Kronik

Hormon-forstyrret EU-politik

EU er ikke særlig sexet. Kun dem med særlige tilbøjeligheder føler sig voldsomt tiltrukket af at bruge timer i selskab med EU-dokumenter, EU-litteratur eller med EU-debattører
Debat
10. oktober 2003

Kronik
. Den manglende interesse er på trods af den temmelig store indflydelse EU har på vores dagligdag, vores samfundsindretning og miljø, prisen på vores sukker, mængden af hormonforstyrrende stoffer i opvaskemidler og på verden ude omkring.
Måske er det derfor, regeringen uden nævneværdige protester slipper af sted med sin uudtalte ambition om ikke at sparke nogen massiv offentlig debat i gang om udkastet til EU-forfatning.
Straks efter sin tiltrædelse nedlagde regeringen Rådet for Europæisk Politik. Siden har kun få uden for Christiansborg rigtig hørt om, hvad der sker. Regeringens repræsentant i EU-konventet, Henning Christophersen, handlede i dyb hemmelighed mellem regeringen og Giscard d'Estaings topstyring af konventet.
Måske er det også derfor, at både regeringen og dens følgesvende ud i EU-politik, Socialdemokraterne og Radikale Venstre, kan erklære tilfredshed med udkastet til EU-forfatning og hævde, at det opfylder danske ønsker. De vil ikke møde op med krav til forhandlingerne, som startede med EU-regeringskonferencen 4.oktober.

Regeringer har på skift opfundet nye veje til at forfølge EU-politiske ambitioner, de sjældent har bred folkelig opbakning til. Men i længden kan demokratiet ikke leve med, at EU-politik bygger på modsætninger, som konstant forvansker virkeligheden og reducerer politiske deltagere til tilskuere til magten i et demokrati, der antager stadig mere mærkværdige former. Det er nærmest som om, EU-politikken lider af hormon-forstyrrelser.
Hvis EU-forfatningsudkastet ikke ændres i løbet af regeringskonferencen, vil dén forfatning parkere åbenhed, nærhed, demokrati og almindelige borgere på Museet for Forældede og Besværlige Traditioner.
Det er selvmodsigende, at ja-partierne ikke vil have debatten samtidig med, at man undskylder for eksempel nej’et til ØMU’en med, at de "ikke havde fået oplyst borgerne nok" eller at folk "ikke forstod, hvad det egentlig handler om".
Hvis man har dén opfattelse af virkeligheden, er det ganske uforståeligt, hvorfor man viger tilbage for en grundig offentlig debat og høring af befolkningen. Debat skaber viden og spreder information, og giver desuden politikerne en chance for at finde ud af, hvad befolkningen rent faktisk mener.
Men strategien synes igen at være fortielse og bagatellisering af forfatningsudkastets rækkevidde. Til trods for, at et notat udarbejdet af Udenrigsministeriet ("Konventstraktaten og forbeholdene)", bekræfter og understreger de aldeles vidtrækkende, juridiske og politiske, konsekvenser for EU-samarbejdets karakter, hvis man vedtager den foreliggende forfatningstekst.

Regeringen, Socialdemokraterne og Radikale Venstre vil ikke stille krav, fordi forfatningsudkastet "lever op til danske ønsker". Men faktisk fremlagde partierne i marts 2003 et fælles udspil, "Konventet om EU’s Fremtid", der udstikker retningslinierne for Danmarks holdning i forhandlingerne i Konventet og på den nu nært forestående regeringskonference.
I lyset heraf lider udkastet til EU-forfatning af åbenlyse mangler. Hverken kravene om de nationale parlamenters indflydelse, grænser for EU’s beføjelser, eller om at forfatningen ikke må erstatte de nationale grundlove men kun supplere disse, er opfyldt. Først i lørdags tilsluttede Fogh sig igen kravet om et land-én Kommissær.
Den samlede magtfordeling betyder, at magtens centrum flyttes i helt afgørende og voldsom grad. Magten udgår i al væsentlighed fra EU, fra et koncentrat af store lande og ikke-kontrollerbare embedsmænd. Europas borgere bliver effektivt koblet af.
Det vender op og ned på gængs forståelse af ord og sammenhænge som ønsker-tilfredshed-krav-demokrati-ansvarlighed-konsekvens, når ledende politikere bruger ordene og magten efter forgodtbefindende. Man kan ikke genkende virkeligheden, og det svækker den demokratiske proces. Alt sammen på trods af, at et af ja-partiernes favorit-argumenter er, at det er vigtigt at sidde med ved bordet. Danmark skal turde være med til at sætte den europæiske dagsorden.

Forfatningsudspillet er på afgørende punkter i strid med selv ja-partiernes ønsker. De hævder det modsatte. Befolkningen er dybt splittet og har aldrig med stort flertal støttet op om ja-partiernes integrationsiver. Alligevel blev Christophersens mandat i EU-konventet ikke diskuteret offentligt. Det skal den danske position på regeringskonferencen åbenbart heller ikke. Den politiske elite diskuterer, hvordan man kan vride armen om på befolkningen ved folkeafstemningen.
Samme ånd præger forfatningsudkastet: Såkaldt "almindelige mennesker" er ikke kloge nok til at forstå EU, så de skal ikke involveres. Men befolkningen er ikke "nogen", som er et helt andet sted! Vi er lige her. Det er os, I møder i Brugsen. På gaden. Ved stranden. Vi er jeres naboer. Det er et alvorligt sygdomstegn, når den demokratiske proces anses for at være noget bøvl og folkelig indflydelse noget, man helst skal undgå. Det forstærker kun fornemmelsen af, at EU er noget, der foregår "dernede i de lukkede glaspaladser". Hvem vinder egentlig ved det?
Forfatningsudkastet vil søsætte en centralistisk statsdannelse, der fra starten plages af grundlæggende strukturelle og demokratiske problemer. Den er ganske enkelt ikke en mulig model for EU-samarbejdet mellem 25 eller flere lande.
Der findes alternativer. Paradoksalt nok udviklet af EU-skeptikere. Men ingen centralt placerede meningsdannere gider interessere sig for dem – så kan man nemlig ikke fastholde det konstruerede billede af EU-kritikere som obstruerende nationalister, der bare vil ud af hele molevitten.
Jeg skal ikke beskrive dem her, blot henvise til det alternative 15-punktsprogram, som blev afleveret af EU-Konventet til Det Europæiske Råd (findes på www.bonde.com) og til materiale på www.junibevaegelsen.dk.
EU er en del af den politiske kampplads. Bundlinien er, at man må skelne mellem politisk indhold og strukturel opbygning, inklusiv beslutningsstrukturer. Uanset hvor mange politiske områder man mener, EU skal beskæftige sig med, må forudsætningen dog være, at selve beslutningsprocessen og magtfordelingen meningsfyldt kan kaldes demokratisk og levner plads til folkelig indflydelse.

I mit hoved skal også europæisk samarbejde bruges som instrument til løsning af egne, regionale og globale problemer men uden at skrotte demokratiet. Nok skal Danmark være i EU, men EU trænger til en grundig udrensning i sine dybt udemokratiske og lukkede strukturer og beslutningsgange.
Til slankning, reel forankring i befolkningerne og til en anden grundstruktur, der bygger på fleksibilitet og åbner vejen for et Europa i flere rum.
Princippet om fleksibilitet er helt afgørende. Oven i købet har det den fordel, at det tager udgangspunkt i den politiske virkelighed. Enhedsstaten er umulig i et EU med mindst 25 lande, der er forskellige i politisk, økonomisk, historisk og udenrigspolitisk henseende.
Miseren omkring de danske undtagelser er jo, at de kun gælder for Danmark. Men undtagelser skal ikke være noget, det enkelte land får lov at have. Det skal være en grundlæggende præmis for EU-samarbejdet.
Fleksibilitetsprincippet kan ikke forkastes som JuniBevægelsens utopiske fantasterier. Michel Barnier, EU-kommissær med ansvar for forhandlingerne om den nye EU-forfatning, stiller sig nu også bag ideen om at bryde enhedsstats-tankegangen. Han siger iflg. Politiken (30.9.), at "realiteten i dagens Europa er jo, at der er forskellige ambitioner i forskellige lande. Se bare på euroafstemningen i Sverige". Også Lykke Friis fra Dansk Industri, mediernes (og regeringens) foretrukne EU-ekspert, har givet udtryk for samme.
Folkeafstemning om forfatningen bliver ikke nogen isoleret dansk afgørelse. Der overvejes folkeafstemninger i mange lande, og vil sandsynligvis give nej-flertal eller store nej-mindretal i de fleste. Det er virkeligheden.
Tænk, om Danmark tog førertrøjen i de kommende forhandlinger. Dannede alliancer med ligesindede for en "Køreplan for Fleksibilitet og Demokrati". For et forpligtende, demokratisk og fleksibelt samarbejde om grænseoverskridende problemer, der gør op med enhedsstaten, så alle ikke skal være med i alt.
Det er ikke selvmodsigende at stille krav til det fællesskab, man er en del af. Det er naturligt. Det viser nemlig, at man tager samarbejde, demokrati og Europas borgere alvorligt.

*Trine Pertou Mach er cand.scient.pol., talsperson og kandidat til EU-Parlamentet, JuniBevægelsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her