Læsetid: 8 min.

Debat

Debat
14. oktober 2003


Organiseret kriminalitet
Kampen mod den organiserede kriminalitet foregår anderledes konsekvent i disse tider. Væk er fordums blødsødenhed. Kriminelle skal mødes af hærdebrede tatoverede typer. Og så skal de få dada. Således forventes det, at der bygges et nyt Venstre Fængsel til organiserede regnskabs-kriminelle som Anders Fogh, Peter Brixtofte, Rene Milo og deres hang-arounds, bopælssvindleren Thor Pedersen, lystløgnerne Per Stig Møller og Brian Mikkelsen og våbenlovsovertræderen Pia Kjærsgaard.

Ib Jensen, Søborg

Forfejlet kritik
I en leder 8. oktober kritiseres statsministeren for at være uden visioner i sin åbningstale. Den kritik synes jeg er helt forfejlet. En god højreregering er en død eller passiv højreregering. Jo færre ulykker den finder på at lave, des bedre. For min skyld må den godt gå i dvale eller holde våbenhvile frem til næste valg.
 
Carl Bloch, Tåstrup, Medlem af De Grønne

Debatniveauet i 80’erne og 90’erne
Når kulturminister Brian Mikkelsen omtaler debatniveauet i 80’erne som omhandlende udtrykket »op at dingle«, skal jeg hermed meddele, at sådan var det langt ind i 90’erne.
Jeg har ganske vist aldrig hørt det fra én, der senere blev chef i DR. Det har Brian åbenbart heller ikke. Jeg har ikke engang hørt det fra én, der kunne forveksles dermed. Men jeg har da oplevet udtrykket brugt på Land og Folk i begyndelsen af 90’erne. Vendt mod undertegnede.
Imidlertid har jeg efterfølgende tolket det positivt. Da nogle sagde: »Vi skal nok få dig op at hænge« eller »... op at dingle«, så har man vel tænkt på valg-
plakater. Eller også har man slet ikke tænkt.
 
Boye Haure,
folketingskandidat for Det Radikale Venstre

Bonus til pensionister
I regeringens nye lovkatalog fremsættes flere ideer til at få os gamle til at arbejde længere. Hvis vi venter nogle år med at gå på pension, loves vi 30-50.000 mere om året i bonus.
Typisk borgerligt tænkende mennesker tror åbenbart at de ældres eneste tanke er at spare mest muligt sammen, før de forlader denne verdens jammerdal. At vi også bekymrer os for vores helbred er utænkeligt.
Selvfølgelig er der nogle som tænker mest på penge. Men hvis de ikke bliver fyret og har helbredet, er der intet i vejen for at arbejde til man er 70 f.eks. Og det at have en indkomst er jo i sig selv en belønning. Man sætter mere i banken og får mere i ATP. Så hvorfor præmiere dem, som allerede har opnået livets bonus?
Pengene ville være bedre anvendt, hvis de kommer dem til gode, som blev fyret som 50-årige eller som har været ramt af sygdom og ulykke.

Bjarne Gårdsvoll
Kbh. V.

Regeringen har foreslået at man skal kunne få op til 40.000 kr. mere om året i folkepension, hvis man bliver længe på arbejdsmarkedet. Hvem får glæde af det?
Det er velkendt, at mænd er længere på arbejdsmarkedet end kvinder, og at højtlønnede trækker sig senere tilbage end lavtlønnede. Derfor kan man også regne med, at en eventuel pensionsforhøjelse fortrinsvis kommer mænd og højtlønnede til gode. I øvrigt de grupper der i forvejen har de højeste pensioner.
Hvad mon ligestillingsministeren har sagt til det forslag?

Lektor Inge Henningsen
Frederiksberg

Noget for noget
»Noget for noget« prædikede Jesus vistnok i sin tid. Hvis man ikke bliver mødt med næstekærlighed af andre, skal man heller ikke være næstekærlig over for dem. På tilsvarende måde sagde Buddha vistnok, at man kun skulle vise medfølelse med dem, som selv udviste medfølelse med deres medmennesker. Og minsandten om ikke også det gamle Kinas store vismand Laozi vistnok lovpriste kræmmermentaliteten over alle andre menneskelige dyder.
Vor højtærede statsminister Anders Fogh Rasmussen er med andre ord i fuldstændig overensstemmelse med de største religiøse pionérskikkelser i menneskehedens historie. Eller er han?

Jørgen Lumbye
Nærum

Virksomheder uden maskeforbud?
Danske virksomheder er begyndt at tjene penge ved eksport til Irak. I den forbindelse udtalte Eksportrådet, at virksomhederne har aftalt med ordregiverne, at de skal være anonyme.
I forvejen er det offentlig kendt, at Falckkoncernen Group4 Falck skal deltage i opbygningen af det irakiske fængselsvæsen på grund af sit engagement med private fængsler rundt om i verden.
Det betyder, at danske skatteydere risikerer at skulle stille en milliard i kaution, fordi økonomiministeren Bendt Bendtsen vil oprette en særlig eksportfinan-sieringsfond for Irak. Derfor er det rimeligt, at borgerne ved hvad deres penge evt. skal dække. At de f.eks. ikke skal bruges til skjulte militære formål eller overskride grænserne for en besættelsesmagt som den danske.
Maskeforbuddet skal derfor også gælde de anonymitetssøgende virksomheder.

Kai Dalsgaard
Odder
Grønne Demokrater

Udviklingsbistand løser ikke alt
I artiklen »Se fattigdommen i øjnene« (Information, 6 oktober), fremturer Louise Witt-Hansen med den gamle traver, »vores velstand er på bekostning af andres fattigdom«.
Denne påstand er indlysende falsk. Som den engelske økonom Lord Bauer udtrykte det: »Indkomst og levestandarder i Vesten er resultatet af mange hundrede års kulturelle og økonomiske fremskridt... Det er ikke overraskende, abnormt eller forkasteligt at mange Tredje Verdens lande (navnlig i Afrika), som ikke har flere hundrede års fremskridt bag sig, skulle have indkomster, der er meget lavere end i Vesten i det 20. århundrede«.
Witt-Hansen tror, at problemet kan afhjælpes ved at øge udviklingsbistanden. Men visse u-lande udvikler sig med lidt eller ingen hjælp udefra, medens andre ikke udvikler sig, selv om de har fået bistand i årtier. I den sidstnævnte gruppe skal bistanden administreres af donorlandet, hvis den skal gavne befolkningen. Sådanne lande, der nægter at blive sat under administration, bør nægtes bistand. Og u-lande, der nægter at gøre en effektiv indsats for at stabilisere deres befolkningstal så hurtigt som muligt, bør ligeledes nægtes bistand.
Et land, hvis egen fødevareproduktion er utilstrækkelig til at give dets befolkning en tilfredsstillende kostplan, og som ikke har råd til at opnå en sådan kostplan gennem import, er overbefolket. Hvis man bruger dette kriterium, er næsten alle u-lande overbefolkede.

Bernard Gilland 
Espergærde

Tør vi gamble?
Henning Høeg Hansen er meget dygtig til at gøre nar af Pia Kjærsgaard i sin artikel ’Sex på hjernen’ den 6. oktober om Theodore Roosevelt, der i 1903 havde bekymringer med landets store indvandring.
Men faktisk er jo artiklen meget overfladisk. De fremmede, der kommer til landet, vil da ikke uden videre af med deres kultur, hvad man ikke kan fortænke dem i. Og med nogle fremmede går det langsommere med at blive integreret her i landet end med andre.
Hvis de nye danskere kunne integreres hurtigt nok i forhold til den stadige indvandring, ville der ikke være noget problem. Men fordi den stadige indvandring er blevet for stor i forhold til integrationen, har vi fået en udtalt ghetto-dannelse, som vi ikke kan grine os ud af, som Høeg Hansen gør det, men er nødt til at forholde os til.
Mit bud er, at man skal give indvandrerne al den frihed og al den tid, de behøver, hvis de skal integreres. Tvang bør være udelukket. Men det kan man ikke gøre, hvis indvandringen bliver for stor.
Derfor er faktisk Høeg Hansens hovérende holdning ilde anbragt.

Ricardt Riis
Horsens

Hvor EU går ind
går velfærden ud
nDet er SF’s udvikling et godt eksempel på. SF ønsker at være et EU-venligt parti, der øver indflydelse på EU.
Kendsgerningen er dog, at det næppe er muligt at fremkomme med et eneste eksempel på, at SF har øvet indflydelse på EU. Derimod har EU øvet stor indflydelse på SF.
I takt med den tiltagende EU-venlighed er SF’s holdninger til velfærdssamfundet og dettes bærende principper blevet stadigt mere uklare: I september 98, medens Nyrup endnu garanterede den efterløn, han rundbarberede en god måneds tid senere, var den toneangivende JA-SF’er Christine Antorini på banen med en melding om, at efterlønnen skulle ophøre med at være en universel ret for alle og i stedet skulle være en ydelse, der blev uddelt til dem, andre måtte finde værdigt trængende.
Lignende meldinger kommer i dag fra nyvalgte forretningsudvalgsmedlemmer i SF, som også ønsker universelle rettigheder erstattet af behovsvurderinger foretaget af statslige formyndere.
Og på det seneste har f.eks. Villy Søvndal meldt ud, at også børnechecken skal forbeholdes »værdigt trængende«. SF går tydeligvis ikke længere ind for, at de rige som sådan skal betale mere til velfærden over skatten. Kun de rige, der har børn, skal betale ved ikke længere at modtage offentlige ydelser.
Hvor EU går ind går velfærden ud. SF er beklageligvis blevet et godt eksempel herpå. Man kan kun håbe, at eksemplet bringes til ophør på SF’s landsmøde i slutningen af denne måned.

Ulf V. Olsen
provinssekretær i Enhedslisten

Bonde & Co. bør stille op til Folketinget
Alle EU-medlemslande gennemfører nu en fælles ændring i EU-valgloven. Fra valget til juni kan ingen længere sidde i både EU-parlament og deres hjemlige lovgivende forsamling (Folketinget). Dobbeltmandater eksisterer ikke længere. Og det er godt. For med det større ansvar som EU-parlamentet fik allerede med Amsterdam-Traktaten har ingen i praksis kunne passe begge opgaver samtidig. Dertil kommer med parlamentets styrkede position også habilitetsproblemer.
Den danske regering kommer med sin udgave af ændringerne i valgloven i løbet af de næste par måneder.
Men det må nu være slut med at betragte opgaven i Europa-Parlamentet som venstrehåndsarbejde.
Tværtimod skal enhver tænkelig indsats for at styrke parlamentets folkelige forankring understøttes. 
Derfor burde den danske regerings ændring af valgloven suppleres med to andre initiativer:
Alle partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget, burde også automatisk være det til Europa-Parlamentet. Derefter kunne for eksempel CD fastholde sin opstillingsret, selv om de ikke opnår et EP-mandat. CD er i den situation nu. De har samlet tilstrækkeligt med underskrifter til at opstille ved det førstkommende valg. Men vælger de at bruge denne opstillingsret til EuropaParlamentet uden at opnå et mandat (og det er da bestemt en risiko), taber de retten til at opstille til næste valg til Folketinget. Og skal ud i den umulige opgave igen at samle stemmer.
Det er urimeligt.
Man burde gå den anden vej og stille som betingelse, at de partier og bevægelser, der stiller op til Europaparlamentet også stiller op til Folketinget. De nuværende partier i Folketinget repræsenterer vist alle tænkelige afskygninger af holdninger til
Europa og EU-samarbejdet.
Enhver vælger ville kunne finde et ståsted.
Og den forankring mellem EU-politikken og den hjemlige arena ville blive stærkere, hvis også ’bevægelserne’ tog del i den hjemlige EU-politik. Men det vil de ikke. For så falder deres golde modstand fra hinanden.
Men hvis Europapolitikken bliver tumleplads for politiske fribyttere som Folkebevægelsen mod EU og JuniBevægelsen opstår den gensidige forankring aldrig.
Bevægelserne skal være velkomne på stemmesedlen, men de må til gengæld også være parate til at stå til rådighed for vælgerne ved folketingsvalg.
Det er trods alt i Folketinget den løbende beslutningsproces om dansk Europapolitik kører. Og det er her politisk ansvar hører hjemme.

Karsten Madsen
Kandidat til Europaparlamentet (V)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her