Kronik

Kulturradikalismens formelle moral

Den kulturradikal æstetik kan ikke frakendes formel moral, tværtom har de bedste af traditionens smagsdommere netop været store formalister
29. oktober 2003

Den kulturradikal æstetik kan ikke frakendes formel moral, tværtom har de
bedste af traditionens smagsdommere netop været store formalister

Kronik
I en kronik den 14. oktober benyttede lektor ved Syddansk Universitet Mogens Davidsen udgivelsen af sin egen nye oversættelse af Pär Lagerkvists Ord og billedkunst som anledning til at åbne en ny flanke i det verserende opgør med kulturradikalismen i moderne dansk tradition. Emnet var her den kulturradikale udlægning af den modernistiske kunst- og litteratur, som effektivt satte sig på kritikken og pædagogikken i løbet af det 20. århundrede, men som samtidig med sine fordringer om social problemdebat, kulturel og psykologisk frigørelse, ifølge Davidsen, betød en undertrykkelse og manglende sensibilitet for modernismens mere visionære, metafysiske og vitalistiske, og formelle sider. Begge dele finder Davidsen i Lagerkvists ’aktuelle’ skrift, der herefter fungerer som anstødssten for en mere principiel kritik af den kulturradikale æstetik.
Foruden at knytte an til den aktuelle kulturkamp indskriver Davidsens indlæg sig i en mere omfattende akademisk nyfortolkning af den moderne kunst- og litteraturhistorie, som de sidste par år har fundet sted i forskningsmiljøet omkring Syddansk Universitet og det af professor Anne Marie Mai ledede trebindsværk Danske digtere i det 20. århundrede. Tyngden i denne diskussion har hidtil ligget i en ’formel’ nylæsning af den nyere litteraturhistorie med fokus på en række forfatterskaber, der faldt udenfor i den kulturradikale optik. Davidsen fører nu diskussionen bagud til den klassiske modernisme fra starten af århundredet og dermed også til rødderne af den kulturradikale æstetik i Danmark.

I sit lille programskrift fra 1913 slog Lagerkvist til lyd for et opbrud fra den litterære naturalisme svarende til det opgør med naturefterligningen, som havde fundet sted indenfor det moderne maleri, ekspressionismen og kubismen, som han udlagde under påvirkning af vitalistisk tankegods fra filosoffen Henri Bergson. I modsætning til en litterær naturalisme, der satte indhold over form, knyttede han samtidig an til Edgar Allan Poes poetiske princip om formel moral, som forenklet sagt går ud på at se på formen som det styrende i det kunstneriske udsagn.
Ord og billedkunst fik, som Davidsen beklager, ikke fik nogen virkningshistorie i Danmark, men det betyder ikke, at man herhjemme var mindre formelt orienteret. Tværtimod var en tilsvarende nyorientering allerede en reflekteret malerisk praksis hos Harald Giersing, der i sin tidlige produktion forlod naturefterligningen, ’Illu-sionen’, til fordel for et dekorativt figurmaleri, hvis ’Indhold’ var flader, farver, linjer og rum, og hvis motiver blot tjente som påskud, ’dekorative Incitamenter’, for formelle effekter. Opgøret med 3D-illusionen, udtrykt i slagordet om ’at holde Fladen’, er det helt afgørende i dansk ekspressionisme, som den bl.a. videreføres hos Vilhelm Lundstrøm, der i sine ’pakkassebilleder’ fra 1917-1918 gav stilen et nyt nøk ved at hive kunstfremmede virkelighedselementer som tobaksemballage, blonder, træ- og metalstykker direkte ind i billedfladen. »Lundstrøms Klude og Papirmaleri kunde lære Folk om Stof. Som Dekoration er de smukke, men Skønheden har de laant fra Stofferne«, skrev en ung PH i 1918 i sin debut som kunstkritiker.
Den kulturradikale kunstkritik opstod direkte af mødet med disse udtryk, og at anklage den for manglende formel sensibilitet er at vende tingene på hovedet. Læser man PH’s kunst- og sprogkritiske kronikker fra 30’erne, er det tværtimod slående, hvor tæt de ligger på det man i kunst- og litteraturteorien forstår ved formalisme. Det gælder den konstante, æstetiske udfordring af stivnede vaneforestillinger og synsmåder, ligesom idéen om at kunstens fornyelse og demokratiske potentiale kommer ’nedefra’: fra det ikke kanoniserede, de nye materialer og genrer, hverdagens ready-mades og særlige taletone. Derfor havde PH straks blik for de stoflige bestræbelser hos Lundstrøm, og fordi maleriets politiske engagement lå i penselstrøg, farver og teksturer, måtte han afvise 30’ernes udpenslede socialrealisme, trods dens gode viljer. »Alt god kunst er realistisk. Al realistisk kunst er dårlig«, lød det i kronikken om »Kubismens politiske indhold« fra 1930 som et ekko af den formelle moral fra Giersings aforismer fra Klingen (1917): »God Kunst er altid national. National Kunst er altid daarlig«.

Det kildne spørgsmål om de nye kunstprincippers vej fra maleriet til litteraturen var fra starten et varmt emne i det danske avantgardeorgan Klingen (1917-20). Christen Fribert indledte diskussionen med en betoning af den »indre Lighed« mellem kunstarterne i arbejdets dobbelte side: »Det gælder ikke alene om at finde Udtryk for en Tanke, men ogsaa ofte at finde Tanke for et Udtryk«. Og samme genuine parallel til Poes formelle moral finder vi i Otto Gelsteds æstetiske refleksioner i dialektikken mellem »Associations-princippet« (dvs. indholdet) og »det Formale Princip« i kunsten. På dette grundlag skrev han i 1919 monografien Ekspressionisme, som med begreber fra Edgar Rubins æstetiske gestaltpsykologi, udlagde det formelle nybrud i europæisk og dansk kunst.
Gelsted møder vi nu hos Davidsen som grundlæggeren af »en kulturradikal facitliste for opportunistiske skriverkarle, der fuskede fælt med en hydraulisk personlighedsmodel, der kunne sprøjte oven- eller nedenud, hvis trykket blev for stort.« Og her kører debatten af sporet, da det er højst uklart, konkret hvilke skriverkarle, der falder under denne neurotiske diagnose. I den seriøse del af det nævnte opgør, Davidsen her opfører en hårdtpumpet polemisk version af, har kritikken primært handlet om Torben Brostrøms indflydelsesrige begreb om modernismen i Danmark. Jeg vil her lade det være op til Informations læsere at vurdere om ovenstående signalement er et rimeligt skudsmål over hans kritisk indsats og metode.
Hvad den navngivne del af kritikken angår, polemiseres der á la mode mod Rifbjergs efterlysning af »etisk kurssætning« hos yngre forfattere, og der alluderes til »ældre universitetsforskere« af kulturradikal observans à la Hans Hertel og John Christian Jørgensen, som ved flere lejligheder har luftet konservative litterære præferencer og en vis mæthed med hensyn til ny litteratur. Men er det dem, der i dag repræsenterer den kulturradikale æstetik i litteraturkritikken? Fra PH’s sprogkritik gik en vigtig linie til den litteratursociologiske realisme-kritik hos Sven Møller Kristensen, der i en række kronikker om »Nutidens stil« fra 1940’erne så en litterær pendant til det formelle nybrud i maleriet og den funktionelle arkitektur i tendensen til en »ny mundtlig og stoflig stil«, hvor formen bliver en »funktion af stoffet«. Arvtagerne til den type kritik er i vore dage ikke Hertel eller Jørgensen, men snarere Erik Skyum-Nielsen, der gennem årene har forenet et ideologikritisk udgangspunkt med en stærk formel sensibilitet for politikken i fortælleformerne hos æstetiske realister som Bent Vinn Nielsen og Vibeke Grønfelt. Igen må dette være stedet at overveje, hvor dækkende Davidsens citerede personlighedsmodel er for ham; og om ikke netop formel moral ville være en mere passende betegnelse?

Med disse nedslag i kulturradikal æstetik turde det stå klart, at den ikke – som Davidsen gør det – kan frakendes formel moral, tværtom har de
bedste af traditionens smagsdommere netop været store formalister. En god kulturradikal kunstkritik er – som den klassiske formalisme – materialistisk, ’stoflig’, fordi kunstens materiale er det. Trænger andre dele af tankegodset til en ajourføring, er det noget af det mere varige i arven, som ikke kan afvises blot med henvisning til at nogle aldrende radikalere ikke er unge længere eller at vinden i øvrigt blæser lidt i en anden retning lige nu. PH ville have værdsat Triers dogmekoncept, som Davidsen i tilslutning til aktuelt dominerende smag og kulturpolitik fremhæver som det bedste eksempel på formel moral på dansk, ligesom den gamle oplyser ville have haft blik for de demokratiserede tendenser hos f.eks. Superflex eller vore dages street art. På litteraturens gebet er det heller ikke noget der tyder på, at kulturradikal æstetik skulle være passé, hvis man blot ser og hører på, hvordan formel moral og stoflig stil med kritisk brod florerer i aktuelle udgivelser fra f.eks. Ursula Andkjær Olsen og Lone Hørslev. Her, i arbejdet med kunstens forskellige materialer, sprog, plastik og nye medier, ligger kimen til æstetisk fornyelse og kritisk engagement, snarere end i en genoplivning af en hengemt tradition for metafysiske sværmeri og vitalistisk tåge-snak.

*Torben Jelsbak er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu