Kronik

Skat uden kultur – kultur uden kunst

Drillenissefilosofi hos politikere og skatte-væsen har med paranoide, præventive, generaliserende og absurde skatteregler gjort den danske kunstnerstand retsløs
Debat
1. september 2003

Kronikken
Forestil Dem en bodega med et portrætfoto af H.C. Andersen på væggen, eller at fotografier af I. P. Jacobsen, Pontoppidan og Johannes V. Jensen udsmykkede den lokale grill i Ørbæk.
Nej vel, det er ikke lige den danske virkelighed. Men enhver irsk pub har portrætter af Samuel Beckett, James Joyce osv. Hvorfor denne kulturelle forskel mellem Irland og Danmark, der begge er omgivet af vand, driver landbrug, lever af højteknologiske produkter og har samme befolkningsmængde.
Irerne elsker deres kunstnere, det gør danskerne slet ikke, i hvert fald ikke så det har et nutidigt politisk udtryk. Flertallet i Irland har vedtaget at kunstnere, der bidrager med værdier for det almene, kan blive fri for at betale skat. Kunstnernes arbejde bliver bedømt i en komité bestående af skattefolk og kunstnere.
I Irland erkender man kunstens centrale betydning for kulturen, i Danmark støtter man kultur uden kunst. I Danmark forfølges kunstnerne med særbeskatninger og skatteregler, der er så absurde, at de kun overgås af molbohistorier.
I hele den store lovsamling, som skatteloven udgør, er ordet ’kunst’ nævnt ganske få steder. Ifølge skattelovene findes kunsten nærmest ikke.
Ordet ’atelier’ findes heller ikke i skatteloven, selv om det er det sted, hvor billedkunstnere arbejder, nej billedkunstnere eksisterer ikke, men er blot en der arbejder hjemme ligesom en skolelærer, der retter elevernes hjemmeopgaver. Skatteloven bruger konsekvent udtrykket ’et arbejdsværelse’.
Men enhver billedkunstner – eller enhver, der har besøgt en billedkunstner – ved, at kunstneres hele liv er fyldt med det, de laver. Således også hans eller hendes hjem. Ikke desto mindre findes følgende sætning i skatteloven: »Hvis et arbejdsværelse også kan anvendes til andet end formålet, så kan det ikke fratrækkes!«
Men ligesom et hvilket som helst rum kan anvendes til hvad som helst, så kan man jo også anvende en sav, spartel, skruetrækker etc. til at åbne øl med. Er det et land, der ser sig som et foregangsland for retssikkerhed, der har sådanne skatteregler? Ja. Skattelovene om fradrag for rejseudgifter er af samme skuffe og for kunstnerne ekstremt diskriminerende. Igen eksisterer kunst eller kunstnere ikke, men er blot en, der rejser ligesom en forretningsmand eller en montør, og igen har vi en generaliserende formulering, der gør skatteligningen vilkårlig, så skattemyndighederne kan skønne hvad som helst, og igen en lov, der lægger bevisbyrden hos borgeren.
Præventive skattelove, hvis formål er at forhindre snyd, placerer som regel bevisbyrden hos borgeren. Hvis ikke der fandtes et ankenævn, levede danske kunstnere ikke i en retsstat.
Skattesystemet er blevet uretfærdigt, fordi en lønmodtager ikke kan fratrække alle udgifter, han har til at være arbejdsdygtig og dermed modtage løn, altså udgifter til opretholdelse af livet. Hvorimod alle omkostninger til en robot, en maskine, et produktions-system fratrækkes.
Hvad indebærer et økonomisk system, der brandbeskatter menneskes arbejde, hvorimod alle omkostninger til ny teknologi, der hele tiden overtager nye arbejdsopgaver, bliver fratrukket. Et sådan system vil uundgåeligt før eller senere føre til et robotsamfund uden mennesker.
Men hele den nye elektroniske teknik er akkumuleret fra menneskets historiske stræben efter viden og fremskridt. Derfor er viden en fælles ejendom. Computerchips, der udnytter den viden, udnytter en fælles ejendom. Derfor vil en moderne økonomi, der ikke på en eller anden måde beskatter chips, blive en del af robotsamfundet en del af civilisationen uden mennesker.
Da mennesker, virksomheder, lande, handelsblokke konkurrerer med hinanden, vil skat på anvendt viden i stedet for skat på arbejde isoleret set føre til stagnation, idet den teknologiske konkurrence-evne forringes.
I stedet kunne skattepolitikken liberaliseres, så det ikke kun er virksomheder, som kan udbetale fradragsberettiget løn.
Hvorfor kan alle ikke det, det er da en dyb uretfærdighed i dag. Alle skal kunne få et arbejde udført og fratrække omkostningerne. Idet den, som giver et arbejde til en anden, gør det for selv at kunne arbejde med noget andet, som giver en løn.
Problemerne med den meget ringe forskel imellem lønarbejde og overførselsindkomster ville være løst, samtidig med at arbejdsløsheden og sort arbejde ville være afskaffet. Og vi ville ikke have en økonomi, der tvinger alle til at arbejde uden for familien, så børn, hygiejne og forplejning negligeres i et omfang, så allergier, fejlernæring og skilsmisser eksploderer.
En kunstmaler kan jo ikke ansætte en anden til at udvikle en ny måde at male på og dermed fratrække udviklingsomkostningerne. Han må ansætte sig selv til det, uden fradrag.
Hvad ville industrien sige, hvis dens udviklingsomkostninger pludselig ikke var fradragsberettiget? Jeg bruger mine mange udlandsrejser til at skabe skitser og finde nye motiver, der også indbefatter nye måder at male på. Og dermed har det været muligt for mig indirekte at fradrage omkostningerne til udvikling. Jeg har ikke været tvunget til at male det samme billede igen og igen.
Når skattelovene ligestiller kreativt arbejde med reproducerende arbejde, diskriminerer man kunstnerne.
Indtil sidste år havde virksomheder, som købte kunst, ingen fradrag, fordi direktørerne nok tog værkerne hjem i privaten. Men de har altid kunne fratrække møbler, tæpper, planter, kaffemaskiner etc., der jo lige så nemt kan flyttes.
Så selvfølgelig var den skattelov dybt diskriminerende over for kunstnerne og en variant af den danske stats had eller modvilje imod kunsten.
Det var derfor et stor fremskridt for billedkunsten, da loven endelig blev lavet om, men nissen flyttede med. Den lille paranoide og misundelige fyr, som synes, at alle skal være nisser og nøjes med den grød, der bliver stilet frem og acceptere, at den eneste fornøjelse i livet er at drille og gøre livet surt for andre.
I stedet for forbedringer af billedkunstnernes vilkår og rettigheder i forhold til statens beskatning og brug af kunst, har vi fået Loven om billedkunst, hvis hovedformål er at yde støtte til billedkunstnerisk produktion.
Det mest fantasifulde i den lov er, at produktionsstøtten skal tilbagebetales. I lovens stk. 2 står:
»Tilskuddene skal være med til at dække de omkostninger, der medgår til værkernes udfærdigelse, herunder honorering af kunstneren. Ved kunstnerens salg af værker, til hvilke der er ydet tilskud af Billedkunstrådet, tilbagebetales produktionsstøtten helt eller delvis, alt efter om salgsprisen dækker omkostningerne ved frembringelsen.«
Kunstneren er helt uden for flere af samfundets velfærdsgoder som efterløn og ATP, og de skal betale til en arbejdsløshedsforsikring, som ikke dækker dem.
Nu vil loven om Loven om billedkunst yderligere isolere kunst og kunstner og overflødiggøre deres publikum. For hvorfor skulle kunstnerne involvere deres værker i den virkelige verdens økonomi, når det i bedste tilfælde fører til, at de skal tilbagebetale støtten? Originale værker, unika, akkumulerer ikke overskud lige som film og andre massemedier, og hvem i al verden kan kontrollere, om et værk er solgt? Kunstnerrådets sekretariat har tre ansatte og en deltids student.
I år 2002 blev 140 produktioner støttet. Om fire år skal man måske følge 560 værkers økonomiske skæbne. Med tiden vil der være flere kunstkontrollanter end kunstnere.

Billedkunstrådet skal kvalitetsvurdere værker, der kun findes beskrevet på A4-ark i en ansøgning. Hvis man kender lidt til de sidste 40 års kunsthistorie, vil man indse, at ingen af de værker, som i dag anses for væ-sentlige, var skabt, hvis forudsætningen havde været en ansøgning og godkendelse af et kunstnerråd.
Lad mig for sjovt opfinde nogle tænkte ansøgninger:
Lucio Fontana: »Jeg ansøger hermed om produktionsstøtte til indkøb af hørlærreder, som jeg vil skære nogle flænger i med en skarp kniv.«
Asger Jorn: »Jeg vil gerne male noget oven på gamle malerier med skovsøer og kronhjorte.«
Bjørn Nørgaard: »Jeg ansøger om støtte til indkøb af en gammel hest, som jeg slagter på en mark i Nordsjælland og parterer og lægger i sylteglas.«
Claes Oldenburg: »Støtte til indkøb af bomuldslærred og honorar til min kone, som skal sy en skulptur, der forestiller en skrivemaskine.«
Robert Rauschenberg: »Ansøgning om penge til køb af en udstoppet ged og et bildæk.«
Andy Warhol: »Ansøgning om produktionsstøtte og honorar til en medhjælper, som skal silke-trykke dollarsedler, en dåsesuppe, trafikulykker, den elektriske stol og skygger.«
Piero Manzoni: »Økonomisk støtte til at fabrikere konservesdåser med min afføring.«
Yves Klein: »Ansøgning om 100.000 kr. til køb af 24 karat bladguld, som vil blive kastet i Seinen og 10.000 kr. til køb af svampe, som skal dyppes i ultramarinblå maling.«

Billedkunstnere udtrykker noget uudsigeligt, som kan ses og det er nonsens at formulere det i en ansøgning, inden det er skabt. Det, som kan formuleres og produceres er kultur uden kunst.
Hvorfor køber staten ikke bare billedkunsten? Den kunne installeres i landets skatteforvaltninger, osv. Hvis man fjerner al støtte til kunst og gjorde kunstnerne skattefrie som i Irland, ville det formodentlig gå lige op.
De billedkunstnere, der lader sig vælge til at vælge for andre i censurkomiteer, billedkunstnerråd osv., bliver helt forkert kaldt ’kunstpolitikere’.
Politik handler om bedre vilkår for alle, hvorimod »kunstpolitikere« virker for bedre vilkår for de få udvalgte, som de selvfølgelig selv er iblandt.
Kunstlobbyist er en bedre betegnelse. For hvis politikken i almindelighed var som »kunstpolitikken«, så skulle kun kønne børn have børnecheck og kun raske gamle en folkepension.
I Danmark har vi ingen korruption, her kalder vi det for lobbyvirksomhed, og man kan sige, at armlængde princippet virker helt bogstaveligt i billedkunsten, da fordelte offentlige midler sjældent når udenfor kunstlobbyisternes egne netværk.
I middelalderen var det håndværkerlavet, der bestemte hvem der måtte praktiserer et fag. Sådan er det stadig i billedkunstens tidslomme, hvor man samler point ved at udstille på censurerede udstillinger for at blive optaget i kunstnersamfundet. De hedder statsanerkendte udstillinger, som om de var anerkendte af selve den stalinistiske stat.
Når en billedkunstner omsætter for mere end 300.000 kr. om året, kan han/hun blive momsregistreret. Hvorfor er dette ikke kriteriet for at blive optaget i Kunstnersamfundet? Er det fordi, billedkunstnerne, der deltager i censurkulturen, har en skjult interesse i at definere og bestemme kunstforståelsen ved at censurere alt væk, som de ikke selv kan leve op til?
Den amerikanske maler Mark Tansey har visualiseret dette i et stort maleri, der kan ses på Metropolitan Museum i New York, The innocent eye test fra 1981. Maleriet forestiller en censurkomité, der viser et maleri af køer, hvor censurkomiteens formand selv er en ko.
Den måde, censuren selv maler på, er selvfølgelig den bedste.
Ligesom landmanden dyrker sin jord efter EU støtteordninger, så fremstilles der kunst efter kunstnerrådets. Man ser hvad de støtter og laver noget lignende.
En bred undersøgelse af amerikanske billedkunstneres livsvilkår viste, at de fleste havde de appa-rater, der snurrede rundt med el, computer og credit card og en pæn samling af eksotiske kogebøger. Det, der overraskede, var en markant indkomstforskel imellem forskellige racer og køn. Det er altså i billedkunstens tidslomme, at censurdiskriminerende skattelove, racisme og kønsdiskriminering forpupper sig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her