Læsetid 5 min.

Et håbløst tilfælde

Klient-diagnoser som for eksempel ’kværulant’ siger mere om det sociale system end om klienten
13. oktober 2003

Kronik
Hvad indebærer det i en socialforvaltning at blive diagnosticeret som en ’tung klient’, et ’håbløst tilfælde’, en ’fastlåst person’, en ’kværulant’ eller en af de ’uregerlige’ mødre? Begreberne er hyppige betegnelser for klienter, der på den ene eller anden måde ikke samarbejder med systemet. Man kunne vælge at udforske disse betegnelser i forhold til, hvor godt eller dårligt de indfanger de omtalte personers handlinger. Vi har imidlertid et andet ærinde i antologien At skabe en klient, der handler om klientgørelse, men i en anden betydning af begrebet end man sædvanligvis møder i litteraturen om socialt arbejde.
Klientgørelse handler ikke kun om, at en person passiveres og bliver mere og mere afhængig af det sociale velfærdssystem. Klientgørelse handler også – og måske snarere – om en proces som kendetegner de fleste møder mellem individ og system: Nemlig en proces hvor menneskelige problemer oversættes til systemsprog. Der sker noget ved et menneske, når det kommer i kontakt med forskellige velfærdsinstitutioner, dvs. socialforvaltninger, revalideringscentre, institutioner for utilpassede unge, institutioner for misbrugsbehandling osv.
Ingen velfærdsinstitution kan forholde sig til et helt menneske, med den særegenhed, der præger et enkelt individ. Socialt arbejde handler derfor i meget høj grad om at standardisere menneskelige problemer – om at forvandle et hjælpsøgende individ til en hjælpeberettiget klient og videre til en ’sag’ i systemet. Mennesker bliver til klienter i denne proces, hvor socialarbejderens vigtigste opgave er at finde de karakteristika hos en person, der gør ham/hende berettiget – og egnet – til institutionens foranstaltninger. Mange undersøgelser viser, at klienter oplever denne ’håndtering’ som meget problematisk. Det er for de fleste mennesker vanskeligt – og ofte smerteligt – at påtage sig identiteten som en ’sag’ og at indse, at deres problemer kun er problemer, hvis de falder indenfor systemets på forhånd definerede forståelse af problemer. Forskellige klientidentiteter giver en række informationer om det sociale arbejdes organisatoriske kontekst, og om de ’tavse’ forestillinger og ideologier, der er styrende for arbejdet. I praksis bevirker det sociale arbejdes individfokusering imidlertid, at betegnelserne først og fremmest antages at dække over særlige egenskaber ved den enkelte person og således ikke kendetegn ved det sociale arbejde ved den pågældende institution.

Vi vil opfordre til større opmærksomhed på – og forsigtighed i – oversættelsesprocessen fra individ til ’sag’. Kortlægning, diagnosticering, kategorisering er nemlig ikke uskyldige processer. De har konsekvenser, ikke kun for klienternes fortsatte vej gennem systemet, men også for deres selvforståelse, sociale liv og fremtidsmuligheder. At være omsorgssvigtet, kriminalitetstruet og ikke kunne lege (personalets beskrivelser af indvandrerbørn ved en institution for utilpassede unge); at være sygdomsfikseret, fastlåst og umotiveret (omtale af klienter ved et revalideringscenter); at være kværulerende eller ressourceløs (beskrivelse af personer, der overklager en socialforvaltnings beslutninger) eller overvægtig, uærlig og bundløs (omtale af en forælder i en familieafdeling) er ikke neutrale betegnelser – eller positivt fremadrettede personkarakteristika som klienterne kan have
glæde af i deres videre kontakter med det sociale system.
Det som klienter typisk opfatter som arbejdsløshedsproblemer, økonomiske problemer, boligproblemer etc. bliver ofte transformeret til en individfokuseret ’diagnose’, der utvetydigt afgør, at det er klienten der er problemet. Denne transformation er det sociale arbejdes største problem i dag. Meget tyder på, at individfokuseringen i det sociale arbejde, er blevet stærkere i de seneste 15-20 år. Mens man i 1980’ernes sociale arbejde diskuterede klienternes
levekår og sociale marginalisering er det i dag klientens personlige udvikling der udvises en nærmest påtrængende interesse.

Det sociale arbejdes individfokusering hænger sammen med en implicit ’behandlingsmodel’ i store dele af det sociale arbejde. Denne model virker stærkt ind også i institutioner, der ikke har behandling som deres officielle opgave. Det kan f.eks. være familieafdelinger og voksenafdelinger i socialforvaltningen, revalideringscentre og aktiveringsprojekter mv. Det klienterne møder på disse institutioner er arbejdsformer, der er præget af en klinisk, terapeutisk diskurs. ’De dårlige forældre’, ’de tunge klienter’ eller ’de fastlåste’ bliver defineret ved hjælp af en række ’patogene’ faktorer på individniveau, som bedømmes i forhold til et sjældent defineret normalitetsbegreb. Problemet med overførslen af et klinisk perspektiv til det sociale arbejdes område er dog, at der hverken findes vidensbaserede kriterier for hvad f.eks. et godt forældreskab er, hvordan symptomer skal fortolkes eller hvilke konsekvenser forskellige foranstaltninger (f.eks. anbringelse af børn) har. Behandlingsmodellen indikerer altså en klarhed og et vidensgrundlag, der ikke eksisterer på det sociale arbejdes område.
Behandlingsmodellen bygger på en ganske særlig forståelse af klienter og deres problemer. Et centralt aspekt er socialarbejderes forestilling om, at klienterne typisk ikke kender eller anerkender deres egne problemer. Hvis en klient har en anden forståelse af sin situation end personalet har, så er der en stor sandsynlighed for at klientens perspektiv bliver defineret som en del af hans eller hendes problembillede. Klienter som forsøger at forsvare sig mod forskellige negative diagnoser i det sociale arbejde kan derved risikere, at deres forsvar bliver tolket som et symptom på, at de netop har de problemer, de mener, at de ikke har!

Individfokuseringen i det sociale arbejde har også medført en voldsom fokusering på klienternes motivation og vilje. Faktum er, at store dele af det sociale arbejde bygger på en form for ’viljeafprøvning’ af klienterne, en testning af klienternes ’moralske forfatning’. Det drejer sig imidlertid ikke først og fremmest om, at klienten skal demonstrere sin vilje til selvforsørgelse. Det drejer sig snarere om, at klienten skal vise sin interesse for behandlingsmodellens arbejdsformer. Denne type viljeafprøvning hører til blandt det sociale arbejdes tavse forudsætninger. Det står f.eks. ikke skrevet i revalideringsinstitutionernes formålsparagraffer, at de skal afklare klienternes moralske status eller vilje til at samarbejde med personalet. Ikke desto mindre indgår denne viljeafprøvning som en meget central del af klientarbejdet på disse institutioner. Ej heller står der skrevet i den sociale lovgivning på børne- og familieområdet, at klienternes vilje skal indgå som et væsentligt kriterium i socialarbejdernes bedømmelser af ’gode’ vs. ’dårlige’ forældre. Ikke desto mindre er klientarbejdet i familieafdelingerne fyldt med viljeafprøvninger: Dårlige forældre har ikke kun vanskeligheder med at leve op til de diffuse (og sjældent definerede) kriterier for et ’normalt’ forældreskab; de er desuden forældre som ikke vil eller kan samarbejde med socialforvaltningen.
Vi bryder med en psykologisering af sociale problemer, som i en årrække er blevet hyldet i den socialfaglige litteratur. Dette personfikserede fokus overser nemlig de virkninger, som de konkrete velfærdsinstitutioners mål, metoder og øvrige organisering øver på arbejdet. I stedet fokuserer vi på hvordan kværulanten, den fastlåste eller den uregerlige mor skabes og videreudvikles igennem systemet, og hvordan diagnoserne som sagt giver information om de velfærdsinstitutioner og det sociale arbejde, uden hvilke disse ’sager’ ikke ville være blevet til.

*Nanna Mik-Meyer er ph.d.-stipendiat og Margaretha Järvinen er professor i socialt arbejde, begge ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet og Socialforskningsinstituttet

*Deres antologi 'At skabe en klient. Institutionelle identiteter i socialt arbejde' udkommer i dag på Hans Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu