Læsetid: 3 min.

Patent på friheden

Mens nogle er slået med begejstring over statsministerens evne til at sætte dagsorden og hans dygtige beherskelse af medierne, er jeg nærmest lammet over den tankegang, som ligger bag Anders Fogh Rasmussens sidste stunt
Debat
4. september 2003

KOMMENTAR
Jeg vil til enhver tid indrømme ham retten til at kritisere samarbejdspolitikken under besættelsen, fodnotepolitikken i 80’erne og modstanden mod dansk opslutning til USA’s krig i Irak. Men det er måden, han gør det på, og den direkte sammenkobling af de tre situationer, som jeg finder mildest talt betænkelig.
Ved at gøre det hele til et simpelt valg mellem diktatur og frihed udviser han ikke blot en forbløffende sans for demagogi, men også en despekt for de mennesker, der dengang som nu tillader sig at have en anden holdning til tingene, end han selv. De sværtes som personer, der af ren og skær opportunisme ikke tør kæmpe mod de onde magter i denne verden.
Jeg har selv haft svært ved at forstå samarbejdspolitikerne. Ikke mindst, da jeg som ung havde Information med Børge Outze og Erik Seidenfaden som mine åndelige vejledere og ufejlbarlige guruer.
Men i stigende grad er det gået op for mig, hvor vanskelig situationen dengang var, og hvor total gratis min egen i bakspejlet valgte frihedskæmperrolle var. Det er vild demagogi at sammenligne de danske politikeres valg med den situation, som deres kolleger i verdensmagterne USA og England stod i. Og det er jo det, som statsministeren gør, når han som sit endelige argument anfører, at nazismen havde sejret, hvis de andre regeringer havde handlet som den danske.
Jeg støttede fodnotepolitikken. Ikke fordi jeg ikke værdsatte den vestlige frihed. Men fordi jeg var imod den amerikanske oprustning under Ronald Reagan. Måske tog jeg fejl. Måske var min analyse helt hen i vejret. Men det handlede ikke om, at jeg af bekvemmelighed ville behage et diktatur, men om friheden til af ærligt hjerte at udtrykke en anden mening blandt venner.
Da den etniske udrensning blev en forfærdelig realitet i Bosnien og Kosovo, støttede jeg fra første færd den militære indsats. Men det betød da ikke, at jeg anså modstanderne af interventionen for mennesker, som ikke turde kende forskel på frihed og diktatur.
I spørgsmålet om Irak mente jeg, at man skulle give våbeninspektørerne den tid, de bad om, og vente på en FN-ledet aktion.
Ikke mindst, fordi det var meget svært at få en klar begrundelse fra den amerikanske regering for interventionen.
Man forstår nu på statsministeren, at hans afgørende motiv var en kamp mod diktaturet, fordi verden ville være bedre uden Saddam Hussein. Det havde været mere hæderligt – og mere demokratisk – om han klart på forhånd havde sagt dette til Folketinget i stedet for nu efterfølgende at dyrke en kreativ historieskrivning, som stiller spørgsmålstegn ved politiske modstanderes vilje til at kæmpe for friheden. Uden det mindste forsøg på at give en ordentlig fremstilling af deres bevæggrunde.
Alt tegnes i sort og hvidt.

Nye korstog
Der er desværre andre diktatorer end Saddam Hussein, og man må spørge, om det korstog – med tilbagevirkende kraft – som statsministeren har startet mod undertrykkende regimer, snart vil give sig nye konkrete udtryk. Nordkorea? Iran? Syrien? Saudi-Arabien?
Ja, måske. Hvis USA vil det. Fordi jeg har en mistanke om, at statsministerens doktrin om at Danmark ikke skal føre en ’tilpasningspolitik’, som regel vil være tilpasset den politik, der udgår fra Washington. Netop derfor burde statsministeren vise lidt mere ydmyghed og større forståelse for nuancerne. Og ikke i den grad tage patent på sin egen fortolkning af friheden, og hvordan den bedst forsvares. Fogh Rasmussens måde at argumentere på udstråler en absolutisme, der i virkeligheden er et kvælergreb på den fri tanke. Er du ikke med os – all the way – er du imod os.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her