Kronik

Skabelsesmyten er en sand løgnehistorie

Skabelsesmyternes tydning forholder sig til det helt elementære: At det ikke er en selvfølge, at vi er til
29. september 2003

Kronik
Skabelsesberetningerne i Det Gamle Testamente fremstiller Gud som den, der har skabt verden i løbet af seks dage. Kan man som moderne menneske virkelig med ærligheden og den intellektuelle redelighed i behold tro på det? Kan man tro på Gud som skaber? Ja, det kan man. Og det kan man uden derved at skulle ud i at overtage en håbløs og helt utroværdig antagelse af verdens tilblivelse over seks dage.
Det kræver imidlertid at trosbegrebet ikke bliver amputeret til en tro på, at det nok gik for sig, som der står i skabelsesberetningerne, for troen på Gud som skaber er meget andet end en antagelse om verdens tilblivelse. Skabelsestroen er en tolkning af livets enkelte øjeblik her og nu som et underfuldt mirakel, der er taknemmelighed værd. Som når man oplever kærlighed komme bag på en som skabt af en magt. Det er som udtryk for en sådan forståelse at skabelsesberetningerne kan have afgørende betydning. Og selv om man ikke tror på, at Adam og Eva nogensinde har eksisteret, kan man godt opfatte beretningerne om dem som afgørende sande, nemlig som udtryk for en tilværelsestydning.
Det afhænger af hvordan man forstår skabelsesberetningerne: på linje med historiske beretninger om, hvad der skete engang i fortiden, eller på linje med skønlitterær fiktion som myter om almenmenneskelige livsvilkår.

At skabelsesberetningerne religionshistorisk set er myter, kan der ikke være tvivl om. De har mytens genretræk ved at tale om noget som mennesker normalt ingen indsigt kan have i; det gør skabelsesberetninger jo ved at omtale verden før der overhovedet var mennesker.
Der er imidlertid to afgørende forskellige måder at forstå myter på.
Nogle opfatter myter helt bogstaveligt som beretninger om faktisk forekomne begivenheder. Der er så principielt ikke forskel på myter og historiske beretninger om fortiden. Begge typer beretninger handler om, hvad der skete engang. Når en myte opfattes som sand, betyder det at dens billede af fortiden opfattes som korrekt. Myten om Adam og Eva opfattes så som sand i den forstand, at det virkelig er sket, at Adam og Eva engang på skæbnesvanger vis spiste af frugten i Edens have. Og skulle man kunne vise, at de omtalte begivenheder ikke har kunnet finde sted, må man tage konsekvensen og opfatte myten som falsk.
Heroverfor står en anden måde at opfatte myten på, som er den, jeg deler. Myten opfattes billedligt og handler altså ikke om bestemte begivenheder der engang har fundet sted. Adam og Eva har ifølge denne opfattelse aldrig eksisteret, men de er fiktive personer, der er billeder på enhver mand og enhver kvinde. Forstået sådan er myten sand hvis den udtrykker en sand indsigt i tilværelsen til alle tider, for eksempel indsigten i at mennesket hele tiden har viljen til oprør i sig og ikke vil affinde sig med grænser sat af nogen anden instans. Og skulle nogen komme og godtgøre, at Adam og Eva aldrig har levet, er det helt uden betydning. For ifølge denne opfattelse handler myten jo slet ikke om faktisk indtrufne begivenheder. Denne opfattelse svarer nøje til den måde, vi opfatter for eksempel eventyret på.

Spørgsmålet om skabelsesmyternes troværdighed afhænger altså helt af, hvordan man forstår dem. Det kan illustreres med diskussionen om, hvorvidt Darwins evolutionslære er forenelig med de bibelske skabelsesmyter eller ej. Når nogle troende kristne nu afviser evolutionslæren som usand, skyldes det, at de opfatter skabelsesmyterne bogstaveligt og altså opfatter dem nærmest som kilde til, hvad der foregik ved skabelsen. Sådan så Darwins rejsefælle fra jordomsejlingen med Beagle, kaptajn Fitzroy, på det, da han på et møde i Oxford i 1860 løftede Bibelen over sit hoved og opfordrede tilhørerne til »med afsky (at) afvise dette forsøg på at sætte menneskelige antagelser og menneskeværk i stedet for den klare åbenbaring, som Den Almægtige Skaber selv har givet os i sin bog om de store begivenheder, der fandt sted, da det behagede ham at skabe verden og alt hvad den rummede«.
På tilsvarende vis opfatter nogle tilhængere af evolutionslæren myterne som usande netop fordi de strider mod evolutionslæren. Men det viser jo, at også de opfatter myterne nærmest som historiske beretninger.
Opfatter man derimod myterne billedligt, er sagen en ganske anden. For så drejer det sig om sandheden af myternes tydning af tilværelsen nu og her.
. At der lige så godt intet kunne have været. Og at der er grund til taknemlighed for, at der er liv. Myterne fjerner trivialiseringens matte lag hen over verden. Der kunne have været »tomhed og øde, der var mørke over urdybet«, som det hedder i den ene skabelsesberetning. Her er vand forbundet med kaos og død, fordi denne myte stammer fra en flodkultur som den babyloniske, der kender risikoen for oversvømmelser og derfor har tæmning af vand som sit billede på det gode liv. Der kunne have været goldhed og ørken, som det hedder i den anden skabelsesberetning, hvor der før skabelsen »endnu ingen buske (var) på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden«. Her er vand det frugtbare, fordi denne myte stammer fra en ørkenkultur, og derfor har oasen som sit billede på det gode liv. »Gud så, at det var godt«, hedder det som omkvæd efter hver skabelsesdag, og dermed udtrykkes en lovprisning af tilværelsen i al dens uselvfølgelighed og skønhed. Ikke tilværelsen som den var ’dengang’, men som den er nu.
Og når myten fortæller, at »Gud sagde: ’Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os’...som mand og kvinde skabte han dem«, så skal det ikke forstås som udsagn om, hvad der engang er sket, men som udsagn om mennesket som sådant til alle tider. Myten tyder erfaringer af, at noget ’højere’ er en mulighed for mennesket, for eksempel i form af muligheden for at vise kærlighed, godhed, hensynsfuldhed og oprigtighed. Men hvorfor tyde disse fænomener som netop guddommelige: »i Guds billede« som det hedder i den første, et resultat af at »Gud ...blæste livsånde« i mennesket, som det hedder i den anden? Jo, fordi erfaringerne af disse fænomener er kendetegnet ved, at de kommer ’bag på’ en. Det er ikke én selv, der fremkalder dem. De har karakter af gave. Kærligheden for eksempel kan jo bedst beskrives som en ’magt’, der blæser smålighed og egoisme væk. Livet er skabt og en gave i den forstand, at for eksempel kærligheden er en magt, vi ikke selv er herre over.
Det er K.E. Løgstrup, der med sin skabelsesteologi tydeligst har udtrykt denne tanke om skabelse som noget højst nutidigt. Han stillede spørgsmålet om, hvordan det egentlig kan være, at det går så godt mellem os, når man tænker på, hvor tilbøjelige vi er til at smadre livet for hinanden. Her var hans synspunkt, at det er de suveræne livsytringer – kærlighed, oprigtighed, hensynsfuldhed mv. – der gør, at livet lykkes for os. Og hans pointe var nu, at magten i disse livsytringer ikke kommer fra os, men netop kommer bag på os. Den magt, der for eksempel er i kærligheden, er Guds magt. »Og alt var godt,« hedder det i myten, og det er jo træffende ord om de suveræne livsytringer. Og ord der er til at tro, hvis man ellers lader sig overbevise af den tydning af tilværelsen, ordene rummer.

Thorkild Grosbøll kunne ikke tro »på Gud som en forklaring på det hele«, og han mente, at »der er ingen, der i deres almindelige liv opererer med et gudsopretholdt univers« (Weekendavisen 23.-27. maj 2003). Hans argument for ikke at tro var tilsyneladende troens uforenelighed med videnskaben. Det viser, at han tænkte på skabelsesberetningerne, som var de historiske beretninger. Og derfor kunne han – naturligvis – ikke tilslutte sig dem i tro. Men det var et stærkt amputeret trosbegreb, han dermed forholdt sig til. Det samme gjaldt, når han – naturligvis – ikke kunne tilslutte sig en bogstavelig udlægning af det bibelske gudsbillede.
Det er bare heller ikke nødvendigt for at bevare gudstroen, hvad man ellers skulle tro ud af sommerens debat, der stillede et alternativ op: enten tror man på Gud og må overtage Bibelens verdensbillede, eller også tror man ikke. Men det alternativ er falsk. For det er muligt at tolke gudsforestillingerne billedligt: at se bag om forestillingerne om Gud uden at se væk fra Gud, altså afmytologisere Gud uden at Gud selv ryger ud med badevandet. Men det fik man ikke indtryk af i denne sommer.

*Preben Brock Jacobsen er lektor ved Viborg Amtsgymnasium og HF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu