Læsetid: 4 min.

Freden starter i skolerne

Løsningen på det ulmende had i Nordirland findes ikke på Stormont-slottet, hvor politikerne mødes, men på legepladser og i børnehaver i integrerede skoler
Debat
23. oktober 2003

INTERNATIONAL
Da jeg sidste år besøgte Nordirland for første gang, var det der slog mig, hvor sekteriske mine jævnaldrende var. Os fra hovedlandet forestiller os gerne – hvis vi forestiller os noget overhovedet – at hadet mellem katolikker og protestanter er en pudsig anakronisme som med en tilpas lang periode uden bomber, eller Stormonts sammenbrud, vil dø ud. Deklamationer om 1916, lord Castlereagh og Bobby Sands var noget jeg havde forventet fra gamle forstokkede mænd på sure pubs i Garvachy Road. Jeg havde ikke forventet at møde dem på McDonalds blandt moderigtigt klædte teenagere, hvis samtaler skiftede fra Eminem til rædslerne på Bloody Sunday uden problemer.
Og her er ikke tale om et specielt politisk tilfælde. En undersøgelse fra Ulster Universitet i 2001 viser, at de unge under 25 var mere sekteriske end nogen anden gruppe. Overbevisende 88 procent sagde, de ikke ville bevæge sig ind på et område kontrolleret af ’den anden side’ om natten, selv ikke i bil. 58 procent ville aldrig handle i forretninger på den anden side, selv ikke om dagen. Det er nok værd at tænke over: Mere end halvdelen af alle unge mennesker i Nordirland går aldrig ind i en forretning i et ukendt område uden at overveje hvorvidt der er tale om en protestantisk eller katolsk forretning.

Apartheidsystem
I hovedlandet har vi aldrig rigtig forstået hvor lidt fremskridt der er gjort på undervisningsområdet. De fleste unge mennesker fra provinsen kan fortælle at de ikke mødte nogen fra ’den anden side’ før de er langt oppe i teenageårene. De fortæller også at de tit har været overraskede over at disse andre syntes så normale.
Der er en meget enkel grund til dette. Kun en ud af 10 studerende går i blandede skoler. De andre 90 procent bliver undervist under et apartheidsystem. For at give et indblik i hvad disse skoler underviser deres etnisk udvalgte elever i, er det værd at nævne, at syv af disse skoler ledes af dr. Ian Paisleys Frie Presbyterianske Kirke.
Når man ser det i den sammenhæng, forekommer de bestræbelser Gerry Adams og David Trimble har gjort sig den seneste uge overfladiske. Langfredag-processen bygger på politiske institutioner der forudsætter at begge sider arbejder sammen. Men disse er blevet forsøgt indført i et sønderrevet, evigt diskuterende samfund hvis to parter sjældent mødes. Dette holder ikke i længden. At redde Nordirland fra toppen og ned, uden tilsvarende initiativer fra bunden, er allerede mislykkedes én gang – Sunningdale-aftalen fra 1973 blev ødelagt af protestanter som nægtede at leve og arbejde sammen med katolikker. Politisk samarbejde har været et bemærkelsesværdigt resultat – helt sikkert John Majors største, og måske endda Tony Blairs – og det er grunden til at jeg bor I en by, London, som ikke bliver bombet.
En stræben efter integreret uddannelse kunne, på kort sigt, synes at destabilisere den overordnede politiske proces. Fordi alle politikere i Nordirland (undtagen fra det lille Alliance Party) er valgt på et etnisk grundlag, hvorfor de har en grundlæggende interesse i at opretholde adskilte skoler – ikke mindst fordi deres ofte snævertsynede vælgere ønsker det.

Byg bro blandt børnene
Vi kan næppe forestille os, hvor rasende disse politikere ville bliver, hvis ’deres’ skoler skulle optage børn fra ’den anden side’. Som vi oplevede det i de frygtelige scener fra Holy Cross-skolen i Belfast sidste år, er nordirerne ikke bange for at lade deres politiske frustrationer gå ud over fem-årige børn. Men det er på tide at indse, at vi ikke kan vælge mellem politisk samarbejde og integrerede skoler på langt sigt. Uden integrerede skoler er der ingen holdbar politik. Dette vil stå klart efter valget til den nordirske forsamling, som nu er fastsat til den 26. november. Ved Westminster-valget i 2001 vandt det uforsonlige Democratic Unionist Party flere pladser fra The Ulster Unionist Party. I et spejlvendt billede overtog Sinn Fein rollen som provinsens væsentligste katolske stemme fra det moderate socialdemokrati. Det forventes at trenden bliver endnu værre næste måned. Når politikere skal samarbejde i et sekterisk samfund, driver man vælgerne til ekstremer, fordi de føler de skal støtte deres egne i kampen mod kompromismagerne i midten.
Den eneste rigtige løsning er at bygge bro over den sekteriske kløft, der hvor den skabes: blandt børnene. Kun på den måde vil katolikker og protestanter vokse op og blive gamle sammen. Tabuerne forsvinder, når de forelsker sig. ’Blandede’ børn, som i dag sjældent forekommer, vil uvægerlig blive resultatet. Det bedste middel til varig afvæbning er sæd. Det er dagligdags ting som kærlighed og sex der skal løse det nordirske problem, for når mennesker kender, holder af og danner par med deres naboer – i stedet for konstant at sammenligne den katolske flok med den protestantiske flok – er de utilbøjelige til at gribe til våben.
Drivkraften bag et integreret skolesystem vil aldrig opstå i en sekterisk provins, overladt til sig selv. I stedet bør Tony Blair og Bertie Ahern indlede Fase To i den nordirske fredsproces, et spring så visionært som det John Major og Albert Reynolds tog ved starten af vejen væk fra krig. De bør oprette en fond til støtte for et massivt program for integration af alle nordirske skoler, og udfordre provinsens politikere til at være dristige nok til at tage springet. Hvis det kræver at man transporterer katolske børn med busser til protestantiske områder og omvendt – som i sydstaterne i gamle dage – så må det være sådan. Tony Blair har udtalt at han føler ’historiens hånd’ på sin skulder, når han er i Nordirland. Det er på tide den hånd gav bevægelsen hen imod integrerede skoler et skub.

© The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her