Kronik

Del jer efter anskuelser

EU er den slagmark, hvor den politiske kamp i Europa udkæmpes. Udfaldet af hænger af de politiske styrkeforhold. I den forstand er en positiv tilgang til EU-samarbejdet nødvendig, ikke mindst for venstrefløjen
Debat
22. oktober 2003

Kronik
Den danske EU-debat er mærkelig apolitisk. EU er blevet et politisk reservat, hvor der gælder helt særlige spilleregler. Partier som ellers er dødsfjender, bliver pludselig perlevenner. Og partier, som ellers arbejder tæt sammen, bliver politiske modstandere, når det drejer sig om EU.
Fænomenet skyldes, at dansk EU-politik fortsat defineres efter den ja-nej-akse, som var gældende ved folkeafstemningen i 1972. Partier, som ved folkeafstemningen i 1972 anbefalede at stemme ja opfatter sig fortsat som ’ja-partier’. Andre definerer sig som ’nej-partier’.
I opspillet til efterårets regeringskonference var det karakteristisk, at Anders Fogh som det mest naturlige i verden lagde op til, at ’ja-partierne’ – dvs. regeringspartierne, Socialdemokraterne og de radikale – skulle nå til enighed omkring en dansk forhandlingsposition. I betragtning af at regeringens politiske liv afhænger af Dansk Folkeparti, ville almindelig politisk logik tilsige, at dette parti burde være samarbejdspartner også når det gælder et så vigtigt område som EU. Og logisk set burde socialdemokrater og radikale holde fast i den opposition, de ellers praktiserer. Men i reservatet gælder ikke normal logik. Tvært-imod accepterede Mogens Lykketoft lige så naturligt Anders Fogh’s præmis ud fra en tænkning om, at »nu må ja-partierne stå sammen«. Det er i forlængelse heraf bemærkelsesværdigt, at Lykketoft har lovet Fogh politisk borgfred indtil folkeafstemningen er overstået.
De mærkværdige alliancer er såmænd ikke forbeholdt ja-siden. Da jeg i 1992 blev rosende omtalt i Wall Street Journal, var det ikke noget, jeg gik og pralede af. Og det kunne være svært at bevare fatningen, når reaktionære britiske konservative nåede frem til samme konklusion som én selv med den begrundelse, at EU var udtryk for en marxistisk konspiration....
Ja-nej-aksen har sammenhæng med den danske tradition for folkeafstemninger. Hvad der imidlertid kan undre, er at fronten er så fastfrosset. I Folketinget er det i virkeligheden kun SF og Kristelig Folkeparti, som har forsøgt at bryde den.
Desværre slår den også af og til igennem i den folkelige diskussion. I 2000 sagde SF nej til eu-roen for så få måneder senere at sige ja til Nice-traktaten. På et møde kort tid efter var der en mand, som lidt ophidset stillede følgende spørgsmål: »Sig mig, Holger K., kunne du ikke se og finde ud af, om du er ja-mand eller nej-mand?«. Jeg svarede ham, at det da kom an på, hvad jeg skulle sige ja eller nej til. »Hvis der kommer en fornuftig EU-politik, siger jeg ja, Er det ufornuftigt, siger jeg nej. Det er faktisk ret enkelt«.
Jeg ved ikke, om manden blev overbevist, men kan så trøste mig med, at trods alt stadig færre kan genkende sig selv i det fastfrosne ja-nej-billede. Almindelig sund fornuft tilsiger, at EU som alt andet er modsætningsfyldt. Ikke alt er skidt og ikke alt er godt. Modsætningen mellem ja og nej går i høj grad ned gennem den enkelte. På den ene side er EU vældig fjern og udemokratisk. På den anden side er samarbejde i Europa også nødvendigt, og så er der reelt ikke andre muligheder end EU.

Som nævnt har SF forsøgt at bryde det fastfrosne mønster. Alene af den grund har vi gjort debatten en tjeneste. Men det er altså nødvendigt at komme videre, så EU-debatten generelt kommer til at følge politiske skillelinier.
Det er der flere grunde til.
Først og fremmest er EU i dag i høj grad indenrigspolitik. På de fleste traditionelt indenrigspolitiske områder eksisterer der en EU-vinkel. EU-direktiver definerer i stigende grad rammerne for dansk lovgivning og det bliver helt meningsløst, hvis holdningen til disse afkobles fra de politiske holdninger i øvrigt. Det bliver de nu heller ikke altid. Én af de mere velbevarede hemmeligheder i dansk politik er, at partierne i Folketingets Europa-udvalg ofte overskrider ja-nej-aksen. I 90’erne støttede ’nej-partiet’ Enhedslisten i mange tilfælde Nyrup-regeringen i EU-sager, hvorimod ’ja-partiet’ Venstre sagde nej. I begge tilfælde ud fra partiernes almindelige politiske prioriteringer.
Men det er ikke noget, de går og snakker om, og når de store sager kommer op, er der ingen slinger i valsen. Så er Enhedslisten igen et fanatisk nej-parti og Venstre et ditto ja-parti. Men hvorfor egentlig, når i de jævnligt i den daglige politik faktisk agerer anderledes?
Nok så alvorligt er imidlertid, at ja-sidens forbrødning giver næring til én af de mest dominerende opfattelser i EU-debatten:
at støtten til EU er et anliggende for det politiske og økonomiske establishment. Eliten overfor folket.
Denne modsætning går tilbage til folkeafstemningen i 1972, hvor det var establishmentet, som sikrede ja’et et gennem tvivlsomme økonomiske argumenter. Når det fortsat er muligt at sammenkæde en positiv holdning til EU med den økonomiske og politiske elite, hænger det i høj grad sammen med, at ja-siden fortsat agerer som om vi befandt os i 1972. Det er i den forbindelse rent ud sagt katastrofalt, når Mogens Lykketoft af hensyn til en kommende folke-afstemning agter af frede Anders Fogh.

I SF har vi gennem de senere år bevæget os i en mere EU-positiv retning. Det er der solide grunde til. Efter udvidelsen er EU rammen for det europæiske samarbejde – det er simpelthen absurd og virkelighedsfjernt at forestille sig alternative samarbejdsfora. Med globaliseringen må en politisk regulering af markedskræfterne gå ud over rammerne for den enkelte nationalstat – i den sammenhæng kommer man ikke udenom EU. Vi kommer ikke udenom at forholde os entydigt til en ekstrem højrefløj, der har gjort nationalisme og EU-modstand til en mærkesag. Og ikke mindst er det nødvendigt at skabe en modvægt til et USA, hvis globale hegemoni bliver stadig mere utåleligt. Det er trist at sige det: men der er ikke andre end EU, som vil være i stand til at varetage den opgave.
Men vi finder det ærlig talt be-sværligt, hvis vi skal inddrages i nogle modsætninger, der ret beset ikke har bevæget sig ud af flækken de sidste 30 år.
Vi har ingen fælles interesser med Anders Fogh, bare fordi det drejer sig om EU. Tværtimod er vi dybt uenige i hans pro-amerikanske holdning og modsat ham ønsker vi en europæisk selvstændiggørelse i forhold til USA.
Vores tilgang til EU er politisk og defineret ud fra den venstreorientering, vi står for. Kampen i EU ligger i forlængelse af den danske. Der er flere aktører og andre problemstillinger, men grundlæggende er der tale om den samme kamp.
Venstrefløjens fremtid ligger i Europa. .
Men EU-debatten skal politiseres, så den bliver en del af den almindelige politik. Det betyder, at vi skal dele os efter politiske anskuelser. Og det betyder at vi skal have modet til at sige nej, hvis det er nødvendigt – på samme måde som vi siger nej til en dansk finanslov, hvis den er reaktionær. EU’s landbrugspolitik er til stadighed en skandale og den folkelige fremmedgørelse overfor projektet må nødvendigvis overvindes, hvis EU skal udvikle sig. At EU opfattes som et elitært projekt må ikke mindst venstrefløjen tage alvorligt.
Men omvendt skal vi kunne sige ja, hvis det er politisk fornuftigt – som vi gør det i Folketinget. Det er med andre ord på tide, at ja-nej-fronten fra 1972 lægges i graven. At vi forlader reservatet og begynder at diskutere politik.

*Holger K. Nielsen er formand for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her