Kronik

Kynisk kærlighed

Årets modtager af Nobel-prisen i litteratur er nok sydafrikaner, men han er ikke den slags eksotiske forfatter, man kan nikke nedladende og opmuntrende til fra det fjerne Europa – han viser os, at verden nådesløst er vores
Debat
11. oktober 2003

Kronik
Har jeg ret?« ville jeg råbe. »Har jeg forstået dig? Hvis jeg har ret, så løft den højre hånd, hvis jeg tager fejl, så løft den venstre!«
J. M. Coetzee: Historien om Michael K

Når årets Nobel-pris i litteratur uddeles, er det mere end almindeligt spændende, om J. M. Coetzee, 63-årig sydafrikansk forfatter, dukker op. Årets prismodtager kom ikke til London for at modtage sin Booker-pris i 1983. Eller for at modtage nummer to, da han som den første nogensinde fik den for anden gang i 1999. Faktisk er undvigelsesmanøvren en gennemgående figur i Coetzees liv – og i hans fiktion, som snart 30 års læsninger uden held har forsøgt at indfange i de professionelle fortolkeres fiskenet.
Først og fremmest kan Coetzee kun med kvalifikationer kaldes en ordentlig sydafrikaner. Som
19-årig emigrerede han til London og derfra til University of Texas, og han blev i USA, indtil en prekær visumsituation kombineret med en politisk protestaktion gjorde, at han fik sparket tilbage til Sydafrika; en skæbne, som han affandt sig med, indtil han for to år siden emigrerede til Australien. På en måde. For lige nu befinder han sig på University of Chicago, hvorfra hans eneste reaktion på Nobel-nyheden har været en karakteristisk kejtet og kortfattet skriftlig udtalelse.
Emigrationer er et ømtåleligt emne i Sydafrika, hvor et stort antal af landets hvide befolkning er draget mod England eller Australien efter apartheidens ophør og har taget deres velstand med sig. Da enken efter den meget elskede forfatter Alan Paton (forfatter til Cry, My Beloved Country) rejste efter et groft indbrud, oplevede mange det som et slag mod forhåbningerne om en fremtid i samhørighed. Men da Coetzee forlod landet, affødte det ikke tilsvarende protester. Han er en outsider. Og det er i lige dele denne undvigende udenforståenhed, der har gjort ham til en uelsket offentlig person og til en stor forfatter. Som al god litteratur er hans nemlig en outsiderlitteratur, der ser på verden tilpas langt udefra eller tilpas langt indefra til, at vi ruskes ud af vores vante forestillinger om, hvordan den hænger sammen.

Historien om Michael K, som Coetzee fik sin første
Booker-pris for i 1983, handler om et borgerkrigshærget Sydafrika i en nær, fiktiv fremtid (som på det tidspunkt ikke var så utænkelig), hvor den lille mand med hareskåret Michael K prøver at drage fra Cape Town til sin mors hjemegn på landet for at overleve i fred. Men K, som
Coetzee kalder ham, bliver hele tiden indhentet af systemet, som er overbevist om, at kun en spion eller terrorist vil opføre sig så undvigende som ham. Han kommer i arbejdslejr og bliver siden indlagt på et hospital, hvor syge krigsfanger kureres for at kunne deltage i det nationale genopbygningsprojekt. Her møder han en humanistisk sindet læge, der ihærdigt prøver at forstå hans
uigennemtrængelige tavshed, indtil K stikker af fra hospitalet.
Historien om Michael K er en rejse gennem et landskab, hvor man ikke kender koderne. Alt fra skiltningen i Cape Town til borgerkrigens konstante krav om at vælge side og hospitalsystemets venligt kontrollerende psykoanalyse fremstår uforståeligt, fjendtligt, fremmedgørende.
Bogen gennemfører det mærkelige eksperiment at vise os verden set fra en mand, der ikke forstår den, og fortælle os om den med stemmen hos en stum.

Omverdenen reagerede på bogen omtrent ligesom lægen (systemets velmenende mand) på hospitalet. Nadine Gordimer, Sydafrikas forrige Nobelprismodtager, anmeldte den i New York Review of
Books og udfyldte rask væk de huller, som Coetzee havde plantet i teksten: »Michael K,« skrev hun, »(initialet står nok for Kotze eller Koekemoer og behøver ikke have nogen reference til Kafka) er ikke Hvemsomhelst (...) Hans mor er tjenestepige i Cape Town, hvilket vil sige at han er en såkaldt coloured...« På den måde fik hun hurtigt omdannet teksten til en, hun selv kunne have skrevet.
Nøjagtig som lægen i bogen drømmer at han råber, mens han i gispende løb forfølger sin undvigende patient: »Dit ophold i lejren var kun en allegori, hvis du kender det ord. Det var en allegori – taget på højeste plan – over hvor skandaløst og uhyrligt en betydning kan tage bolig i et system uden at blive et begreb i systemet. Lagde du ikke mærke til hvordan du smuttede væk, hver gang jeg prøvede at holde dig fast?«
Gordimers, og lægens, fejl var at overse, at man kan vælge ikke at forstå. At det er forfatterens frihed at vælge sine kategorier, og hans opgave at opfinde nye, når de eksisterende ikke kan bruges. Det er dét projekt, der gør Coetzee til den diametrale modsætning til Gordimers samtidsafspejlende fiktion. Som svar på hendes anklage om, at hans helte vendte ryggen til historien i stedet for at skrive den, har Coetzee svaret, at
historien (’history’) ikke er andet end den historie (’story’), vi bliver enige om at fortælle hinanden.
For eksempel historien om, at apartheid var et sydafrikansk problem, og at sydafrikanske forfattere skulle være dens stemme. Den har Coetzee aldrig accepteret. Den menneskelige tilstand, som han undersøger, er vores allesammens. At vold foregår er ikke noget, som vi kan lade som om ikke har med os at gøre. I 1992 sagde han til David Attwell: »Vold og død, min egen død, er for mig intuitivt det samme. Vold, såsnart jeg mærker dens tilstedeværelse i mig, bliver vendt indad som vold mod mig selv: jeg kan ikke vende den udad.« (Interviewet er trykt i bogen Doubling the Point)

Bag Coetzees ubarmhjertige diagnoser ligger, godt skjult, kærlighed. Fordi han altid har nægtet at deltage i identitetspolitik, at lægge sin kærlighed hos en gruppe, er dén grundbetingelse blevet overset. Men ser man tilbage på hans forfatterskab som en foreløbig helhed, fra sammenkoblingen af Vietnamkrig med Boernes første trek gennem Sydafrika i debutbogen Dusklands fra 1974 til de senere års fakta/fiktionshybrider, er det den røde tråd. Man skal bare vide, at hans kærlighed er abstrakt. Dens eftertrykkelige præmis er, at det skal kunne lade sig gøre at elske det, man ikke forstår.
Set i det lys virker hans nylige interesse for dyrevelfærd, udtrykt i The Lives of Animals fra 1999 og Elizabeth Costello fra i år, ikke kun som en ny fiks ide. Bøgerne handler om en kvindelig forfatter, der rejser rundt og holder foredrag om dyr. Men faktisk består teksten mest af alt af hendes foredrag. Og angiveligt har Coetzee selv holdt de samme foredrag, mens han har skrevet bøgerne. Der er altså en fiktiv ramme, men det ser ud til, at den er sat rundt om Coetzee selv.
Denne faktisk-fiktive figur Elizabeth Costello sammenligner
vores apatiske forhold til opdræt af de dyr, vi spiser, med naboerne til udryddelseslejren Treblinka, der plantede deres kål og dækkede dem til, når asken fløj gennem luften fra lejrskorstene, men ikke formåede at tænke tanken om den uhyrlighed, de boede sammen med. Derved mistede de deres menneskelighed. Det var ondskaben: ikke en ufattelig undtagelse, men den hverdagstrivielle laden stå til; den manglende evne eller vilje til at se volden i øjnene. Ikke så meget fordi de tilfældigvis
boede i ondskabens geografiske nærhed, men fordi den var en del af dem, som de ikke konfronterede – ligesom apartheid i denne optik ikke kan ses som en specialordning, der kunne afgrænses til de hvide sydafrikaneres ondskabsfuldhed, men som et produkt af dén verden, også vi her langt væk var og er med til at organisere.

Hvis man altså insisterer på at finde en apartheidpointe hos J. M. Coetzee, er det nok denne. I et liv af undvigelsesmanøvrer har hans tekst altid insisteret på konfrontationen. Det gør den nogle gange uudholdelig, nogle gange for meget, men næsten altid skarp, øjenåbnende og fantastisk.
Selv har Coetzee kaldt sin tænknings grundlæggende modpoler ’kynismen’ og ’nåden’. Det var i 1992, men han har siden holdt fast i temaet, ikke mindst i romanen Vanære fra 1999, hvis originaltitel er Disgrace, ’Unåde’. I Doubling the Point sagde han: »Hvis kynismen er en fornægtelse af nogen absolut basis for værdier, er nåden den tilstand hvor sandheden kan fortælles klart, uden blindhed.« Et sted imellem denne radikale afvisning af nogen form for politisk frelsthed og denne næsten naivt idealistiske insisteren på, at sandheden skal findes, kan man, om ikke indfange, så skimte J. M. Coetzee.

*Lotte Folke Kaarsholm er anmelder og kulturskribent ved Information. Hun har tidligere boet i Durban i Sydafrika

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her