Læsetid: 2 min.

Den store illusion

Det er håbløst at tale om fred, så længe Sharon har fingeren på aftrækkeren
Debat
15. september 2003

Kommentar
Man kan ikke beskylde den israelske regering for at stikke noget under stolen her på det sidste. Dens talsmand Ron Gissen bjæffer på tv-skærmen: »Arafat er en forhindring for freden. Og denne forhindring må fjernes.«
Dermed bliver det måske endelig klart for omverdenen, at Ariel Sharons regering betragter sig selv som stående uden for alle moralske kategorier – med ret til at gøre alt det, som den demokratiske verden normalt vender sig imod: Indblanding i andre folks selvbestemmelse, brutal besættelsespolitik og henrettelse af det undertrykte folks ledere.
Skællene falder måske nu fra øjnene på de politikere og kommentatorer, som forsøger at bilde os ind, at en mand som Ariel Sharon – arkitekten bag hele bosættelsespolitikken – kan og vil forhandle en fred, der bare minimalt opfylder rimelige palæstinensiske krav om en selvstændig stat.
Som Ze’ev Sternhell skriver i en kommentar i avisen Haaretz til militærledelelsens begejstring over henrettelserne af ledere af Hamas: »De ved, at for enhver henrettet er der et substitut, men de kæmper ikke kun mod terrorisme, og deres strategiske mål er ikke fred baseret på et kompromis, men palæstinensernes totale underkastelse. Fra deres synspunkt vil krigen ikke slutte, før palæstinenserne totalt accepterer Israels overherredømme i territorierne.«
Han opfordrer derfor sine landsmænd til at skabe en stor folkelig bevægelse mod regeringen Sharon og »the cycle of madness«.

Deres egen skyld
Jeg tør ikke bedømme mulighederne for at tilstrækkelig mange israelere indser, hvilken blindgyde Sharon har ført dem ind i. En frygtens blindgyde. Den israelske selvforståelse er i alt for høj grad, at det hele er palæstinensernes egen skyld, og at de må opføre sig ordentligt. Som daværende ministerpræsident Golda Meir en gang udtrykte det:
»Der er én ting, jeg aldrig vil tilgive araberne. De har tvunget vore sønner til at være mordere.«
Derfor et det nødvendigt med et ubønhørligt pres på Israel fra omverdenen og total afstandtagen fra den stærkes fremfærd mod den svage. Vi har vores eget medansvar for måden, staten Israel blev til på, og fordrivelsen af 800.000 palæstinensere. Vi er også skyldige i den enorme dobbeltmoral, at Israel aldrig er blevet holdt ansvarlig på de resolutioner og konventioner, som FN har vedtaget. Nu bør de europæiske nationer opgive den illusion, at Sharon af sig selv vil søge en fredelig løsning, og holde op med ustandselig at give USA hovedansvaret for et pres på de israelske politikere.
Med den nuværende pressede økonomi er Israel meget sårbar over for en hver europæisk aktion. Det ved EU’s ledere godt, men desværre vil de hellere vaske hænder i Pilatus’ håndsæbe, mens en hel befolkning er indespærret i et åbent fængsel. Med nem adgang til likvidering af dens ledere. Og dermed mere terror. Flere døde israelere og palæstinensere.
Det er på tide at droppe illusionen om, at vi ikke kan gøre noget ved det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her