at kunnen og viden ofte går hånd i hånd: Man skal vide noget for at kunne noget. Det er svært at etablere sig som smed, hvis man ikke har begreb skabt om forarbejdning af metal. Men det burde på den anden side også stå klart, at viden ikke i sig selv er tilstrækkeligt. Viden er kun en del af fundamentet for at udrette noget, der skaber værdi. En vigtig del javel, men ikke det eneste, der betyder noget. Derfor er ensidig fokusering på viden farlig, fordi den risikerer at indsnævre fokus til kun at være vidensproduktion. Det er først, når viden bliver brugt, at den gør en forskel. Det er, når viden bliver til kunnen, at det rykker.
Når jeg på den måde vælger at fokusere på kunnen, er det relevant at forsøge at komme med et bud på, hvad kunnen er. Ved kunnen forstår jeg i denne sammenhæng evnen til i praksis at gøre en forskel på en måde, der er værdifuld eller skaber værdi. Kunnen er en kombination af kompetence, evner, færdigheder og erfaring.
Kunnen er eksempelvis evnen til at skabe og drive en succesrig virksomhed. Kunnen kan være evnen til selvstændigt at løse en ny opgave i sit job. Kunnen er også at drive offentlige institutioner på en måde, der er værdifuld for samfundet. Værdiskabelse behøver ikke at kunne gøres op i kroner og ører, men det er vigtigt, at den person, der besidder kunnen, skaber værdi for sig selv eller andre.
Kunnen drejer sig også om praktiske færdigheder og om en bred vifte af kompetence eller evner til at få noget fra hånden. Kunnen er mere end et højt uddannelsesniveau. Den læge, som alle vil opfatte som dygtig, har måske ikke skrevet en mere blændende disputats end sin mindre velfungerende kollega, men hans måde at arbejde med sit fag på gør, at han og hans patienter får mere ud af hans viden. To veluddannede ingeniører kan rent fagligt eller teknisk være lige dygtige og velfunderede, men det er kun den ene, der kan se muligheden i og har talentet til at få etableret en sprudlende og hurtigt voksende virksomhed.

Vi er ikke i tvivl, når vi oplever kunnen. Man kan ikke få papir på kunnen, men det er let at få øje på i praksis.
Den ganske særlige evne at gøre viden til kunnen er således en helt central konkurrenceparameter for et samfund og et erhvervsliv. Spørgsmålet er derfor, om vi i Danmark er gode til at omforme viden til kunnen, eller hvad skal der til for at gøre kunnen til en særlig dansk styrkeposition.
For at forfølge den idé vil jeg dykke lidt ned i mit eget bagland i håndværket, som jeg håber på også kan spejle centrale forhold i andre brancher. Det gælder i hvert fald for håndværk, at man selvfølgelig kan lære en del ved at læse bøger, men enhver, der har prøvet sig frem som gør-det-selv håndværker, ved, at håndværk ikke er noget, man bare kan læse sig til. Håndværk er noget, man gør. Nogen vil sige, at det kræver tavs viden at være en god håndværker.
Professor Bjørn Nørgaard har meget præcist sagt, at håndværkets idé og styrke er, at hjerne og krop hænger sammen. Han kan pege på en række erhvervsmæssige succeser indenfor arkitektur, møbelkunst og design, hvor succesparameteren ifølge ham netop er, at arkitekt og håndværker mødes – eller som han siger, at ånd og hånd smelter sammen.
Den måde vi har opbygget vores erhvervsuddannelser på – med en vekselvirkning mellem skoleophold og praktik i en virksomhed – er et andet eksempel på denne sammensmeltning. Det er, når forskelligheden mødes, at nye idéer og forslag opstår.
Skal jeg føre dette over på en mere generel diskussion, så bliver viden til kunnen, når den teoretiske viden og den erfaringsbaserede praksis mødes og danner en ny måde at gøre tingene på.
På nogle områder er der således belæg for, at det at omsætte viden til kunnen er en dansk styrkeposition. Det gælder bl.a. for vores tilbud om teknologisk service, hvor internationale sammenligninger viser, at det danske teknologiske servicesystem er langt mere erhvervsorienteret og væsentlig bedre til at nå ud til de mange små og mellemstore virksomheder end tilsvarende tilbud i de lande, vi normalt sammenligner os med.
Jeg har ikke en fiks og færdig model for, hvad der skal til, for at vi kan udbygge og fastholde vores styrkeposition som et land, der er særlig god til at gøre viden til kunnen. Jeg kommer dog gerne med et bud på, hvilke kriterier initiativerne skal leve op til. Initiativerne skal nå bredt ud til de mange virksomheder. De skal tage udgangspunkt i virksomhedernes udfordringer, og de skal styrke deres kompetencer.

Hvilke konkrete initiativer kunne man så forestille sig, at en sådan satsning skulle omfatte? Jeg kan give nogle eksempler. Der er behov for initiativer, der støtter op om virksomhedernes ledelse. Det kan dreje sig om at udvikle og tilbyde værktøjer, der fremmer den professionelle bestyrelse. Selvstændige med mindre virksomheder står meget alene, og der bør derfor også være et tilbud om uvildig, problemafklarende sparring med lederne af mindre virksomheder.
Når det drejer sig om de større faglige udfordringer, er det afgørende, at der er let adgang til teknologisk service på de områder, hvor virksomhederne ikke selv kan opbygge viden in-house. Et målrettet tilbud om efteruddannelse står også højt på listen – og det gælder såvel den selvstændige som medarbejderne i virksomhederne.
Det er også vigtigt, at der er gode rammer for virksomhedssamarbejde. Samarbejdet kan række vidt og f.eks. vedrøre innovation, fælles markedsføring, fælles indkøb eller fælles tilbudsgivning. På samme vis kan benchmarking-værktøjer medvirke til, at kunnen flyttes fra virksomhed til virksomhed.
Det er ikke nødvendigvis en offentlig opgave at folde hele viften ud. Nogle af aktiviteterne foregår og skal forgå i offentligt regi, andre skal organisationerne påtage sig. Det kunne imidlertid være spændende, hvis vi gjorde det til en fælles ambition. At gøre kunnen til en særlig dansk styrkeposition.

*Ane Buch er vicedirektør i Håndværksrådet og medlem af Danmarks Erhvervsråd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu