Kronik

Edward Said in memoriam

Uden Saids ætsende prosa, evne til at vække til raseri og eftertanke, uden hans sjælsstyrke, moralske kald og retfærdighedssans er vores verden blevet et fattigere sted
2. oktober 2003

Kronik
Da BBC forleden aften genudsendte et interview med Edward Said, slog det mig, hvor stor indsigt og mental styrke Said udstrålede trods sin leukæmi-hærgede ansigt og krop. Hans analyser af den fastkørte situation i Mellemøsten var knivskarpe, og hans diagnose af det amerikanske imperiums veje og vildveje, var blændende præcis og sand og er det ikke i mindre grad i dag efter den kaotiske udvikling i Irak. Jeg bemærkede mig også, i hvor høj grad hans argumentationskraft greb tilbage til indsigterne i hans skelsættende hovedværk, Orientalisme fra 1978, hvori han leverede en både svidende elegant og sprænglærd kritik af de ideologiske fordomme, der ligger bag vestlige opfattelser af ’Orienten’. Bogen betød en revolution inden for akademiske studier af Mellemøsten og dens relationer til Vesten såvel som en tankevækkende problematisering af Vesten og dens selvopfattelse.
Jeg mindes, hvordan jeg i 1993 tog et tog fra Brighton til London, der var så fyldt med farvede indvandrere, at man følte sig hensat til Den Tredje Verden, for at mødes med Said på Institute of Contemporary Art, hvor han skulle holde et foredrag i anledning af sin nye bog, Culture and Imperialism. Jeg var lidt usikker over for at skulle præsentere min lidt lurvede og studentikost udseende person for denne verdensmands-
agtigt charmerende, intellektuelle superstar. Men hans behagelige og imødekommende væsen fik mig hurtigt til at slappe af, og gjorde, at jeg forstod endnu bedre, hvordan han – en person fra den internationale universitetselites citadeller – samtidig kunne være så fremragende til at formidle den smerte og ængstelse, som er grundvilkår for så mange indvandrere, eksilerede og forarmede mennesker fra det fattige Ikke-Vesten. Det er uvæsentligt, at hans far var omrejsende storkøbmand af kontorudstyr og blev styrtende velhavende på at levere fyldepenne til kolonimagten. Al den klartskuende kritik og moralske visdom, der flød fra Saids pen, får en til at tænke på store intellektuelle universalgenier fra 1800-tallet som en Zola eller en Victor Hugo eller på en Gramscis og Sartres forestillinger om den engagerede intellektuelle, som med risici for sit eget liv nægter at tie, altid stiller de ubekvemme spørgsmål og river tæppet væk under de ortodokse anskuelser. Og som altid står på samme side som denne verdens svage og underrepræsenterede. Efter at være udnævnt til ’professor i terror’ af en New York-avis, havde Said for længst vænnet sig til at være en person, som de til enhver tid siddende magthavere og dominerende meningsdannere måtte opfatte – som han selv formulerede det – som »utålelig, kontrær, for ikke at sige utiltalende.«

I en periode fungerede Said som rådgiver og taleskriver for Yassir Arafat, og de erfaringer han gjorde her var i høj grad med til at skærpe hans bevidsthed omkring de indbyggede begrænsninger ved kun at tænke inden for nationale rammer. Han afholdt sig da heller ikke fra at kritisere såvel Arafat som Oslo-aftalerne og forfægtede lidenskabeligt det synspunkt, at det er af større væsentlighed at befri det palæstinensiske folk end at befri dets territorium. I 2000 besøgte han grænsehegnet, der skiller Sydlibanon fra Israel, og blev ved den lejlighed fotograferet, da han kastede en småsten i retning af Israel. Han betegnede senere sin handling som »en symbolsk gestus begået i kådhed«. Andre opfattede imidlertid episoden som et voldsudtryk, og der lød fra flere sider krav om, at han måtte afsættes fra sit professorat. Der var ikke noget at komme efter:
Columbia University, som han var tilknyttet hele sit liv, bakkede 100 procent op om Said.
Da han det følgende år skulle holde forelæsning i Freud-selskabet i Wien, lykkedes det for internationale jødiske pressionsgrupper og deres sympatisører blandt østrigske politikere at få hans invitation trukket tilbage. Karakteristisk for Said lod han sig ikke anfægte af den slags modgang. Said var den palæstinensiske sags vigtigste internationale ambassadør, og han ragede så meget op i det politiske landskab, at han fik adskillige mennesker til at overvinde enhver indledningsvis modvilje og begribe det fulde omfang af den palæstinensiske tragedie.
Eftersom det et givet vilkår, at det fortsat er nationale fællesskaber og nationale kulturer, der fungerer som menneskelige samfunds fælles primære forståelses- og udvekslingsramme, har vi ikke andet valg end at give Said ret i, at »ethvert fællesskab har et fundamentalt behov for retten til at kunne repræsentere sig selv og til at have sin egen etos og folketilhørsforhold«. Men denne indrømmelse supplerer Said med en anden fuldt ud så væsentlig indsigt, som samtidig rummer en påtrængende vigtig opfordring for os alle: »Medmindre det nationale folkefællesskab i sin etos forbinder sig med en mere omfattende praksis, som jeg vil kalde befrielse, risikerer det udvikle sig til en voldsomt farlig og forfærdelig fælde.«

Landsforvisningens og eksiltilværelsen splittelse var en erfaring, der fundamentalt kom til at præge Saids liv, og en erfaring, som han delte med det forrige århundredes millioner af fordrevne og immigranter. Som Said selv udtrykte det: »Følelsen af at stå mellem to kulturer har for mig altid været uhyre stærk. Jeg vil sige, at det er denne følelse, der mere end nogen anden som en rød tråd har løbet gennem mit liv: Det er altid sådan, at jeg veksler mellem at være udenfor eller og indenfor og aldrig er hverken det ene eller det andet ret længe af gangen.«
Ikke overraskende hørte Said da også til de mest skånselsløse kritikere af messianske post-11/9-profeter som Samuel Huntington, i hvis værk konstruktionen af »abstrakte entiteter kaldet ’Vesten’ eller ’den islamiske kulturkreds’, der uden hensyn til nuancer postuleres som givne bastante blokke – som om komplicerede forhold som identitet og kultur eksisterede i en tegnefilmslignende verden, hvor Skipper Skræk og Brutus tæver hinanden ubarmhjertigt og uafladeligt, og hvor det afgørende er at få bugt med modstanderen ved at besidde de største og hårdeste boksehandsker.«
Said var lidt af en dandy. Han gik i håndsyede sko og moderigtige jakkesæt og nedlod sig så vidt vides aldrig til at lade sig befordre i New Yorks nussede og skumle subway. Jeg så ham igen i 1995 til en tredages konference på universitetet i Warwick. Han var allerede skæmmet af kræften i kroppen, men kommenterede energisk og veloplagt alle indlæg. Selv om han ikke afholdt sig ikke fra sine karakteristisk spydige anfald af kritik, og i høj grad faldt ind i rollen som det litterære firmaments megastjerne, var hans tilgang alligevel præget af ydmygheden hos en forsker, der formåede at engagere sig i tilsyneladende uvigtige emner, som afhang hans liv af dem. Skønt han var kritisk over for »den kultagtige dyrkelse af postmodernisme, diskursanalyse, nyhistoricisme, dekonstruktion og nypragmatisme,« så han også åbninger og nye muligheder heri, som indgav disse kritiske discipliners disciple »en forbløffende fornemmelse af vægtløshed over for historiens alvorstyngde«.
»Man må bære traditionen i sig selv,« skrev Adorno i Minima Moralia, »for at kunne hade den behørigt«. Der kunne næppe formuleres en bedre karakteristik af paradoksmennesket Edward Said, der som forfatter både var dybtgående præget af europæiske traditioner og på samme tid dybt fremmedgjort fra dem. Han skabte sit ry som avant garde-litteraturkritiker i USA i 1970’erne og 80’erne og var en af den håndfuld amerikansk baserede tænkere såsom Fredric Jameson og Paul de Man, som formåede at stå mål med deres europæiske modstykker: Foucault, Derrida, Habermas, Althusser etc. Hans tidlige værk Beginnings: Intention and Method er en undersøgelse af den intellektuelle nysgerrigheds natur i moderniteten. Det har været hævdet, at en nøjere granskning af Beginnings afslører Said som en radikal humanist, der er dybt påvirket af fænomenologien, hvilket tydeligt træder frem i hans tidlige analyse af romanforfatteren Joseph Conrad. Said indoptog desuden store dele af fransk strukturalisme og poststrukturalisme i sin egen tænkning, men var også dybt optaget af at forene disse nye tankegange med langt ældre traditioner inden for romanistisk filologi repræsenteret ved store litteraturkritiske navne som Erich Auerbach, Leo Spitzer og Ernst Robert Curtius. At anklage Said for ikke at være tilstrækkelig poststrukturalistisk eller tilstrækkelig marxistisk rammer helt ved siden af. Said står i lige så stor gæld til en 1700-tals-historiefilosof som Vico som han gør til Foucault, og det er netop Vicos betoning af enkeltmenneskers rolle i skabelsen af historien snarere end den dystre determinisme hos den franske tænker, der har haft den afgørende indflydelse på Said.
Den kritiske bevidsthed hos den verdsligt sindede Said nærmede sig efterhånden en kulturpessimistisk position, der kan minde om den konsekvent sorte vrangvilje hos en tænker om Adorno, hvis dialektiske formuleringer Said lod sig inspirere af og selv betegnede som »sen stil«. En biografisk læsning af Saids hyppigere tilflugt til den dystre tyske tænker er oplagt, ikke mindst i lyset af Saids fremadskridende kræftsygdom og den stadigt mere dystre situation i Palæstina. Om Adorno har Said sagt, at han »var den indbegrebet af den type intellektuelle, der hader alle systemer med samme grad af væmmelse«. Said så tydeligvis
i Adorno en model for den kritiske bevidsthed hos den permanent eksilerede, der altid er på vagt og altid er lige så uvildig til at tilpasse sig som til at blive sat i bås af andre. Da han blev interviewet af det israelske dagblad Ha’aretz for to år siden, beskrev Said provokerende, men måske meget træffende sig selv som »den sidste jødiske intellektuelle og eneste sande discipel af Adorno.«

Implicerede som vi er i denne verdens imperialisme (i kraft af vores produktion af viden og opfattelser af historien og ved meddelagtigt at indsætte os selv i de strukturelle uligheder, der oppebærer den globale orden) kan vi i Saids værk finde en glimrende modgift, fordi dets hovedvægt i så udtalt grad ligger på de historisk variable, komplekse og distinkte processer, der er på spil i de imperialistiske og kolonialistiske italesættelser. Saids værk åbnede et helt nyt felt og opfandt en kritisk terminologi, der gjorde det muligt at tale på nye måder om så forskellige emner som fatwaen mod Rushdie, Golfkrigene, symfonisk musik, kvindelige forfattere fra det 20. århundrede og mavedans. Det er i vidt omfang takket være Saids banebrydende værk, at personer med mærkelige accenter fra tredjeverdenslande som jeg selv har fået adgang til at undervise i engelsk litteratur og lignende discipliner i Europa. Said havde halvt sagt ja (kun halvt, fordi kræften var ved at æde ham op) til at skrive forordet til et projekt om postkolonial historie, som jeg selv og mine kolleger har under udgivelse. Uden Saids prosa, der var så ætsende som en Jonathan Swifts, uden hans spidse sentenser og evne til at vække til raseri og eftertanke, uden hans sjælsstyrke, moralske kald og retfærdighedssans er vores verden blevet et fattigere sted.

*Prem Poddar er lektor ved Institut for Engelsk Filologi, Aarhus Universitet

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu