Læsetid: 2 min.

Den er gal igen

Debat
7. oktober 2003

PÅTALE
Dømmekraft
Det er tilsyneladende nødvendigt, atter at give chefredaktøren en påtale. For et halvt år siden måtte en kreds af læsere give David Trads (DT) en påtale for hans ensidige og unuancerede USA-fascination. Det havde effekt, idet Informations dækning af bl.a. Irak-krigen har været forbilledlig.
Men nu er den gal igen. DT er så EU-begejstret, at det går ud over hans dømmekraft og dermed læsernes krav på at få en sammenhængende argumentation inden konklusionerne drages. Hans leder om perspektiverne ved en ny folkeafstemning om de 3 1/2 EU-forbehold, onsdag den 24. september, er symptomatisk. Den slutter således: »det er selvfølgeligt positivt, at der bliver chance for at slippe af med de skadelige forbehold mod fælles mønt, forsvar og unionsborgerskab; men entydigt negativt i forhold til (det halve) udlændingeforbehold. Der er grund til at anbefale et ja til såvel forfatningstraktaten og de tre hele forbehold.«
Man skal lede længe efter en mere uargumenteret konklusion vedr. EU-forfatningen og de danske forbehold. DT’s leder begrunder ikke disse konklusioner. Lederen omhandler udelukkende det forkerte i, at reservere et halvt forbehold til en specifik dansk udlændinge-politik og den deraf følgende risiko for at tabe den næste EU-afstemning. Men uanset hvad man måtte mene om den aktuelle danske udlændinge-politik, så sikrer det hele forbehold jo, at politikken i fremtiden kan ændres. Det ville ikke kunne ske, hvis kompetencen på dette område, såvel som på et hvert andet politikområde, først er blevet overdraget til EU.
Beslutningskompetencen er kernen i stridsspørgsmålene om den nye EU-forfatning: hvor skal grænsen for det danske folketings beslutningskompetence ligge i fremtiden? Det vil sige, hvorledes sikres det, at politikken fortsat hviler på demokratisk grundlag? I det perspektiv er det pinligt, at DT blot lægger sig ned på ryggen og på forhånd erklærer sig parat til at anbefale et ’ja’ til en forfatningstraktat, hvis indhold han endnu ikke kender.

Krav skal stilles nu
Har det forbigået chefredaktørens opmærksomhed, at forhandlinger om indholdet i denne fremtidige EU-forfatning først skal til at gå i gang? At det er nu kravene skal stilles til indholdet – ikke mindst kravene om at friholde en række politikområder fra indblanding fra EU. Kan det virkelig være rigtigt, at DT er parat til at smide de demokratiske principper over bord, hvis bare EU får lov at bestemme? Det kan da ikke være lige meget, hvilket politikområder, der løftes fra national beslutningskompetence til EU-kompetence? For hver eneste gang dette sker, så begrænses den demokratiske beslutningsproces. Det er hovedproblemet med den EU-struktur, der eksisterer i dag, at den i så uhyggelig grad begrænser demokratiet.
Netop denne mangel på demokrati var og er stadig hovedbegrundelsen for de danske forbehold. Det erklærede formål med forbeholdene var, at sikre, at beslutningskompetencen over så væsentlige spørgsmål som finanser, krigsførelse, retsforfølgelse og statsborgerskab ikke måtte fratages det danske folk.
Prøv nu at forstå det!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her