Læsetid: 6 min.

LÆSERDEBAT

Debat
8. oktober 2003


Forsvaret for menneskerettighederne?
*Hvor er forsvaret for menneskerettighederne, hr. (udenrigs) minister? I oppositionsstiden var Per Stig Møller en vedholdende og god fortaler for menneskerettigheder i verden. Især Ruslands skamløse optræden i Tjetjenien havde hans bevågenhed, og med rette. Men hvordan går det i vor egen krig i Irak? Her er forholdene for fanger flere gange blevet belyst og kritiseret for ikke at overholde de gældende konventioner. Desværre er udenrigsministeren – selvsamme Per Stig Møller meget tavs!

Hans-Jørgen Jensen-Wettlaufer, Åbyhøj

Frihed ifølge Fogh
*Da Fogh, som den kulturelle åndsfyrste han er, besluttede at Danmark skulle deltage i Operation Iraqi Freedom, var det selvfølgelig med Kris Kristoffersens gamle tekst i baghovedet: Freedom’s just another word for nothing left to lose.

Peder Hvelplund, Hjørring

Dronningemunden
*Ved hjælp af båndoptagelser fra Dronning Margrethes nytårstaler i de sidste 30 år er hendes tale, der manifesterer en slags ’Hellerup-dansk’, blevet undersøgt.
Generelt for alle disse år kan man sige, at man tydelig mærker, at Dronningen helst ville have været fri for at holde denne tale på årets sidste dag, og man mærker naturligvis også at hun ikke selv har skrevet den (hvilket også en statistisk tekstanalyse afslører). Vedrørende lydspektret, specielt intensitetsmaksimum-ets placering og intensiteterne i området af de højere frekvenser (’high-pitch voice’), er der ikke konstateret en signifikant forskel: Dronning Margrethe er i dag lige så sky og genert og nervøs som for 30 år siden. Et korresponderende ikke-fonetisk træk er at hun helst undgår øjenkontakt hvilket falder sammen med hendes optræden foran ’verdenspressen’ (DR-TV) og i tv-interviews hvor hun plejer at tale hen over hoved på folk.
Foreliggende arbejde er et led i et interroyalt forskningsprojekt, hvor Queen Elizabeth II og hendes 50 års taletid allerede indgår. Undersøgelsen har ikke fået støtte fra Statens Humanistiske Forskningsråd. (Folkegaven 2004 ville være en anden mulighed ...).

Wilfried Schuhmacher
Gadstrup

Et spørgsmål til SF
*SF vil gerne være med til at styrke den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU. EU skal træde op mod USA, siger man. Derfor vil de gerne stemme ja til den nye EU-forfatning, hvor jo netop udenrigs- og sikkerhedspolitikken har en central placering. SF’s medlem af EU-parlamentet Pernille Frahm (PF) mener sågar, at udenrigspolitikken i EU skal afgøres med simpelt flertal.
Til gengæld kan PF ikke li’ den militære del af udenrigspolitikken, som også ligger i EU-forfatningen. Faktisk indeholder den en vidtgående oprustningsforpligtigelse for medlemslandene. Man er i gang med at planlægge et nyt militært hovedkvarter i Belgien, skabe grundlaget for EU-hæren og de europæiske rustningskoncerner er for længst i gang at udvikle nye våben. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med tilhørende militæropbygning er en af mange gode grunde til, at Enhedslisten siger nej til EU-forfatningen.
Det må være på sin plads at spørge: Vil SF stemme nej, hvis ikke den militære del tages ud af forfatningen?

Egon Laugesen
Tønder

Hvor er de henne?
*Jeg er bekymret for om vi om cirka 30 år skal høre, at venstrefløjsfolk' vil sige, at de ikke kunne komme til orde de seneste 30 år, ligesom vi for tiden fodres med, at borgerlige ikke har kunnet det siden omkring 1970! Sagt på en anden måde: hvor er oppositionens ansvarlige politikere henne for tiden? Jeg kan ikke se, høre eller læse ret meget fra dem om deres formodede modstand mod afviklingen af det velfærdssamfund, de har en del af ansvaret for!
Jeg vil meget gerne høre fra ’tavse’ folk fra Enhedslisten, Socialdemokraterne, SF og ligesindede, der ikke er enige i den måde, der føres politik på i Danmark for tiden!'

Hans Houmøller
Rødovre

Hvad der stod
*I Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af min bog Herman Bang. Mærkværdige læsninger (Syddansk Universitetsforlag) den 30. sept. fordrejes mit projekt. Han fremstiller som mit synspunkt på romanen Tine: »Skovriderfruen og Tine er ’i virkeligheden’ lesbiske veninder«. I min bog skriver jeg omtrent det modsatte: »Pointen er ikke, at Tine og Fru Berg ’i virkeligheden’ er lesbiske«.
(s. 179).

Dag Heede
Frederiksberg C

Politik, bajereog en ’dej’
*»Der ligger en dej i badet!«, lød enden på en dekadent RUS-tur med mine nye studiekammerater fra historie. Og netop lortens symbolik overstrålede et skamforbrug af dræbende cigaretter og sikkert også dræbende bajere. Godt smurt godt op og ned ad væggene udstillede lorten i pornografisk forstand, at vi i fire dage ud over at have det sjovt, var et udtryk for en ligegyldig ungdom, hvor rusmidler og dertilhørende ustyrlig afføring var centrale fællesskaber. Måske har stoffer, lort og politik været hot siden ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne, det har jeg ingen anelse om. Men man bliver under alle omstændigheder træt i hovedet af at sidde omringet af unge mennesker:
Globaliserings-nihilister, der til enhver tid vil forlade den danske skude, da de i øvrigt ikke giver en skid for det skandinaviske velfærdssystem, nationer og dets usle lignende. Ny-liberale, der sidder og hælder ud om, hvor lidt udlændingene gider at lave, og at fængselsstraf og økonomiske repressalier er det eneste, kriminelle og socialt udsatte forstår.
Neo-socialister, som venter den blodige revolution om hjørnet sammen med sultens slavehær skabt af Vestens grådighed. Således gennempryglet af polariseringerne bestående af uvidenhed og argumenter, der knapt holder til aftenens TV-avisen eller Nyhederne, sidder man dér iklædt sine lærredsbukser, sin polo T-shirt og en nyopknappet øl, spændt på hvilke holdninger der findes på bunden af den næste flaske. Ja, for dette indlæg er lige så meget en opsang til mig. Måske endda mest til mig. For det er mig, der er den mest udefinerede. Det er mig, som gerne vil have et brændende klart politisk lys i min ånd, men ikke kan skære det ud af tågen.
Det er mig, som ikke ved, hvor der er brug for mig. Men det er til gengæld også mig, der tror på en fremtid uden blodige revolutioner, uden flugt og uden straf.

Jacob la Cour Møller
Kbh. Ø.

Ligegyldighedens forbrydelse
*Hvem er terrorist? spørger den franske filosof og skribent Andrè Glucksmann med udgangspunkt i Ruslands terrorkrig i Tjetjenien. Han tilbragte illegalt fem uger i Tjetjenien sommeren 2002, og har senere, som en af de få, holdt et kritisk øje med Putins brutale udryddelseskrig.
Vestens ledende politikere er ikke uvidende om tragedien, men de tier om det afskyelige blodbad, som langt overgår, hvad Milosevic nu er anklaget for. Der er krig så mange steder i verden, så derfor har vi måske svært ved at forstå omfanget af krigen i Tjetjenien. Det er ikke muligt at få eksakte tal, men man regner med, at nærmere 300.000 tjetjenere – de fleste civile – er døde i denne krig. Set i relation til folketallet vil det betyde cirka 1 1/2 mio. danskere.
Hovedstaten Grosnij ligner en kirkegård, titusinder er omkommet i fange- og flygtningelejre, udsultet, tortureret og mishandlet til døde, dagligt bliver civile anholdt og forsvinder for altid, uden at familien får noget at vide. Kvinder bliver voldtaget, huse sprænges i luften, de overlevende aftvinges alt af værdi, og deres sidste udvej er flugt.
Den verdenskendte russiske journalist Anna Politkovskaja har i årevis prøvet at oplyse verdensoffentligheden om, hvad der foregår. Hun er fortvivlet over den manglende reaktion fra omverdenen, som medfører, at den russiske hær uforstyrret kan fortsætte sit blodige håndværk. Under dække af, at det er en kamp mod den internationale terrorisme, foregår der reelt et folkemord. Det er det hun betegner som en form for fascisme.
Bush sanktionerer krigen, han har brug for vennen Putins støtte, men også europæiske politikere lukker øjnene for, hvad der sker. F.eks. Per Stig Møller, som tidligere kritiserede Putins krig, er nu tavs. Og i EU bliver Putin modtaget med åbne arme af formanden, Italiens Berlusconi.
Ved at tolerere løgnene og det blodbad, som Putin har skabt i Tjetjenien, er Europa sunket meget dybt, så dybt, at det skænder sig selv, skriver Anna Politkovskaja i en af sine rystende reportager fra Tjetjenien. Efter hendes artikler kan vi aldrig lade som om vi ikke ved, hvad der sker, siger Andrè Glucksmann, for Grosnij er Guernica i tiende potens. Og hvem er så reelt terrorist ?
De, der sprængte tvillingetårnene, var terrorister, og selvmordsbombere i Tel Aviv og Jerusalem udfører også en terror. Men er ikke både Sharon og Putin langt større og mere afskyelige terrorister? Selv om de ikke personligt udløser bomber, så giver de ordrer, som skaber terror.
Den tyske forfatter, Herman Broch, karakteriserede demokratiernes tavshed overfor politiske lederes undertrykkelse, som »ligegyldighedens forbrydelse«, og denne karakteristik er fortsat aktuel og rammer også os, så længe vi tier – og samtykker.

Erling Salomonsen
cand.pæd.psych.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her