Læsetid: 9 min.

LÆSERDEBAT

15. oktober 2003


Kirkegængeren
*Han sagde, at han aldrig tog sin mobiltelefon med i kirke, for tænk hvis den ringede midt under gudstjenesten.
Det faldt ham ikke ind, at det kunne være Vorherre, der ringede.
Leif Grage

Ja, vorherrebevares
*Kære Bertel Haarder. Angående din reaktion den 9. oktober på Informations leder fra den 12. september. Lederen citerede mig desværre lidt forkert. Lad det være. Det afgørende er, at du mener du har løst problemet med den nye lov. Mig bekendt kan en 20-årig dansk statsborger stadig ikke gifte sig med en jævnaldrende fra Indien og få vedkommende med til Danmark, vel? Den slags begrænsninger har de andre EU-lande ikke. Ligesom betegnelsen »familiesammenføring« ikke bruges i andre EU-lande om landets egne statsborgere.
Lone Dybkjær, MEP for det radikale venstre

Gentagelsens mareridt
*Radioavisen søndag gjorde mig fortvivlet. Det blev oplyst, at det nu er en kendsgerning at Israel har atomvåben og tilmed en ubåd til afskydning af missiler med atomladninger. Det berørte mig dybere, end jeg egentlig ønskede, Pludselig så jeg for mig USA’s og Israels strategi, at tage magten i hele Mellemøsten, Irak i dag, Syrien i morgen og resten med salamimetoden.
En film tonede frem i mit indre, Jeg er født før krigen og boede i København, hvor jeg har oplevet mange ulykkelige grimme og angstfyldte ting under krigen, som har betydet meget for mig resten af livet. Som niårig er jeg er blevet beskudt, tyskerne tog vores skoler, så vi mistede vores undervisning i lange perioder. Gestapo kom på alle tidspunkter af døgnet og hev mennesker ud af deres lejligheder, heriblandt jøder, og kørte bort med dem under svær bevogtning. Børn græd og mange råbte nazi-svin efter Gestapo med risiko for at blive skudt. Og ikke mindst luftalarmen midt om natten, hvor vi skulle flygte ned i kældrenes beskyttelsesrum. En meget angstfyldt periode, ikke mindst den angst, vore forældre overførte på os børn.
Men hele dette mareridt fik en ende ved befrielsen. Frihedskæmperne, som under hele krigen gav os et håb. Amerikanerne og englænderne var vores helte, det var en helt ubeskrivelig glæde, der kom til udtryk, en eufori. De havde reddet verden for et så uhyggeligt monster som nazismen var. Det holdt ved i mange år op gennem 40’erne, 50’erne og 60’erne.
Vi havde også i alle disse år en ægte og stærk medfølelse med jøderne. Dette måtte aldrig – aldrig – gentage sig. Jeg lovede mig selv, at jeg resten af mit liv ville fortælle/informere mennesker om, hvad der var sket, og det har jeg gjort.
Men der er sket meget siden, vi fik FN og dermed håb og måske hele menneskehedens håb om en international lov, så vi kunne undgå dumhedens og ondskabens gentagelser.
Men nej, USA og Israel har faktisk lige siden taget livet ud af FN. Israel fik sin egen stat og har siden med en uhørt arrogance overhørt den ene resolution efter den anden, og USA, har jeg forstået, er styret af den amerikansk-jødiske lobby, og ingen af parterne har reelt ønsket fred i Mellemøsten, men kun herredømmet over olien. Så min ærefrygt over for amerikanerne er væk. Hvordan og hvorfor er det kommet så vidt? Og hvad er der sket med den enkelte amerikaner og måske os andre, men værst for mig, hvad er der sket med mig, at jeg i morges kunne få denne tanke om jøderne, som jeg skammer mig over bare at tænke. Nej, noget tilsvarende som dengang må aldrig ske igen.

Niels Møller Jensen
Løkken

Foghs slidte billedsprog
*Når man hører statsministerens åbningstale, erfarer man, at Anders Fogh er bedre til billedsprog end til politiske visioner. ’Noget for noget’, ’vi skal tage os sammen’, ’konsekvens’, ’kigge ud af vinduet’, ’oppe sig’ med flere. Hvis regeringens chef havde oppet sig, havde han åbnet vinduet, stukket hovedet ud, lyttet og måske forstået
*at danske unge under uddannelse let kommer til at score lavere, hvis elevtallet i klasserne bliver højere
*at danske skatteydere ikke vil leve med, at vi har en ligningslov, der medfører, at Coca Cola, Q8, McDonalds m.fl. ikke betaler skat (Hvorfor er Enhedslisten det eneste parti, der rører ved denne sag?)
*at danske arbejdsløse ikke ser deres problem løst ved, at et eventuelt internationalt økonomisk opsving måske slår ind på de danske kyster
Men Anders Fogh har ikke taget sig sammen. Han ruller gardinerne ned, kigger så op mod de duggede ruder og sukker ’noget for noget for noget – for nogle". Strategisk momentan politisk blindhed kan kureres. Det kræver, at man til en begyndelse – opper sig.

Finn Gunst
Brønshøj

*Da jeg forlod Christiansborg efter at have været tilhører til statsministerens åbningstale, så jeg ud af vinduet, som han foreslog. På Slotspladsen stod gymnasieeleverne og demonstrerede for mere plads i klasserne imod at hæve klassekvotienten. Imens tale statsministeren om pjækkeri og at flere skulle tage fag på højt niveau. På den anden side af Christiansborg havde en flok børnehavebørn indtaget hovedtrappen. De rullede sig som på en skibakke ned af den indbydende røde løber. Til stor fryd for en gruppe hvinende, fotograferende japanere. I salen talte Fogh om at børn skal lære mere. At der skal lægges planer for dem. Jeg synes der tegnede sig to meget danske tableauer udenfor vinduet, som jeg værdsætter højt. Unge, der bruger den demokratiske ytringsfrihed, man blandt andet lærer af at sidde i rundkreds og spørge ’hvad synes du selv.’ Og børnehavebørn, der blev oplært til at tage del i festen og højtideligheden omkring folkestyret. Men fik lov til at være børn. Se ud af vinduet, Fogh. Der er de danske værdier.

Barbara Læssøe Stephensen

Ja eller nej
*Den 8. oktober beskæftiger E. Laugesen sig med SF’s syn på udviklingen i EU’s udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. SF ønsker et EU, der kan sikre international ret i modsætning til USA’s konfrontatoriske politik. Verden er ikke blevet et mere sikkert sted siden 11/9 og angrebet på Afghanistan og Irak. Derudover har ingen af disse aktioner levet op til international ret, og resultatet er – bortset fra at man slap af med Saddam! – ikke i overensstemmelse med de første formål!
EU skal blive i stand til at tage beslutninger med flertalsafgørelser om udenrigspolitik, så de mange fine ord om menneskerettigheder og demokrati i vores handelsaftaler kan blive til handling!
Erfaringen viser, at selv den stærkeste militære magt ikke er i stand til at beskytte sine borgere mod terror eller at indføre fred, demokrati med våbenmagt. Det er ikke sket i Afghanistan, og det vil ikke ske i Irak foreløbig. Bæredygtig sikkerhedspolitik vokser ikke ud af et geværløb men af forpligtende international ret og forhandling. Denne forpligtelse kan blandt andet styrkes gennem handel og penge. Disse redskaber har EU! Hvorfor i alverden skulle dette sættes over styr med opbyggelse af et nyttesløst EU-militær?
Når jeg ser den nye traktat, vil jeg tage stilling. Mange emner kommer i spil, og det endelige resultat skal ses i sammenhæng med den globale virkelighed. Man kan undre sig over at flere politikere kan tage stilling, før de kender aftalen.

Pernille Frahm

Er livet bare en lille fest midt i døden?
*Når man handler fire øl til den middag, man skal til klokken 18.00, når man hænger sin dyne ud, når man hører scoringerne i superligaen. Så kan der ikke være noget mærkeligt i det, så kan der ikke være nogen tvivl; så er man altså i live.
En dag spurgte min far sig, om verden ville være mere fredelig, hvis man vidste, at Jorden ville gå under om et år. Jeg kunne ikke overskue problemstillingen, og under vores samarbejdsvanskeligheder hørte man pludselig min raske far sige ordene: »Hvis jeg nu for eksempel vidste, at jeg skulle dø(...)« Det lyder endnu i dag som en hypotese, et komisk øjeblik. Men hvorfor? I et fredeligt samfund og uden at være konstateret dødsyg, havde vi da hørt, at vi ville dø og set andre gøre det. Men kan man vide noget, man ikke kender konkret og kan man vide hvad livet er, hvis man ikke kender dets modsætning? Min bror sagde engang, at vi vel alle kan huske, hvordan det var ikke at være født, og så ved man vel også, hvordan det er at være død.
Og med en erindring som ikke er en erindring og med en viden, som jeg ikke har i min hukommelse og med en ventende stilhed, der ikke kan være, som hvis alle var stille, så er livet måske bare lige her. Måske bare en lillle fest før vi skal dø, en gang imellem det største vi har.

Britt Boesen
København NV

Jamen alligevel!
*Vor kulturminister har et almenmenneskeligt træk. Man udtaler sig med størst sikkerhed om det, man ikke ved noget om. Selvom han kun var et barn i 1970’erne, er han overbevist om, at DR var, og derfor sikkert stadig er, frygtelig venstreorienteret. Han støtter sig bl.a. på Leif Davidsen, som netop i den tid, han taler om, var DR’s korrespondent i Moskva.
Han ser ganske bort fra, at DR dengang blev styret af et radioråd med repræsentation fra de politiske partier. Her sad bl.a. besindige folk fra Venstre og Konservative, som man kunne være uenig med, men som havde en solid ballast af respekt for demokratiets grundsætninger. Den slags er der ikke mange tilbage af i dag på det landspolitiske plan. Så sad der også nogle snakkehoveder, lykkelige over de talerstole, de her havde fået. Erhard Jacobsen med sine aktive lyttere og seere, som faktisk fik meget lidt tilslutning i rådet. Konservative havde i en periode fru Elisabeth Krog, der ikke syntes Erhard Jacobsen skulle løbe med det hele, og selv samlede et stort nedskrevet materiale om venstrevridningen. Det var så omfattende, at rådet frabad sig at skulle behandle det, men foreslog fruen at lade en af hende selv valgt videnskabmand se på det og stille et responsum til rådighed for rådet. Hun valgte, mener jeg, sociologiprofessor Agersnap, som meldte tilbage, at materialet var uanvendeligt til at bevise sin påstand. Hvortil fru Krog sagde: »Jamen alligevel!«. Og det kan man jo altid sige –
ikke kulturminister?

Bjørn Lense-Møller
fhv. programchef, DR

De asociale Radikale
*Det Radikale Venstre ynder at fremstille sig som et progressivt og socialt ansvarligt parti, men i realiteten fører partiet en politik, hvor man skærer ned på velfærd og støtter skattelettelser til de rigeste.
I stedet for den skattefinansierede velfærd vil de radikale indføre et forsikringssystem, hvor ydelser og service gøres afhængige af den enkeltes evne til at forsikre sig. De dårligst stillede må så nøjes med en basisydelse på lavt niveau, mens de velstillede gennem forsikringer kan sikre sig et højere serviceniveau.
Heller ikke i de radikales arbejdsmarkedspolitik tages der sociale hensyn. Både i opposition og som regeringsparti var de radikale i 90’erne medansvarlige for gentagne forringelser af lediges vilkår.
Hetzen mod de ledige fortsætter med forliget om »Flere i Arbejde«, hvor partiet bl.a. har ansvaret for, at 25.000 familier på kontanthjælp mister over 900 kr. om måneden.
For nylig har de radikale så foreslået, at dagpengene nedsættes efter et års ledighed. Partiet tror, at man med truslen om fattigdom kan nedsætte ledigheden, men sandheden er snarere, at partiet med sit forslag om at afskaffe efterlønnen vil tvinge yderligere ca. 180.000 mennesker ud i ledighed eller på førtidspension.
De radikale bør skærpe retfærdighedssansen og i stedet for at afvikle velfærd kræve, at de multinationale betaler skat, og at olieprofitterne fra Nordsøen skal tilfalde fællesskabet.

Medlem af Enhedslisten
Jeppe Milthers
Frederiksberg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu