Læsetid: 5 min.

Kåde tigre og utaknemmelige gråbjørne

Flere og flere amerikanere har udviklet en sygelig lidenskab for store, dødsensfarlige kæledyr
15. oktober 2003

INTERNATIONAL
Som opkaldt efter en bemærkelsesværdig onkel, der holdt to løver i fangenskab i sit hjem i Norfolk, føler jeg instinktivt en umiddelbar sympati med Antoine Yates – newyorkeren, hvis eksotiske kæledyr bragte ham i alvorlig knibe i sidste uge. Som De måske har læst andetsteds, boede Antoine i sin lejlighed i Harlem sammen med en 180 kg tung tiger ved navn Ming foruden en halvanden meter lang alligator og en – må man formode – temmelig nervøs killing ved navn Shadow.
I forrige uge begik Antoine en alvorlig uforsigtighed, der kunne minde meget om den, der i sin tid kostede salig onkel Terrence livet. Han besluttede at lege en såkaldt tumleleg med sit tigerkæledyr. Under de kåde livtag, som Antoine selv betegnede som Vi-er-gode-venner-øvelsen, blev Ming en kende for ellevild og forsøgte at inddrage killingen i legen. Antoine lagde sig så imellem og blev slemt bidt.
Da myndighederne ikke ville tro på hans historie, om at en hund havde tilføjet Antoine de kraftige bidsår, besluttede de at efterforske episoden. En kvinde på etagen nedenunder havde for nylig klaget over, at store mængder urin sivede ned gennem hendes loft, hvilket bestyrkede mistanken til, at der var ugler i mosen. Efter en nervepirrende politiaktion lykkedes det så at bedøve Ming, som derpå blev sendt til et vildtreservat i Ohio. Alligatoren, hvis navn ikke er oplyst, blev sendt til en zoo i Indiana, mens Shadows skæbne ikke kendes.
»Mit hjerte er knust,« udtalte en dybt bedrøvet ejer til New York Times. »Ming var som en bror for mig. Han var min bedste ven – ja, faktisk min eneste ven.«
I sidste uge skabte også andre farlige rovdyr overskrifter. Roy Horn, den ene af to tryllekunstnere i scenerkunstnerduoen Siegfried og Roy, er stadig i kritisk helbredstilstand efter at være blevet ilde tilredt af en sine hvide tigre under et show i Las Vegas. Og i Alaska blev en dyrerettighedsaktivist ved navn Timothy Treadwell, som kæmpede for at sikre et godt miljø for vilde gråbjørne, og hans kæreste angrebet af to af disse kæmperovdyr og begge delvis ædt.

Lidt af en grille
Noget kunne tyde på, at en lidenskab for store, dødsensfarlige dyr er blevet lidt af en grille i USA – ja, sågar en ’national epidemi’, skal man tro Jim Breheny, en dyrepasser fra Bronx, som fik det hverv at skaffe et Ming et nyt hjem. I USA holdes ikke færre end 15.000 store katterovdyr – tigre, løver, pumaer, leoparder osv. – som kæledyr. Et medlemskab af en såkaldt tigerklub kan på internettet erhverves for mellem 500 og 2.000 dollar. Ni kæledyrsejere er blevet bidt ihjel af deres farlige kæledyr i løbet af de seneste fem år.
Man kan mene, at der er ikke er noget nyt i denne fascination, og onkel Terrence stod da heller ikke alene med sin særegne hobby. Faktisk lader en anden af mine forfædre – onkel Chops – til at have haft et helt menageri, som omfattede både leoparder, kænguruer, løvekillinger og flere forskellige abearter.
På den anden side forekommer denne seneste besættelse af store, farlige dyr så ekstraordinær, at det er fristende at se den som endnu et symptom på en fremadskridende seksuel usikkerhed hos den amerikanske mand – lidt i stil med trangen til at bære skydevåben, køre i enorme benzinslugende Hummers eller invadere fremmede lande.
Storvildtjagt – endnu en manifestation af samme besættelse – er særligt populær blandt amerikanske (og interessant nok, tyske) forretningsmænd, og er ofte et utilsløret seksuelt surrogat. Ifølge en af mine zimbabwiske venner, som en overgang drev en safari-virksomhed, medbragte disse plumpe midaldrende typer næsten altid en eller anden pyntedukke af en ung ’trofæ-kone’ eller kæreste, som de ville imponere. At nedlægge en elefanttyr, som indfødte safari-klappere har skræmt hen i deres synsfelt, står for disse jægere som et klimaks af maskulin selvhævdelse.

Skøre dyrevenner
For folk som Antoine Yates handler det dog ikke om at dræbe de farlige dyr, men om at bemestre dem med kærlighed og tæmning. Breheny fra Bronx’ Zoo betragter den slags som »afvigertypers sygelige måde at komme i kontakt med naturen på«. Hvis han har ret i det, er den store popularitet, som de stadigt mere sofistikerede i tv-dyrefilm nyder, sikkert en stor del af forklaringen. Avanceret teknologi i form af hyggelige nærbilleder har bragt de vilde dyr så tæt på dagligstuen, at det for svagt begavede eller oversentimentale personer kun er et kort og indlysende skridt at gøre disse dyrs tilstedeværelse til virkelighed.
Da den legendariske David Attenborough i en berømt optagelse engang blev kradset til blods af Rwandas venlige, men kåde bjerggorillaer, gjorde han dem i dobbelt forstand en rigtigt dårlig tjeneste. Ikke blot løb han en risiko for at smitte dem med en infektion, som måske var uskadelig for mennesker, men potentielt dødbringende for andre primater. Han bidrog også til myten om, at inderst inde er alle vilde dyr lige så kælne, nuttede og søde som de klassiske kæledyr.
Muligvis er det ikke helt rimeligt at inkludere afdøde Timothy Treadwell i selskabet af de småskøre ’afvigertyper’. Han var måske nok en idealistisk californier, som yndede at gå ubevæbnet rundt i Alaskas ødemarker og klappe gråbjørne og synge »jeg elsker dig« til dem. Men han førte også en kampagne for at beskytte miljøet i deres naturlige levesteder. Indtil sidste uge, da et par af disse lådne bæster som nævnt viste sig dybt utaknemmelige og åd ham. Trods al hans ekcentricitet betragter jeg Treadwell som lidt af en helteskikkelse – et klart positivt modstykke til den idiotiske Antoine Yates. Treadwell skal engang have udtalt, at han ville være stolt over at ende sine dage som del af en stor bjørnelort, og netop sådan gik det til. »Jeg tror, at Timothy ville have betragtet dette som kulminationen på sit livs store sag,« kommenterede en ven. Blandt verdens mange skøre dyreelskere, er der i det mindste nogen, der udretter store og positive ting.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu