Kronik

Pensionsopsparing - den glemte skat

Der er to aspekter, som bør klarlægges i forbindelse med pensionsopsparingen. Dels om omkostningerne kan stå mål med fordelene ved opsparingen og dels det fordelingspolitiske aspekt
Debat
13. september 2003

Kronik
Da Anker Jørgensen i 1982 overlod regeringsmagten til Poul Schlüter, havde han sikret eftertiden en økonomisk efterbyrd, der stadig figurerer negativt på statens budget. De offentlige finanser led under et stort og stigende udgiftspres skabt af hans og foregående regeringer, og udgifterne stod ikke i forhold til statens indtægter. Op gennem 70’erne havde befolkningen lært fordelene ved at lånefinansiere forbrug, og rentefradragsretten skabte et betragteligt dræn i de offentlige indtægter. Det blev med kontante midler, Schlüter-regeringen valgte at genskabe en sund offentlig økonomi. Et af tiltagene var kartoffelkuren, der indebar en betragtelig reduktion i rentefradragsretten. Hermed sikrede staten sig en betydelig højere indtægt.
I dag er det offentliges økonomi anderledes sund. Der er overskud på både betalingsbalancen og det offentliges budget, og balancen mellem de nuværende indtægter og udgifter holdes.
Men et væsentligt lighedspunkt er der med situationen før kartoffelkuren, fordi staten også i dag fraskriver sig en anseelig indtægtskilde. Hvor staten før medfinansierede folks forbrug gennem rentefradragsretten, så medfinansierer staten nu folks pensionsopsparing gennem en udskydelse af indkomstskatten ved indbetaling til pensionsopsparing. Kunne man tidligere trække renterne fra i skatten, kan man i dag trække pensionsindbetalingerne fra i skatten. Derved udskydes indtægtsbeskatningen til pensionen udbetales, og staten mister et bidrag til finansiering af de løbende udgifter. Og da mange benytter ordningen bliver beløbet efterhånden betragteligt.
Ordningen har sin grund i det aldeles fornuftige ræsonnement, at en opsparing sikrer fremtidig handlefrihed både for den enkelte og for staten. En kollektiv lære man har høstet af den keynsianskinspirerede økonomiske politik, som socialdemokratiet tidligere abonnerede på.
Hvor staten tidligere blev opfattet som en uudtømmelig fælleskasse til brug for enhver fordring velfærdssamfundet måtte afstedkomme, er den gældende økonomisk-politisk tankegang i dag, at fremtidige handlemuligheder prioriteres langt højere, også på bekostning af nuværende behov. En politik, hvor der spares på de øjeblikkelige ressourcer for at tilgodese morgendagens udgifter.

Der er imidlertid to aspekter, som bør klarlægges i forbindelse med pensionsopsparingen. Dels om omkostningerne ved denne opsparing kan stå mål med fordelene ved opsparingen, og dels om der er et samfundsmæssigt fordelingsaspekt i denne opsparingsmekanisme.
Mht. omkostningerne lader det sig skønsmæssigt afklare, hvad denne ordning koster staten. Den samlede pensionsformue ligger på nuværende tidspunkt over 1.500 mia. kr. og årligt indbetales der over 50 mia. kr. til pensionsformuen. Da disse midler er drejet af lige før indgangen til Told&Skat, er mellem 500-800 mia kr af formuen udskudt skat. Midlerne er derfor at betragte som lån til pensionsopsparerne fra staten. Det naturlige spørgsmål bør her være, hvad kunne staten ellers have fået for de penge, man nu låner ud til pensionsopsparerne?
Et forslag kunne være at tilbagebetale den offentlige gæld, som i dag udgør omkring de 500 mia. kr. Denne gæld tynger alene i renteudgifter statens budgetter med ca. 40 mia. kr. årligt. Da de to ordninger, altså hhv. pensionsopsparing og den statslige låneoptagning, kan sidestilles i økonomisk omfang, kan man fremføre, at staten påtager sig en rentebyrde på ca. 40 mia. kr. årligt med det formål at sikre sig, at folk sparer op.

Påvirkes folks opsparingslyst så gennem tilskuddet? De økonomiske vismænd skrev i Politiken i Juli 2001 hertil: »Det er usikkert, om den nuværende lave pensionsafkast-skat faktisk påvirker den samlede nationale opsparing positivt eller negativt. En del af pensionsopsparingen erstatter blot anden opsparing, som ellers ville være blevet foretaget. Herudover er der et offentligt provenutab ved subsidieringen, som ellers kunne have været anvendt til offentlig opsparing eller til at sænke andre forvridende skatter.« Man kan med andre ord ikke entydigt konkludere, at den statslige tilskudsordning påvirker opsparingen positivt. Og prisen for ordningen kan f.eks. sammenlignes med statens indtægter fra topskat og mellemskat, der i 2001 udgjorde ca. 20 mia. kr. i alt. Indtægter der er nødvendige til finansiering af statens udgifter, så længe man vil medfinansiere pensionsopsparingen.
Det andet aspekt som er relevant i denne sammenhæng, er spørgsmålet omkring det fordelingspolitiske. For ordningen indebærer ikke kun en tidsforskydning af et givet forbrug, men også en forskydning mellem de samfundsgrupper som henholdsvis finansierer og profiterer på ordningen. Og det sker på to måder.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd godtgjorde i 2001, at medens den ringeste stillede femtedel af befolkningen det år indbetalte ca. fem mia. kr. til pensionsordningen, så indbetalte den bedste stillede femtedel otte gange så meget, ca. 40 mia.kr., i løbet af det samme år. Med en tilskudsordning, der subsidierer efter opsparingens størrelse, betyder dette, at den bedst stillede femtedel af befolkningen modtager otte gange så meget i statslige subsidier som den ringest stillede femtedel. Herudover kommer den betragtelige fordel, der ligger i at fradraget for indbetalinger for den bedst stillede femtedel ligger i topskatten.
Da udbyttet af ordningen er proportionalt med størrelsen af ens pensionsformue, vil det endvidere være sådan, at nytilkomne på arbejdsmarkedet ikke har den store fordel af ordningen. De har simpelthen ikke nået at etablere en opsparing endnu. Folk, der derimod har udskudt indkomstskatten igennem en årrække, og nu forlader arbejdsmarkedet med en habil opsparing, drager størst fordel af ordningen. Der er altså derudover tale om en klar omfordeling mellem yngre arbejdstagere og ældre medborgere.

Det er så den nuværende politiske prioritering, men for så vidt angår omfordelingen mellem yngre og ældre medborgere er der grund til at gøre opmærksom på en væsentlig detalje. Mange pensionister føler sig berettiget til at modtage betragtelige samfundsmæssige tilskud, da de har bidraget til samfundets husholdning via skatten gennem mange år. For den yngre generation bør det derimod stå tindrende klart, at skatteindbetalinger og opsparing er to helt og aldeles forskellige ting. Skatten bidrager til at finansiere samfundets husholdning i det år skatten betales. Når året er gået, så står der ikke noget på kontoen til senere brug. Midlerne er brugt til sygehuse, undervisning og pensioner, og ikke hensat på en konto. Siden indførelsen af folkepensionen i 50’erne har der været en uudtalt forventning om, at man via skatten har indgået en social kontrakt, der forpligtiger kommende generationer til at finansiere ens egen folkepension, når den tid kommer. Men det er og bliver en social konstruktion. Der er absolut ingen garanti for, at man får en offentlig finansieret pension når ens egen pension står for døren. Det er en del af den såkaldte danske velfærdsmodel, som adskiller sig markant fra de øvrige europæiske modeller. Og de yngre generationer bør alvorligt overveje, hvorvidt den skandinaviske velfærdsmodel er holdbar i et mere og mere integreret Europa.
Med andre ord, så bør den yngre del af befolkningen, der i dag skattefinansierer både folkepension og pensionsopsparing, gøre sig
helt klart, at når skatten for 2003 snart er betalt, så står man ikke antydningsvis bedre i sin egen pensionsforberedelse end ved indgangen til 2003. For hvert år der går, bruges flere ressourcer på de ældres pensioner, men skatteindbetalingen hverken forbedrer eller forbereder ens egen pensionisttilværelse.

Der er derfor god grund til at forholde sig kritisk til den nuværende pensionsordningens virkning: Dels er ordningen uhyre bekostelig for samfundet som helhed. Man ville ved en øjeblikkelig indkomstbeskatning af pensionsmidlerne kunne afhænde den samlede offentlige gæld på én gang. En gæld der tynger samfundet med en rentebyrde på ca. 40 mia. kr. årligt. Derudover er der tale om en klar og massiv omfordeling af midler fra de økonomisk dårligst stillede medborgere til de bedst stillede medborgere.

*Jan Rønberg er civilingeniør og medlem af det Radikale Venstre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her