Læsetid: 8 min.

LÆSERDEBAT

1. oktober 2003


Ufred
*Er danskerne et gudløst folk?
Hvorfor ødelægger danskerne altid verdensfreden?
Kan det skyldes, at vi er et ondt folk?

Peter Huss

Facitlisten
*Regnetime om Dansk Folkeparti:
Mogens C + Ulla D
= 1 rabiat mullah.

Jonathan Schwartz

Hvorfor skal alt være så trist
*To rejsebogsforfattere giver i Information et overraskende positivt billede af forholdene i det besa... øh befriede Irak. Ja, hvorfor betale seriøst arbejdende journalister, når man kan få rejsebogsforfattere til at fortælle anderledes opmuntrende historier. Næste oplagte engagement for rejsebogsforfatterne må være en tur til de af Israel beskyttede (!) områder, hvor glade palæstinensere takker for Israels hjælp til at holde styr på visse elementer, der har misforstået israelernes i virkeligheden noble intentioner.

Søren Blaabjerg, Hørning

Jan Stage – en journalistisk ener
*Den triste nyhed om Jan Stages død fortjener en forsidenekrolog (den 24. september). Men det er skuffende, at Ole Lange i dén grad forbigår de områder, hvor Jan Stage ydede noget enestående.
Nekrologen tegner et billede af en middelmådig journalist, som endte sine dage som en hæderlig forfatter. Og Jan Stage skrev da en stribe læsværdige romaner, men hans format ligger ikke i litteraturen. Dér hvor Jan Stage for alvor rykker til en unik position i dansk journalistik er i reportagerne fra borgerkrigene på Balkan i første halvdel af 1990’erne.
Fra 1991 er Jan Stage på pletten i de frembrydende borgerkrige og han rapporterer fra frontens forreste linjer med et sprogligt mesterskab, der ganske savner sidestykke i dansk journalistik. Han kombinerer den personlige anfægtelse og den elementært medmenneskelige forståelse med en klassisk journalistisk distance, der gør ham i stand til at holde blikket fuldstændig fokuseret på de faktiske begivenheder uanset hvor rædselsfulde de er. Forbillederne er ikke længere en forfængelig kliché, men det selvfølgelige fællesskab blandt fagets store mestre.
Der findes ikke længere en dansk sammenligning – Jan Stage skriver sig ind blandt fagets største i en global sammenhæng.
Jan Stages reportager fra Balkankrigene i første halvdel af halvfemserne satte en ny standard for journalistik.

Bjarne Bonné
i 1993-94 ansat som økonomisk journalist på Information

De radikale og Holberg
*Flere radikale ændrer syn på 24-årsreglen. F.eks. udtaler Nadeem Farooq: »Der er jo en vis logik i, at jo ældre man bliver, des mere selvstændig bliver man og har mindre tilbøjelighed til at lade sig presse til noget. Hvis der er dokumentation for de gode effekter, er jeg ikke så blåøjet og idealistisk, at jeg vil fastholde, at reglen skal afskaffes.« (27. september)
Det minder mig om Holberg, der foreslog, at kun skribenter, der har nået en vis alder, skal have ytringsfrihed: »Jeg haver alleene holdet for, at Skrive-Frihed ikke burde tillades uden dem, der have naaet end moed Alder; og er jeg der udi bleven bestyrket, efterdi jeg paa nogen Tiid haver seet unge Personer, førend de have faaet Skiæg paa Hagen, at føre Pennen i de delicateste Materier saavel politiske som moralske. Det er om saadanne, som man bør sige med David: Lader dem blive i Jericho, indtil deres Skiægge voxe.« (epistel 395).
Megen lovgivning kunne ændres ud fra denne logik, men jeg håber, at de radikale vil holde fast ved lighed for loven. Hvis det er bedre at gifte sent, så bør 24-årsreglen vel gælde alle danskere. Så kan de radikale være enige med Søren Krarup, der for nylig udtalte, at han gerne havde ventet et par år ekstra på at blive gift.
Selv mener jeg nu, at man kan få lov til at vente for længe. En enkelt myndighedsalder på 18 år må være nok, og derfor skal 24-årsreglen væk.

Niels K. Petersen
folketingskandidat for
Minoritetspartiet

Riget fattes Ph.d.’er
*I erkendelse af, at regeringen ved sin hovedløse nedskæringspolitik fører dette land ud i forskermangel, kalder Dansk Industri nu til besindighed. Som det fremgår af forsideartiklen i Information Weekend den 27.-28. september, forlanger forskningschef i Dansk Industri, Bjarne Lundager, at der kommer flere ressourcer på bordet til uddannelsen af Ph.D.’er. For en gangs skyld modsiges regeringens kulturrevolutionære kamp fra anden borgerlig side med et krav om uddannelse af mere ekspertise i Danmark. Flere Ph.d.-stillinger gør det imidlertid ikke. Ph.d.-uddannelsen formår ganske enkelt ikke at konkurrere med de jobtilbud, som dygtige kandidater får andre steder fra. Udsigten til en placering mellem et ’rigtigt’ job og en fortsat status som studerende, kombineret med dårlige arbejdsvilkår og en dårlig løn, virker ikke udpræget tiltrækkende.
Kun de mest naive takker nej til et vellønnet job i det private, til fordel for fordybelsen i et felt, man virkelig brænder for, og ’drømmen’ om engang at kunne skrive Ph.D. på visitkortet. Budskabet til regeringen, til universiteterne, til Dansk Industri og til Socialdemokratiet er derfor: Gør ph.d.-uddannelsen attraktiv!

H.P. Hansen
Ph.d.-stud. og medlem af Ph.d.-udvalget på Institut for miljø, teknologi & samfund, RUC

Moderniser FN
*På FN’s generalforsamling slog Kofi Annan til lyd for, at FN’s sikkerhedsråd må moderniseres. Jeg hilser den debat velkommen!
Det er klart, at Annan starter debatten med udgangspunkt i den uenighed, der var i forbindelse med krigen i Irak. Men det er lige så klart, at en moderniseringsproces netop ikke må tage udgangspunkt i enkeltsager, som en modernisering ikke havde ændret ved.
FN’s nuværende struktur stammer fra dagene efter Anden Verdenskrig. Og det bærer den præg af. De fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet med vetoret er de fem sejrherrer fra krigen. I dag ser verden helt anderledes ud, og det kan være vanskeligt at se logikken i, at f.eks.Frankrig, med et indbyggertal på knap 60 mio. mennesker, er permanent medlem med vetoret, mens f.eks. Indien, med knap en milliard indbyggere, end ikke er repræsenteret i rådet!
Dilemmaet er, at udvider man sikkerhedsrådet med et antal permanente medlemmer, vil det gå ud over effektiviteten. Jo flere der skal blive enige, jo vanskeligere er det at blive det. Og dermed kan FN risikere at blive handlingslammet.
Man kan overveje mange modeller for at løse dilemmaet mellem repræsentation og beslutsomhed. Jeg håber derfor, at Annan vil gå i gang med at undersøge de forskellige muligheder.

Gitte Seeberg, MF
Udenrigspolitisk ordfører og Spidskandidat til Europa-Parlamentet De konservative

Rettelse
*I et læserindlæg den 26. september af Peter Kofod har Information fejlagtigt rettet en dato. Peter Kofod kritiserer en kronik af Helle Lykke Nielsen for at legitimere krigens myrderier ved hjælp af fordrejede kendsgerninger. Den kritiserede kronik blev bragt allerede den 3. april 2003 og ikke som angivet i september.
Vi beklager fejlen.Red.

Kære Mary og Frederik
*Først vil jeg som mangeårig læser af Information undskylde lederen den 25. september.
Jeg håber ikke I læste den! Hvis det alligevel er tilfældet så prøv at opfat den som en desperat journalists forsøg på at finde en anden vinkel end alle andre. Det faldt ikke så heldigt ud!
Jeg synes Mary har lige så meget ret til almindelig høflighed og gæstfrihed, som alle andre tilrejsende til dette land. Det var der ikke meget af i den leder!
Det bringer mig til at lufte en idé: Burde I ikke selv eller sammen med den nærmeste familie formulere nogle enkle spilleregler for samspillet mellem medierne og kongehuset? Det og det er i orden. Det og det og det synes vi er under lavmålet. Det kunne I så lægge ud på Frederiks eller kongehusets hjemmesider.
Ville de store medier og de selvudråbte royale blade ikke være nødt til at overholde sådanne regler? Ellers skal konkurrenterne nok sørge for at hænge dem ud. Og skulle et enkelt blad ikke helt have forstået budskabet kan I vel ’glemme’ at invitere dem til pressekonferencer etc.!

Ebbe Münster, Nørager

Hvem skal være den næste?
*De to danske rejsebogsforfattere Hjalte Tin og Nina Rasmussen har efter hjemkomsten fra deres rejse til Irak, proklameret deres omvendelse i deres holdning til Irakkrigen. Fra at have været modstandere er de nu tilhængere, efter at de ved selvsyn, godt understøttet af en amerikansk Gallupundersøgelse i Irak, har mødt den Irakiske befolknings tilfredshed med at være sluppet af med Saddam.
Til de to rejsende vil jeg gerne stille nogle spørgsmål:
nHvem skal være den næste statsleder der bør fjernes fra embedet?
nHvad kalder I det udenrigspolitiske koncept, hvor en stormagt med enkelte sympatisører overskrider statsgrænser og fjerner ledere?
nHar I foretaget en konsekvensberegning for fremtidens internationale retsorden?
nAnser I selv Jeres betegnelse af den danske presses såkaldte antiamerikanisme for særlig analytisk, når et massivt flertal af den skrevne danske dagspresse, stort set har sympatiseret med Bush?
nGiver det Jer anledning til nogle overvejelser, når det i dag er dokumenteret, at alle begrundelser for krigen var ren svindel og at flere befolkninger – herunder den danske – er beløjet af deres politikere? Hvad kalder I den form for politisk praksis?

Lars Helde, Stenstrup

Metroen: En førerløs rentefælde
*Det kører ikke rigtigt for metroen. Dørene falder af, togene kører lige pludselig baglæns, og efter et år er driftsstabiliteten meget langt fra de aftalte 98 procent, og passagertallene halter også håbløst efter prognoserne.
Gælden i selskabet er nu på godt 14 mia. kr., alene renterne på denne kæmpe gæld er på over 500 mio. kr. i år. Og til næste år vokser (brutto) renteudgifterne til 650 mio. kr. Stiger renten bare et par procent i de kommende år (fra det nuværende historisk lave niveau) koster det metroen flere hundrede mio. kr. ekstra om året!
Indtægterne har det bestemt heller ikke godt: ’Passagertallet i Metroen var i august på 1.725.000, hvilket er ca. 8 procent over niveauet for juli’ står der at læse på www.M.dk .
Ja tak, men man glemmer at fortælle at passagertallet i juli lå på beskedne 55 procent af hvad der står i prognosen. Samtidig har fagbladet Ingeniøren regnet sig frem til, at der samlet vil komme ca. 18 mio. passagerer i 2003.
I dag får metroen 7,29 kr. fra HUR’s takstfællesskab for hver passager. Men denne anslåede indtægt på godt 130 mio. kr. dækker langtfra de nøgne driftsudgifter i 2003. Også her kommer metro-projektet til at køre med underskud. Når regeringen og dansk folkeparti så sætter taksterne op i den kollektivet trafik fra 2004 og HUR begynder at spare hver 10. bus væk – kan det ikke undgå også at ramme metroen.
Samtidig sætter Kulturministeriet snart den store grund, staten har købt til rigsarkivet i Ørestaden, til salg. Dermed mister Ørestadsselskabet indirekte en storkunde.
Men selvom Ørestadsselskabet for længst var erklæret konkurs hvis det havde været et privat selskab – så slutter festen
ikke her. Man er langt fremme med at skrive kontrakt på tredje etape – en badebane langs det tyndt befolkede Østamager. Anlægsprisen er for længst eksploderet og passagergrundlaget bliver stadig mere tvivlsomt. Men det får ikke Kramer til at ryste på hånden, det er jo også kun skatteyderpenge, han pantsætter.
Derudover en metrocityring til små 15-20 mia. kr. med de samme små førerløse tog under forberedelse. Alle andre alternativer fra moderne sporvogne til en rigtig metro undersøges ikke. Selv om de fleste sammenlignelige byer med stor succes satser på moderne sporvogne – der godt kan køre i tunnel, og hvor anlægsudgifterne typisk er 10 gange mindre end for minimetroen.
Der er allerede begået ganske alvorlige fejl. Vi har ikke råd til at gentage dem! Midlet er sammenhængende sober planlægning; noget vi ikke har været forvent med i hovedstadsområdet i efterhånden mange år.

Per Henriksen
medarbejder, SF’s Folketingsgruppe

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu