Kronik

Skal vi frygte Fogh?

Det er væsentligt, at der også omkring statsministeren er et analyse- og rådgivningsmiljø af kvalitet
25. oktober 2003

Kronikken
Annegrethe Rasmussen (AG) roser i lederen »EU-roser til Fogh« den 20. okt. statsministeren for at have sagt, at vi ikke skal have folkeafstemninger, når man fremover fjerner vetoretten på et politikområde. Fogh har nemlig læst i udkastet til forfatningstraktat, at det fremover skal kunne gøres af EU-regeringerne under EU-topmøderne.
Et stykke ad vejen kan jeg forstå AG. Men jeg frygter en magtkoncentration i statsministerens hænder.
For kort tid siden skrev David Trads i en anden leder, at »landet næppe (har) haft en stærkere statsminister. Fogh bestemmer ganske bestemt alt i sit parti og i sin regering...« (Inf. 8. aug.).
Trads begrundede ikke, hvorfor Fogh skulle være så stærk – og ikke bare regeringen som helhed. Men han ret. Anders Fogh Rasmussen er den første statsminister siden Poul Hartling, der har forudgående ministererfaring. Fogh havde i modsætning til sin forgænger ingen modkandidat, da han blev valgt. Der var tale om en kåring. Og ligeledes i modsætning til sin forgænger var Fogh fra begyndelsen også formand for partiets folketingsgruppe.
Mange Venstre-folk mener, at Fogh personligt skaffede valgsejren i 2001.
Fogh vurderes også ifølge undersøgelser af vælgerne som regeringens bedste minister.
Men ikke bare Fogh står personligt stærkere end flere forgængere. Også statsministerens embede er styrket. Regeringsledelsen er blevet stadigt stærkere, fagministrene svagere og mindre kompetente.
Statsministeren har desuden fået en meget stærkere rolle på den internationale scene. Danmark har her fulgt en almindelig europæisk tendens. Engang havde Danmark statsministre, som overlod udenrigspolitikken til deres udenrigsministre. I et par tilfælde var statsministrene dog forhenværende udenrigsministre, der fastholdt en interesse i udenrigspolitik efter, at de var blevet statsministre. Særligt skelsættende blev her Jens Otto Krags tids som statsminister fra 1962-68 og igen 1971-72. Krag kædede konsekvent spørgsmålet om dansk økonomisk vækst og fuld beskæftigelse sammen med at få Danmark med i EF.
Krag hævdede dog selv, at udenrigsministeren havde den dominerede rolle i det danske system. Hvis han kunne sine ting, var det ham, der bestemte, uanset embedsmænd, presse og selv statsministeren. Men det skulle ændre sig. Især på grund af Danmarks medlemsskab af EF/EU, men også på grund af globaliseringen.
Det begyndte i oktober 1974, da statsminister Anker Jørgensen sammen med de øvrige stats- eller regeringschefer i EF blev indbudt til en privat middag i Paris for regeringschefer uden ledsagere.
Den franske præsident foreslog under mødet, at den samme kreds skulle mødes regelmæssigt. Landenes udenrigsministerier gjorde bagefter indsigelse mod denne tanke. Resultatet blev, at regelmæssige konsultative møder mellem stats- og regeringschefer blev institutionaliserede, men under forudsætning af udenrigsministrenes deltagelse.

Der udvikledes fra 1978 en tradition for ’kaminpassiarer’ mellem stats- og regeringschefer uden udenrigsministres eller embedsmænds tilstedeværelse indgik som en del af disse regelmæssige møder. Med tiden fik vi Det Europæiske Råd. Statsministrene tegner nu langt mere end udenrigsministrene deres land på den internationale scene. Det har stået særligt klart siden Poul Nyrup Rasmussen i 1993 blev statsminister. Nyrup deltog i langt flere internationale møder end sine forgængere. Samtidig blev antallet af medarbejdere i Statsministeriet, der skulle støtte statsministeren i internationalt arbejde, sat op. Det er en udvikling, som er parallel med andre landes udvikling, således fik den tyske forbundskansler i 2002 sin egen udlandsafdeling.
I 2002 blev Udenrigsministeriet udsat for en personalebeskæring på 120 personer. Det var kun begyndelsen. I december 2002 – mens ministeriet havde travlt med at klare EU-topmødet i København, der skulle bane vej for østudvidelsen blev ministeriet præsenteret for et yderligere sparekrav på 87 millioner kroner. Og Finansministeriet ville med to undersøgelser gå udenrigstjenestens økonomi og administration efter i sømmene. Ministeriets deroute var umiskendelig.

Statsministerens udslagsgivende rolle blev klart markeret, da Danmark med en snæver margin besluttede sig for aktivt at støtte den amerikanske krig i Irak uden om FN’s sikkerhedsråd og EU. Ifølge et juridisk speciale var krigsdeltagelsen en klar overtrædelse af FN’s charter og international folkeret. Denne opfattelse blev støttet af tidligere justitsminister, professor dr. jur. Ole Espersen. Beslutningen indebar ifølge professor dr. jur. Ole Krarup også et brud med grundloven, idet de små danske militære enheder, som deltog, blev underlagt amerikansk kommando. Det er der ingen hjemmel til i grundloven, overdragelse af suverænitet i »nærmere bestemt omfang« kan kun gøres til internationale organer (§ 20 i Grundloven). Denne skelsættende beslutning var først og fremmest statsministerens. En senere radioudsendelse, som var baseret på en undersøgelse af forløbet op til den danske krigsdeltagelse, viste, at statsministerens argumentation for krigsdeltagelse ændrede sig fra før beslutningen til den efterfølgende besættelsestid.
Før beslutningen havde statsministeren givet udtryk for, at ønsket om krigsdeltagelse var motiveret af, at Irak ganske sikkert var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Efterhånden som besættelsen forløb uden at der blev fundet nogle masseødelæggelsesvåben kom flere andre efterrationaliserende begrundelser til. Bl.a. skyldtes den nu at Iraks Saddam Hussain – i lighed med mange andre statsledere kloden over – stod for en undertrykkelse af menneskerettigheder.
Kort efter beslutningen om krigsdeltagelse blev statsministerens førerrolle fremhævet i tv på en måde, der var tæt på at ydmyge udenrigsministeren. Danmark havde formandsskabet i EU, da man i andet halvår af 2002 forhandlede udvidelsen af EU til 25 lande. Forhandlingerne blev afsluttet med succes i København. Den danske statsminister blev i medierne præsenteret som den store triumfator – uanset at resultatet heller ikke havde været muligt uden et godt forarbejde af Udenrigsministeriet.
Forhandlingsforløbet blev foreviget af fotografer, som med statsministerens billigelse også optog fortrolige møder. Informations opfattelse er ganske dækkende for adskillige vurderinger af denne film: «....enhver (må) erkende, at Foghs profil og styrke er stor. Udsendelsen afslører i øvrigt en statsminister, som er skræmmende selvsikker – og ofte decideret ubehagelig over for sine nærmeste embedsmænd og ikke mindst udenrigsminister Per Stig Møller. Det står lysende klart, at Fogh gang på gang er træt af Møller, fejer hans indvendinger bort og ofte ganske enkelt ignorerer ham.«(Information 16. april 2003).

Men statsministeren mente, at filmen var et udtryk for åbenhed – selv om de egentlige forhandlinger ikke blev vist. Fra EU-kommissionens cheftalsmand lød dog kritik af, at Foghs ’åbenhed’ ikke var baseret på regler og information af deltagerne i mødet. En fransk diplomat talte om »bøllemetoder«. Det tyske blad Der Spiegel mente, at sjældent havde en politiker så kompromisløst forsøgt at udfolde sit eget billede på bekostning af politiske partnere og partivenner. Den franske præsident kommenterede ikke officielt, men det forlød, at Jacques Chirac havde omtalt Anders Fogh Rasmussen som et fjols. I kølvandet på debatten om ’Fogh bag facaden’ udtalte Udenrigsministeriets direktør sig usædvanligt udiplomatisk, da han sagde: »I takt med at udenrigspolitikken er blevet mere betydningsfuld også for regeringschefer, er der naturligvis risiko for, at regeringschefer går efter kortsigtede gevinster«.
Kombinationen af statsministre, som i stigende grad skylder deres stilling et personligt mandat fra vælgerne og en egenrådig beslutningsstil, kan føre til en udenrigspolitik, der mest handler om statsministerens selviscenesættelse.

Det afgørende er ikke, om det er udenrigsministeren eller statsministeren, der tegner Danmark. Det afgørende er, at det ikke må føre til mindre kvalificerede beslutninger. Og at Folketinget ikke forvandles til et gummistempel. . Og som har styrke til at gøre opmærksom på det, hvis statsministeren er på vej til grundlovsbrud.
Jeg er mere end AG betænkelig ved at give en statsminister uden gode rådgivere og reel parlamentarisk kontrol frikort til at træffe store beslutninger på Danmarks vegne.

*Tim Knudsen er professor ved Institut for Statskundskab, Kbh. Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu