Den 5. september faldt en stor politiske bombe ned blandt den uforberedte offentlighed i Hong Kong. Byen havde lige overstået sin værste tyfon siden 1979, og mens gaderne blev renset for væltede træer, nedfaldne skilte og alskens form for affald, rensede landets leder, Tung Chee-hwa, ud i sit politiske arbejdsprogram.
Uden forhåndsantydninger af nogen art holdt Tung en pressekonference og meddelte, at den kontroversielle sag omkring udfyldningen af forfatningens § 23 om national sikkerhed var taget af bordet.
Arbejdet ville begynde helt forfra. Og der var ikke noget hastværk, for der var slet ikke nogen ny tidsplan. Der ville blive god tid til konsultationer af den ene og den anden slags, og der var faktisk ikke en gang et kommissorium for et kommende udvalg.
Tabula rasa! Regeringens oprindelige standpunkt i denne sag om statssikkerhed, organisationsfrihed og forskellige former for politisk frihed var, at det havde den lovgivende forsamling bare at vedtage uden ændringer og til tiden.
De store folkelige demonstrationer den 1. juli i år med over 500.000 deltagere har hermed vundet en foreløbig sejr så total, at det kan blive svært at få øje på fjenden i den nærmeste fremtid. Det er kommet så vidt, at selv de
hongkongske tv-aviser bruger betegnelsen people po-wer om demonstrationerne i begyndelsen af juli.
Det er ellers en betegnelse på disse kanter, der er reserveret for begivenheder, hvor hær, folk og en korrupt ledelse støder sammen.
På Filippinerne har man endda givet den slags ting numre, så PP1 var, da Ferdinand Marcos i 1986 blev styrtet, mens PP2 var, da Jo-
seph Estrada faldt fra magtens tinde.
Tung har dog pakket sin kovending ind i en af sine klassiske undvigelsesmanøvrer han tager forslaget af bordet, så vi kan komme videre med det vigtige: genopretningen af landets økonomi.
Hvilket faktisk er helt i orden for de fleste alle ser gerne en bedre økonomi, højere beskæftigelse og mere stabile og gerne stigende huspriser.
Folket er dog løbet fra landets ledelse i for-ståelsen af hvad der er regeringens opgave. Tung tror og har altid troet at hvis man bare kan lave en god økonomisk politik, er indbyggerne villige til at glemme alt om frihedsrettigheder, lige og almindelig valgret og en mere demokratisk styreform.
Uafbrudt siden 1997 har han spillet denne melodi, om disse skulle være gensidigt udelukkende alternativer. Men på dette punkt har folket ændret opfattelse. De fleste mener godt, at regeringen kan overkomme både at skaffe landet en god økonomisk politik og en demokratisk forfatningspolitik. Lidt på samme måde som man mener, at regeringen godt kan overkomme at sørge for både
fiskeriinspektion og paskontrol ved grænserne.
Men sagen omkring § 23 skal naturligvis løses. Der står jo i forfatningen, at denne paragraf skal udfyldes. Så det skal den. Ved lejlighed. Efter grundige konsultationer, langvarigt udvalgsarbejde, flere runder i den lovgivende forsamling og meget andet godt.
Måske lidt som der i den danske Grundlov står, at »folkekirkens forforfatning ordnes ved lov«. Den formulering har været brugt i samtlige grundlove siden 1849 (oprindelig §80, nu §66), og der er mig bekendt endnu ikke en kirkeminister, der har haft en søvnløs nat over, at det ikke er sket endnu.
Så det danske folk venter stadig. Og der er mange i Hong Kong, der med glæde vil vente lige så længe på udfyldningen af § 23. Der skal jo også være noget for vores tipoldebørn at pusle med.
Tungs tale er begyndelsen på en kommende forfatningskamp. Det er noget så enestående som en åben indrømmelse af folkets magt. Det ligner begyndelsen på en klassisk magtkamp mellem en aristokratisk regering og et folkeligt forankret parlament, som vi har prøvet det i Danmark med Konseilspræsident J.B.S. Estrup i rollen som manden, der klamrede sig til magten.
Mens oppositionens finder et sted at stå, er det oplagt, at det politiske pres mod Tung er øget. Næste krav er, at landets lederpost bør besættes ved valg med lige
valgret for alle voksne i Hong Kong.
For begivenhederne har også lige mindet borgerne i Hong Kong om, at nok kan man komme af med en leders politik, men en ikke-folkevalgt leder kan blive siddende efter selv det mest smertelige politiske nederlag.
Et nyt valgsystem er dog noget, der ultimativt skal godkendes i Beijing. De kommende uger og måneder vil give et svar på, hvad Beijing mener om den slags.
Denne gang måtte man acceptere, at lokalregeringen i Hong Kong trak forslaget tilbage, og at en gigantisk fredelig demonstration med ét ændrede hele det politiske billede.
En lille detalje ved den store demonstration den 1. juli, som også Far Eastern Economic Review bed sig fast i, er interessant: Under demonstrationen blev der taget masser af familiebilleder med flere generationer, f.eks. med en far i midten med et skilt med Nej til § 23 eller Ned med Tung. Den slags billeder tages kun ved begivenheder, hvor man fejrer en ting, der allerede er afgjort, som f.eks. ved et bryllup.
Og den 1. juli var en dag, hvor masser af familier var ude at demonstrere for første gang i deres liv. Og de vandt. Det bliver til et historisk betydningsfuldt billede i familiealbummet: »Se, vi var med, da gamle onkel Tung måtte bøje sig for os«.
*Henning Høeg Hansen er forfatter og bosat i Hong Kong
