Strømsvigt

Kronik
De strømsvigt, der i sommer lammede det østlige USA og Canada, og det der i går eftermiddags lammede Sydsverige, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm, giver anledning til at tænke over grundlaget for vores moderne liv – og dets skrøbelighed.
Vores tilværelse er mere afhængig af videnskab og teknologi end nogensinde. Helt ned i dagligdagens allermest trivielle gøremål. Overalt spiller videnskab og teknologi en rolle. De seneste strømsvigt er en påmindelse, ikke bare om hverdagens skrøbelighed, men om dens forudsætninger og det moderne livs grundvilkår. Elforsyningen er et godt eksempel og er med de nylige totale kollaps rykket tættere på.
Vi omgiver os med elektriske apparater. De er blevet en så integreret del af vores liv, at vi ikke engang tænker over dem mere. Ikke før den dag de går i stykker. Med de aktuelle begivenheder i baghovedet, har vi let ved at sætte os ind i følgende tankeeksperiment: Tænk hvis strømmen pludselig en dag går. For alvor. Der kan gå en dag. En uge. Eller måske en hel måned før den kommer tilbage. Hvordan vil det påvirke vores hverdag? Vil det blot være en smule ubekvemt? Måske give os nogle få ubehageligheder, men ellers lade os leve videre, som vi plejer?
Overvej denne situation: et land med storbyer som København, Paris, London eller New York mister en dag al elektricitet. Den er helt forsvundet og kommer ikke igen. Hvordan ville det påvirke livet i storbyen? Vi har netop i denne sommer set new yorkerne spænde fra panisk terrorfrygt over besindelse og hjælpsomhed til voksende irritation og aggressivitet. For en sikkerheds skyld blev den fulde styrke på 35.000 betjente sendt i tjeneste. Men hvordan ville vi selv opleve sådan en situation?
Der ville ikke gå lang tid før hverdagen ville blive helt anderledes. Adskillige af de ting vi havde planlagt kunne pludselig ikke gennemføres. Vi ville være ude af stand til at lave mange af selv de mest trivielle og dagligdags ting. Vi kunne ikke lave kaffe, te eller riste brød om morgenen. Der var måske enkelte heldige, der havde gaskomfur og kunne klare sig en stund. Men ingen af os kunne høre radio eller se fjernsyn. Uden elektricitet vil der ikke blive sendt nogen signaler.

Selvfølgelig kunne man stadig tale med naboen og folk på gaden. Men vi ville hurtigt få en følelse af ikke at kunne komme i kontakt med omverden, som vi plejer. Vore mest almindelige kommunikationsformer er fuldstændig afhængige af elektricitet og ville i løbet af kort tid bryde sammen. Vi har enkelte batteridrevne apparater, der ville gøre os i stand til at se hvad klokken var, tage billeder, for en kort bemærkning bruge den bærbare computer og tale med andre, der stadig havde lidt tid tilbage på mobiltelefonen – hvis det ikke lige var fordi sendemasterne også var afhængige af strøm.
Bare noget så banalt som opbevaring af mad vil bryde fuldstændig sammen. Det ville være umuligt at få tilstrækkelige forsyninger frem. Køerne ville selvfølgelig stadig have deres yvere fulde af mælk. Men malkemaskinerne ville ikke virke og de få, der stadig vidste hvordan man malkede en ko med hånden, havde ingen chance for at nå samme produktionshøjder. Og da den friskmalkede mælk alligevel ikke kunne køles ned, ville det – bortset fra dem, der var heldige at få varm komælk direkte fra spanden – alligevel være spildt. Letfordærvelig mad ville ligge og rådne. Der ville være kamp om dåserne, pastaen og risene. Men der ville ikke være mange, der var i stand til at tilberede det.
Om natten ville det blive mørkt. Rigtig mørkt. Vores verden stråler af elektrisk lys. Skæret fra de såkaldte industrilande er så kraftigt, at det kan ses fra rummet. Resten af kloden ligger hen i mørke. Hvis alt blev slukket, ville vores hverdag, som vi kender den, på de fleste områder gå i stå. Meget lidt af det, som vi var vant til, ville fungere. Vi ville ikke engang blive orienteret om hvad der skete, hvilket omfang det havde og hvor længe det ville vare. Mange ville selvfølgelig tænde stearinlys – indtil de blev brugt op – men det er ikke svært at forestille sig, hvor mørk en storby vil være helt uden elektricitet. Og den ville være farlig. Det er et velkendt fænomen, at kriminaliteten stiger voldsomt under strømafbrydelser i større byer. Alarm-systemer er ude af drift og det er pludselig ingen sag at arbejde i ly af mørket. Ved strømafbrydelsen i New York i 1977 blev der anrettet skader for næsten en milliard dollar.

Nogle mener, at det netop er i sådanne situationer – hvor teknologien bryder sammen – at vi skal lede efter livets mening. I en så privilegeret situation, hvor vi ikke forstyrres af kunstigt skabte behov og længsler, men endelig uforstyrret af det moderne livs overfladiskhed kan se ind i os selv, kan vi mærke, hvad det er, der egentlig betyder noget for os. Hvad det er, der giver det hele mening. Men vil en sådan ekstrem situation have den virkning? Vil den virkelig give os den frihed til at tænke selv og mærke efter – en tid til refleksion, fordybelse og frihed, som så mange længes efter? Vil det være vejen til et mere ’rigtigt’ eller ’oprindeligt’ liv, befriet for den materielle hverdag vi alle er sunket ned i?
Lokalt kan man sagtens forestille sig et mere primitivt liv, hvor man må vænne sig til at undvære forskellige moderne bekvemmeligheder. Men hvis skalaen udvides til et mere globalt orienteret tankeeksperiment, så er situationen en anden. Så vil der ikke være noget ’oprindeligt liv’. Så vil der i stedet være sult, vold, ødelæggelse og død. Det ’oprindelige liv’ er en illusion, når det gælder store befolkningsgrupper. Og det er en luksus, når det gælder de få.
Elektriciteten er dog blot et eksempel, man kan drage frem. Et andet, der spiller en ligeså grundlæggende og upåagtet rolle for det daglige liv, er kemien. Den er overalt i vores hverdag. I den personlige hygiejne, i vores mad, i kosttilskud og i de piller, der gør at vi alligevel kan klare at spille amatørteater, rockmusik eller banko trods en dundrende hovedpine.
Vi har i den grad vænnet os til kemien og vænnet os til at tage piller, at vi ikke længere tænker over det.

Vi tror i dag, at vores sundhed, kropsvægt, kropsbygning, mentale balance og velvære er afhængig af, at vi sluger en pille. Vi startede med at tage medicin som sygdomsbekæmpelse. Med vacciner brugte vi den som forhindring, med vitaminer som forebyggelse og nu er vi blevet så vant til den daglige pille, at vi ikke spekulerer videre over det, når vi bruger kemien som ændring af vores krop i for eksempel slankemidler og kemiske solbrunere. Vores krop, det hylster vi lever vores liv i, den banale forudsætning for overhovedet at kunne tale meningsfuldt om det meningsfulde liv, har vi gjort mere og mere afhængig af moderne videnskab og teknologi.
I kampen om at byde sig til for designet og individualiseret livsmening står videnskaben ikke særlig godt. Den er kedelig og fjernt fra alt det, vi synes giver livet mening og tilværelsen indhold. Men uden den ville fundamentet for vores moderne liv forsvinde. Uden videnskab og teknologi ville vi slet og ret ikke have den luksus at kunne vælge og tilrettelægge ’det meningsfulde liv’, som vi nu behager.

Strømafbrydelserne i USA og Canada og den herhjemme i går giver os anledning til at tænke over tilværelsens selvfølgeligheder og fundament. Vi har nu set hvor skrøbeligt det er og hvor let det kan falde sammen. Men på længere sigt er det endnu mere sårbart, hvis vi ikke får en bedre forståelse for videnskabens og teknologiens betydning for vores samfund. Kun derigennem kan vi øge interessen og få uddannet de folk der skal til, hvis vi skal opretholde vores nuværende måde at leve på og bevare muligheden for at hjælpe folk i Den Tredje Verden. Ellers er det hele i fare.
Man kan sagtens tænke over livets mening, som noget der ikke har at gøre med naturvidenskab og teknologi. Men vores moderne liv er betinget af naturvidenskab og teknologi. Helt ned i det hus vi står i, det tøj vi har på, den mad vi spiser og den krop vi lever i. Den sultende Tredje Verden har brug for både mad og medicin for at kunne klare sig akut, og viden
og teknologi for at kunne klare
sig på længere sigt. Der er ikke
nogen vej uden om. Uden natur-
videnskab og teknologi ville verden være en anden. Men det er den ikke. Vi hænger på den, og
vores liv hænger med. Selv om
vi ikke finder livets mening i
naturvidenskab og teknologi,
kan vi ikke gøre det uden.

*Peter C. Kjærgaard er adjunkt, videnskabshistoriker, Institut for Idéhistorie, Aarhus Universitet, og medforfatter til antologien ’Det Meningsfulde Liv’, (redigeret af Cecilie Eriksen), der udkommer på Aarhus Universitetsforlag i denne måned