Læsetid: 2 min.

Fælles sang

Debat
1. oktober 2003

Kulturkamp
En af de værdier jeg er vokset op med i min familie er ’sangaftenen’.
I mit barndomshjem samlede min mor alle mulige mennesker til at komme og synge sammen med os og med hinanden. Ikke små middage med nære venner omkring det runde bord, men store åbne invitationer til at komme og synge vort fædrelands vemodige sange. Og rundt omkring et flygel stod vi så og sang med hvert vores næb – unge og gamle, mænd og kvinder, jøder og muslimer, højre- og venstreorienterede.
I spise- og drikkepauserne kunne aktuelle emner diskuteres, men aftenen sluttede smukt med at alle håbefuldt kunne synge »Stå mig bi når fjenden frister, ræk mig hånd når øjet brister, sig vi gå til paradis«.
Flyglet og traditionen har jeg arvet fra min mor, og jeg giver den videre til mine børn og deres venner, som supplerer repertoiret med nye sange. Gamle venner mødes med nye venner omkring lysten til at synge: Kærlighedssange og salmer, filmmelodier og revyviser, lovsange og klagesange, som vi skiftevis bliver længselsfulde og opstemte af at synge.
Og går forløst derfra fordi vi har oplevet, så forskellige vi er, at kunne forenes i kunsten.

Lidet frugtbart
Sådan har de inderlige glæder budt sig – lige indtil dette efterårs første sangaften, som jeg inviterede til lige efter kulturministeren havde inviteret til sine sange om værdier.
Måske var det tilfældigt, jeg ved det ikke. Men pludselig følte jeg mig midt i en en meget lidet frugtbar kulturkamp. I mit eget hjem, hvor jeg blev bedt om at vælge side og tage stilling til hvem jeg fremover ville synge sammen med.
For selv mine nære venner, nogle af dem der betegnes som kulturradikale, kunne i hvert fald ikke synge i kor, hvis den højreorienterede Ulrik Høy, som jeg ikke kendte som andet end en uhyre begavet pianist, sad ved flyglet.
Jeg var målløs. Skulle mine gæster nu til at censurere hinanden? Hvad med aftenens tema, som jeg havde indbudt til Weyse og Ingemanns morgen- og aftensange? Hvad med »Fred hviler over land og by« og »Nu titte til hinanden de favre blomster små«? »Nej tak. Der er mennesker, man ikke synger sammen med,« sagde nogle af mine venner i kor, og jeg følte at de samledes i et nyt fællesskab, som ikke havde med lovsangen af livet, kunsten og kærligheden at gøre.

Lyden af had
Det lød nærmere som en march. Og det ved vi jo, at sammenhold kan næres også af det modsatte af kærlighed til hinanden. Af had.
Må jeg få lov at blive holdt uden for en sådan krig og vedblive at synge sammen med dem, der kan høre på korets klang, at det er livgivende, at der både findes alter og tenorer, sopraner og basser.
Jeg deltager ikke i nogen kulturkamp, men insisterer fortsat på fællessangens velsignede værdier. Og håber at mine kulturradikale venner vil synge med på også andres fortolkninger af »Man binder os på mund og hånd«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her