Kronik

Kulturens Mount Rushmore

Der er god grund til at konsultere Pär Lagerkvists 90 år gamle ’Ordkunst og billedkunst’, der først nu er blevet oversat til dansk. Det er et aktuelt værk, som fortæller os om alt det vi ikke fik i dansk kulturliv
14. oktober 2003

Kronik
Ulla Dahlerup fra Dansk Folkeparti har med diffuse febersyner, optændt af de allermest plebejiske menneskel-ige instinkter, erklæret sit had til Klaus Rifbjerg og de kulturradikale. Nu er det jo en hædersbevisning at blive ålet af Dansk Folkeparti, og så må det være på sin plads med en lidt mere substantiel kritik, der retter sig mod kunst og holdninger og den kulturradikale tradition i øvrigt.
I 1913 udgav den svenske forfatter Pär Lagerkvist det lille skrift Ordkunst og billedkunst. Han ville henlede sin samtids opmærksomhed på den moderne billedkunst som kilde til fornyelse af en litteratur, som han fandt var blevet hængende i de krav, som Det moderne gennembrud havde stillet til den. Det var med andre ord en kulturradikal litteraturforståelse, Lagerkvist ville gøre op med; en litteraturforståelse, der mente at litteraturen skulle »sætte problemer under debat«, som Georg Brandes formulerede det. Den kulturradikale kongstanke, at man kan opnå social fornyelse gennem kulturel udfordring, er på dansk grund er blevet gentaget i samtlige slægtsled siden Brandes. Det er den samme kongstanke, der ligger bag udsagn fra Klaus Rifbjerg om, at han savner »etisk kurssætning« hos yngre forfattere, og det er også den tanke, der spøger hos ældre universitetsforskere, når de efterlyser realistiske samtidsromaner fra den yngste forfattergeneration og føler sig kaldet til at diagnosticere værker, der ikke er båret af levet liv og problematisk virkelighedserfaring som »anoretisk litteratur«.
Naturalisme og realisme i litteraturen var det moderne gennembruds fremherskende udtryksformer, og Pär Lagerkvists Ordkunst og billedkunst tager afstand fra realismens (og naturalismens – han skelner ikke) trættende detaljeophobning og hang til psykologisk forklaring; han betegner ligefrem tendensen som sygelig og pervers og uden sidestykke i litteraturhistorien.
Som modgift mod den depraverede realisme vender Lagerkvist sig til den moderne billedkunst, især kubismen og ekspressionismen: Picasso og Matisse. Han fornemmer i sin samtids billedkunst en optagethed af det absolutte og varige, der er modsatrettet tendentiøsiteten og flygtigheden i den litterære realisme. Enkelt formuleret kan man sige, at billedkunsten med kubismen og de talrige retninger, man samlet kan betegne som postimpressionisme, i stigende grad fokuserede på kunstværkets motiv eller overordnede struktur på bekostning af dets tema eller fortælling, hvorved den fik et mere storslået udtryk med enkle linjer og klare farver. Det var især bevægelsen bort fra det virkelighedsefterlignende, som Lagerkvist fandt visionær, og denne antimimetiske karakter ved det nye maleri var et af de moderne træk, han håbede at kunne overføre til det litterære værk.

Der er meget i Lagerkvists lille skrift, som er påvirket af den franske filosof Henri Bergson og fremherskende antirationalistiske strømninger i Europa omkring århundredeskiftet. Bergson og disse strømninger som årsag til europæisk modernistisk kunst har imidlertid kun affødt en forbløffende ringe mængde skriftlig behandling på dansk, og misrøgten kan føres tilbage til den omstændighed, at en meget lille, kulturradikal inderkreds i før- og mellemkrigstidens Danmark var styrende for forståelsen af den moderne kunst og dens forudsætninger. Den kulturradikale klike var – og er – modstandere af enhver form for metafysik, og Henri Bergson er metafysiker eller spiritualist for så vidt, som han opererer med en ikke-materiel form for liv, som karakteriserer en virkelighed bag den ydre, materielle og sansede.
Livet er for Bergson bestemt af en livsstrøm, élan vital, som er et højeste kraftcentrum, hvor alle tendenser og »retninger«, som livet kan følge, er indeholdt i hinanden. Vor materielle virkeligheds forudsætning rummer således for Bergson ingen faktuelle eksistenser, kun virtuelle. Den virkelighed, vi kender, er realiseringen af nogle af de iboende muligheder i kernen af al væren, men bestemt ikke dem alle. Ved vor materielle virkelighed »klæber« der derfor en karakter af ikke-realiseret virkelighed eller mulighed (poetiske sjæle ville kalde det håb), der er pant på livskraften, og som kunstneren fornemmer og formidler. Alt stof og materiel substans rummer således historien om sin egen tilblivelse – og om selve »tilblivelse« som kernen i al væren. For Bergson er det kunstens væsentligste budskab. Ser vi på et kubistisk billede af Picasso, så er det kendetegnet ved at give flere ombrudte versioner af en sanset realitet. I stedet for at se dette som udtryk kunstnerens frustration over en usammenhængende og fragmentarisk virkelighed, så er der langt mere belæg for at opfatte det som et forsøg på at fange virkelighedens karakter af tilblivelse og dynamik. Det er således ikke realistisk illusionskunst eller øjenbedrag – trompe l’oeil – men nok åndsbedrag, trompe l’esprit, idet værket mimer en åndelig realitet, der ellers ikke er synlig for det blotte øje.
En sådan udlægning er – og var – kættersk tale og okkult tøjeri for de kulturradikale fritænkere, især for en Otto Gelsted, der varetog en stor del af inderkredsens kunstforståelse og -censur.
Gelsted voksede gennem 20’erne og 30’erne til at blive den altdominerende teoretiker for de kulturradikale. Han oversatte Freud til dansk i 1920, og det resulterede selvsagt ikke i en afsked med psykologisering i kunsten, men snarere i en kulturradikal facitliste for opportunistiske skriverkarle, der fuskede fælt med en hydraulisk personlighedsmodel, der kunne sprøjte oven- eller nedenud, hvis trykket blev for stort.

Allerede i en artikel fra 1916 i Tilskueren, »Russisk mystik«, der er en anmeldelse af Dostojevskis Brødrene Karamasov, skriver Gelsted om »kulturmennesket«. Dette kan kendes på sin dobbelte art af fortrængning; nedadtil og opadtil. Nedadtil fortrænger det atavistiske, forbryderiske og perverse tendenser, og opadtil fortrænger det »en alt for vild ud i det blå blomstrende spiritualisme« sammen med metafysiske længsler, der strider mod fornuften. Med andre ord er man ifølge Gelsted kulturelt underudviklet, hvis man alvorligt beskæftiger sig med åndelige spørgsmål, og man bør derfor gøres til genstand for kulturel pottetræning, så man kan blive »tæt« både foroven og forneden.
Det blev imidlertid et problem for fritænkerne at »bruge« den moderne kunst til noget, når de nu ikke måtte medtænke de metafysiske blebørns åndelige forudsætninger. De kulturradikale bestræbte sig på at være yderst saglige og antifetichistiske i deres holdning til den materielle kultur, hvor formgivere og arkitekter skulle fjerne enhver form for ikke-materialistisk kvalitet, der måtte knytte sig til deres frembragte artefakter – tom, tom, salig tom er verden for andet end ting, lyder det som et ekko i Rifbjergs »Frihavnen« fra 1960.
Funktionalismens antiseptiske bonerthed forliges imidlertid dårligt med en kunst, der har rødder i andalusisk blodrus og afrikansk kannibalisme, og fritænkerne havde deres hyr med kubismen. Det er i den forbindelse rørende at se, hvordan Poul Henningsen aldrig bliver træt af at pege på kubismens anvendelighed inden for vinduesdekoration(!). I Hvad med kulturen? fra 1933 hedder det i »Vinduespynt før og nu.« om et »kubistisk« arrangeret hattehandlervindue (i ph’sk, funktionalistisk bogstavering): »Picasso hade vist ikke i 1906 tænkt sig, at han skulde blie saa udbredt.«
Nu var Picasso et rummeligt menneske, men jeg tvivler oprigtigt på, at det ville have opfyldt hans kunstneriske ambitioner at blive fremstillet som fader til en revolution inden for vinduesdekoration.

For at vende tilbage til Pär Lagerkvist, så er det bemærkelsesværdigt, at han i Ordkunst og billedkunst mener, at der er noget at lære af den amerikanske digter Edgar Allan Poes poetiske praksis. Lagerkvist opholder sig ved Poes A Philosophy of Composition fra 1846, hvor han gør rede for tilblivelsen af sit kendte digt »The Raven«. Poes nytænkning består deri, at han vender op og ned på rækkefølgen af de poetiske skabelsesakter. Det, der synes at være resultatet, »formen«, er for ham begyndelsen; det, der synes at være udgangspunktet, »meningen«, er resultatet. Styret af sproget som lydmateriale, konsonanter og vokalers klangværdier, udfolder Poe en formel moral, der således styrer værkets udsagn, eller værkets mening om verden, som altså ikke er fastlagt før formningen går i gang. Det er det stik modsatte af en kulturradikal »etisk kurssætning«, hvor man som kunstner på forhånd skal have en »kritisk« menig om alting, og denne holdning bedriver man så »kunst« på. Det
har resulteret i talrige patetiske truismetrubadurer, der har tudet os ørerne fulde om, at jorden er rund og at vi skal passe på hinanden, de undertrykte kurdere og hvad ved jeg. Det er samme holdning, der efterlyser en realistisk kunst, hvor ungdommen bekender sit forhold til misbrug og forplantning.

De ubetinget mest spændende udsagn på dansk grund, der er båret af modernismens tradition for formel moral, er dem, filmkunsten står for. Dogmekonceptet er således udtryk for formel moral, ligesom von Triers kridtstreger i Dogville er det. Styret af denne – og i von Triers tilfælde et ledemotiv i Pixibogshøjde om Prinsesse Guldhjerte – skabes stor kunst, som man udmærket kan forveksle med etisk kurssætning; men lur mig om ikke von Triers videre arbejde med formen vil resultere i kontroversielle og kulturradikalt ukorrekte ytringer.
Der er alt i alt god grund til at konsultere Pär Lagerkvists Ordkunst og billedkunst, der først nu er blevet oversat til dansk. Det er et aktuelt værk, som fortæller os om alt det vi ikke fik i dansk kulturliv, til dels fordi horisonten var spærret at et kulturelt Mount Rushmore, hvor nogle få koryfæer tronede i glad materialitet. Vi fik masser af prominent dennesidighed og avanceret psykologisk
fortrængning og »tilfældighedsromaner«. Vi fik kun i ringe grad de åndelige forudsætninger og en bredere forståelsesramme for den europæiske modernisme i det 20. århundrede og en kunst, der bar præg af det, men vi ka’ få kendte bøsser nok, når der står Rifbjerg på novellen, så vi tjener ind på gyngerne, hva’ vi har mistet på karrusellen.

*Mogens Davidsen er lektor vedCenter for Nordiske Studier, Syddansk Universitet

*Lagerkvists ’Ordkunst og billedkunst’ samt hans samtidige digtsamling ’Motiv’ udkommer på Syddansk Universitetsforlag i en oversættelse af Mogens Davidsen og
Jakob Brøbecher

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu